Fra Jorn til Banksy: Kunsten slår hårdt i Silkeborg

Museum Jorn stiller skarpt på kunstens kritiske potentiale med udstillingen ”Art Strikes Back. From Jorn to Banksy”

Udstillingen vil nå (for) meget. Der er mange historiske kontekster at forholde sig til, både kunstnerisk og politisk.
Udstillingen vil nå (for) meget. Der er mange historiske kontekster at forholde sig til, både kunstnerisk og politisk. Foto: Gee Vaucher/Museum Jorn

”Det er lidt voksentænkning,” siger en dreng til en anden, efter at pædagogen på Museum Jorn i Silkeborg uden meget held har fået ham og hans gruppe til at interessere sig for, hvorfor Jorn malede en stor and oven på et gammelt maleri af et lille hus ved en skovsø. Det fænger dem ikke helt, men det gjorde noget i mellemgangen til gengæld – den engelske kunstner Gee Vauchers versionering af Rene Magrittes surrealistiske maleri ”The Rape” fra 1945, hvor en kvindes ansigt er erstattet af hendes krop med skødets trekant som mund. I Vauchers udgave hedder værket ”Dictator”, og der, hvor munden skulle have siddet, stikker der nu en meget livagtig penis ud.

Asger Jorns ”Den foruroligende ælling” fra 1959. –
Asger Jorns ”Den foruroligende ælling” fra 1959. – Foto: Lars Bay/Museum Jorn

Drengenes reaktion peger meget godt på spændet på udstillingen ”Art Strikes Back. From Jorn to Banksy” (Kunsten slår tilbage. Fra Jorn til Banksy). Der er en del værker, der fanger en med deres direkte og provokerende billedsider, men der er også en del værker, som kræver mere fordybelse og formidling.

Udstillingen handler om den kunstneriske strategi, der kaldes ”détournement”, og som betyder at forvrænge eller fordreje et udsagn. Det gjorde Asger Jorn blandt andet i ovennævnte tilfælde i 1959 ved at male en farverig og ekspressiv and oven på et trommesalsmaleri. Jorn kaldte den form for arbejder for ”modifikationer”, og han mente, at det var en måde, hvorpå man kunne give gamle, ”uddøde” malerier ny relevans på. Så vidt jeg ved, malede Jorn ikke oven på værker, der havde høj kunstnerisk værdi. Derfor er hans malerier i dag heller ikke provokerende på samme måde, som når den kinesiske kunstner Ai Weiwei køber og smadrer dyre krukker fra Han- dynastiet eller overmaler dem med industriel maling og ord som ”Coca-Cola”.

Asger Jorns ”Avantgarden overgiver sig aldrig”, 1962. –
Asger Jorns ”Avantgarden overgiver sig aldrig”, 1962. – Foto: Lars Bay/Centre Pompidou, Paris – Musée national d’art moderne - Centre de création industriel

Som titlen siger, handler udstillingen om, når kunsten slår tilbage. Den slår tilbage på kunsthistorien og på den gode borgerlige smag, men hvad udstillingen faktisk i endnu højere grad handler om, er, hvordan kunsten slår igen rent politisk. At kunsten også er en kritisk vagthund, der holder øje og ikke mund. Det viser udstillingen mange stærke eksempler på, ikke mindst i form af John Heartfields collager fra årene omkring og under Anden Verdenskrig.

John Heartfield lavede collager til det tyske AIZ-magasin i 1930’erne, som tydeligt advarede mod det politiske regime, han så komme nærmere. En af hans papirarbejder viser et usselt juletræ, hvis grene danner et svastika. På museet kan man se det sammen med Sue Webster og Tim Nobles skulptur, der er en form for tredimensional udgave af træet i bronze.

”Den dårlige kunstner imiterer, den store kunstner stjæler,” sagde Picasso, og i Silkeborg står udsagnet på engelsk på væggen, navnet Picasso er streget over, og i stedet står der Banksy.

Banksy vil de fleste kende som en gadekunstner, der maler overraskende og politiske billeder på mure i byens rum, men han har også malet oven på andres billeder. På udstillingen ser man en kopi af et kendt Monet-maleri af den berømte bro ved Giverny i Frankrig, men i Banksys version, ”Show Me the Monet” fra 2005, er dammen opdateret med to druknede indkøbsvogne og en trafiktrekant.

Idéen med kritisk at bearbejde andres værker tilskrives oftest Marcel Duchamp, som i 1919 malede overskæg på et postkort af Mona Lisa og kaldte værket ”L.H.O.O.Q.”, der udtalt på fransk lyder som ”Elle a chaud au cul”, hun er varm i røven. En simpel, men også ret gennemtænkt joke, der fik maleriet til at ændre betydning, også fordi Freud netop havde formuleret sine tanker om Leonardos homoseksualitet. I Silkeborg kan man se en senere version, hvor forlægget er et viskestykke fra en souvenirbutik.

En hel væg viser de engelske Chapman-brødre, Jake og Dinos, omarbejdelse af den spanske kunstner Francisco Goyas 81 grafiske værker skabt i 1810-1820 over krigens rædsler. Brødrene har købt en udgave af ætsningerne og tilføjet dem ironiske nutidige rædsler i form af store nuttede monstre og zombielignende tegneserievæsener. De er hængt op, så de fylder en hel væg fra gulv til loft, hvad der desværre gør dem svære at komme til at se tæt på.

Jake og Dino Chapman har arbejdet videre på et udvalg af akvareller, som en ung Adolf Hitler malede før Første Verdenskrig. Blandt andet ser man et hagekors vokse frem af et af de romantiske scenarier, som Hitler malede dengang, hvor hans store drøm var at blive optaget på kunstakademiet i Wien. Her er det værket ”The Man Without Qualities I”, 2018, akvarel på originalværk af Adolf Hitler. –
Jake og Dino Chapman har arbejdet videre på et udvalg af akvareller, som en ung Adolf Hitler malede før Første Verdenskrig. Blandt andet ser man et hagekors vokse frem af et af de romantiske scenarier, som Hitler malede dengang, hvor hans store drøm var at blive optaget på kunstakademiet i Wien. Her er det værket ”The Man Without Qualities I”, 2018, akvarel på originalværk af Adolf Hitler. – Foto: Jake og Dino Chapman/Blain|Southern/Museum Jorn

Tættere på kan man komme på et andet af tvillingebrødrenes sensationelle projekter, i form af et udvalg af akvareller, som en ung Adolf Hitler malede før Første Verdenskrig, og som Chapman og Chapman har arbejdet videre på. Blandt andet ser man et hagekors vokse frem af et af de romantiske scenarier, som Hitler malede dengang, hvor hans store drøm var at blive optaget på kunstakademiet i Wien, hvad han nok desværre for verden ikke blev. Kunstnerne har opkaldt værkerne efter en roman af den østrigske forfatter Robert Musil, ”Manden uden egenskaber”, og i øvrigt anmærket, at værkerne indeholder Hitlers spyt, da han angiveligt suttede på sine pensler! Værkerne var også med på udstillingen ”March of the Banal”, på ARoS i Aarhus i 2018.

Der er mange stærke udsagn på udstillingen af mange forskellige kunstnere. 34 i alt, så vidt jeg kan tælle, heraf fire kvinder. Det havde været oplagt at forholde sig lidt kritisk til den fordeling, må man sige, nu vi er ved kunsten som kritisk potentiale.

For denne anmelder var det interessant at møde kunstnere, som jeg ikke kendte, for eksempel allerførstnævnte Gee Vaucher. Hun lavede blandt andet visuelt materiale til det anarkistiske punkband Crass fra 1977-1984, og måske var hun gået helt i glemmebogen, hvis ikke hendes værk ”Oh America”, der nu også pryder udstillingens katalogforside, hvor man ser frihedsgudinden holde sig for øjnene, var endt på forsiden af British Daily Mirror, dagen efter at Donald Trump vandt valget i 2016.

Gee Vaucher var måske gået helt i glemmebogen, hvis ikke hendes værk ”Oh America” fra 1989 var endt på forsiden af British Daily Mirror, dagen efter at Donald Trump vandt valget i 2016. – Foto: Gee Vaucher/Museum Jorn
Gee Vaucher var måske gået helt i glemmebogen, hvis ikke hendes værk ”Oh America” fra 1989 var endt på forsiden af British Daily Mirror, dagen efter at Donald Trump vandt valget i 2016. – Foto: Gee Vaucher/Museum Jorn

Det havde været herligt at kunne slå op i kataloget og læse mere om hende. Der er udgivet et katalog, det er udelukkende på engelsk, og med ret tætte artikler, der kræver en ihærdig læser. For eksempel er der ingen kort introduktion til de medvirkende kunstnere.

Udstillingen vil nå (for) meget. Der er mange historiske kontekster at forholde sig til, både kunstnerisk og politisk. Og strækker man måske Jorns indflydelse lidt for langt, når man gør hans décollager fra 1960’erne, som var lavet ved at rive parisiske reklameplakater i stykker og sammensætte dem på ny, til forløbere for kunstnere, der som Barbara Kruger arbejder kritisk med reklameverdenens udsagn?