Kunsten at vedligeholde en miljøkatastrofe

Kongenshus Hede, der blev fredet og indviet som mindepark i 1953, er i dag et populært mål for vandrere og ...

Kongenshus Hede, der blev fredet og indviet som mindepark i 1953, er i dag et populært mål for vandrere og skoleklasser. Foto: Kåre Gade

På Kongenshus er skovfoged John Milthers vigtigste opgave at holde skoven væk. Hvis man overlod heden til ...

På Kongenshus er skovfoged John Milthers vigtigste opgave at holde skoven væk. Hvis man overlod heden til sig selv, ville den i løbet af få årtier vokse til i birk, fyr og eg. Foto: Kåre Gade

Man skal forstå, at opdyrkningen var en folkesag, som berørte mange lokale familier. Det kostede blod, sved og tårer at pløje heden op, og man var stolte over, at det lykkedes.
John Milther, skovfoged

Hvis man overlod heden til sig selv, ville den springe i skov. Det er en kunst at vedligeholde naturen, fristes man til at sige, men den oprindelige hede var ikke natur. Eller oprindelig, for den sags skyld

Den jyske hede fylder ikke meget i landskabet. Jeg har sat GPS’en til at finde Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere sydvest for Viborg. Alligevel er jeg lige ved at køre forbi indkørslen til den fredede hede, hvor jeg skal mødes med skovfoged John Milther.

Jeg finder ham uden for kroen ved parkeringspladsen. Han står sammen med kroens forpagter og ser på den køkkenhave, som forpagteren anlagde sidste år. Belært af erfaring har han i dette forår hegnet køkkenhaven ind for at holde harerne ude.

Ligesom der er hegn om Kongenshus Mindepark bag kroen for at holde fårene inde. Engang var der hede, så langt øjet rakte, hvis man vovede sig vest for Den Jyske Højderyg – hvad kun få gjorde, for heden var en uvejsom, ubeboet og uskøn ødemark. Et ingenting. Da den blev til et dragende landskab, som malere og digtere besøgte, var den allerede ved at forsvinde.

”Skynd dig, kom! om føje år /heden som en kornmark står,” skrev H.C. Andersen i 1859 i digtet ”Jylland mellem tvende have”.

Han var, som mange i sin samtid, splittet mellem fascinationen af det vilde, øde landskab og begejstringen for den begyndende opdyrkning af det:

”Landet selv bliver engang et Korn- og Skovland, er jeg forvisset om, men da er den romantiske, lynggroede Hede borte, med sin Eensomhed, sit Fata Morgana og al sit Præg af gammel Tid.”

Han fik ret. I dag er heden kommet på museum og er blevet en turistattraktion, som John Milther har ansvaret for at passe og pleje.

Vi sætter os ind i skovfogedens firehjulstrækker og kører ind på det, som i dag er et af Danmarks sidste, store hedearealer. 1200 hektar er der, og det er trods alt en del. Hvad der fra landevejen synede af meget lidt, åbner sig nu som et vidtstrakt lyngtæppe, hvor sporadiske hvidtjørn og enebærbuske sitrer i varmedisen.

Kun vindmøllerne fjernt i horisonten bryder illusionen om, at vi kører på en endeløs slette.

Sådan så Jylland ud, tænker jeg, da Enrico Mylius Dalgas i 1866 stiftede Hedeselskabet og påbegyndte den enorme opdyrknings- og skovplantningsindsats, som i løbet af de næste hundrede år forandrede landsdelens landskab, infrastruktur og økonomi dramatisk.

”Man skal forstå, at opdyrkningen var en folkesag, som berørte mange lokale familier. Det kostede blod, sved og tårer at pløje heden op, og man var stolte over, at det lykkedes. Derfor begyndte man i midten af 1900-tallet at lede efter et sted, hvor man kunne mindes dem, der brød heden,” siger John Milther.

Valget faldt på Kongenshus på Alheden ved Karup Å, som 200 år tidligere havde været centrum for det første, spektakulært mislykkede forsøg på at opdyrke heden. Kong Frederik den Femte forærede i 1754 området til den mecklenburgske officer Ludvig von Kahlen, som hentede en håndfuld familier fra sin hjemegn op for at opdyrke området.

Mødet med heden var barsk, og der gik ikke lang tid, før kolonisterne begyndte at flygte hjem. Von Kahlen satte bevæbnede vagter op, men det dårligt planlagte projekt kollapsede, og heden tog igen over på Kongenshus.

Ikke meget bedre gik det for de omkring 250 tyske familier, som samtidig kom til Jylland på direkte invitation fra kongen.

De fleste af de såkaldte kartoffeltyskere vendte hjem efter få år, men nogle få holdt ud. Indtil slutningen af 1800-tallet blev der prædiket på tysk i Frederiks Sogn sydvest for Kongenshus.

Kongenshus Hede blev fredet og indviet som mindepark i 1953. I dag er den et populært mål for vandrere og skoleklasser. Vi kører forbi en parkeringsplads med toiletter og udsigtstårn.

”Normalt har vi mellem 20.000 og 30.000 besøgende om året. Men det år, vi fik bygget vores udkigstårn, kom der 45.000,” fortæller John Milther.

Mindeparken har fået en pris for sit handicapvenlige udkigstårn, der er udstyret med elevator.

I 2004 modtog den Carlo Scarpa-prisen, en eftertragtet europæisk landskabspris, for sit arbejde med at forene kultur med natur.

Og hjertet på Kongenshus, den monumentale mindedal over hedens opdyrkere, er tegnet af C.Th. Sørensen – den store modernist i dansk landskabsarkitektur. Det kan være svært at se, men lige så uplanlagt den gamle hede var, lige så kultiveret er Kon-genshus.

Vi kører forbi en lille lund af unge løvtræer, der står på skråningen ned mod en bæk.

”Vi prøver at skabe variation i bevoksningen ved at lade nogle af de selvsåede træer stå, så der både er friarealer, solitære træer og klynger af bævreasp. Skovfyr betragter vi som en invasiv art. Den fjerner vi, inden den sætter kogler,” siger John Milther.

På Kongenshus er skovfogedens vigtigste opgave at holde skoven væk. Hvis man overlod heden til sig selv, ville den i løbet af få årtier vokse til i birk, fyr og eg. Det er en kunst at vedligeholde na-turen, fristes man til at sige, men heden var netop ikke natur, i hvert fald ikke i betydningen ”oprindelig og uberørt”.

I stenalderen voksede der store skove i Jylland. Lyngheden var resultatet af århundreders skovrydning, afgræsning og udpining. I 1700-tallet var skovene væk, og heden dækkede 40 procent af Jylland. En menneskeskabt ødemark.

John Milther taler om ”landskabspleje” og ”kulturlandskab”, når han fortæller om arbejdet på Kongenshus.

”Se, her har vi foretaget en afbrænding af lyngen. Du kan se, at det er en vellykket afbrænding med god varme: Lyngen er brændt i bund, og alle næringsstoffer er udvasket, så der kommer ikke græs op. Bønderne ville ikke synes om det. Det er egentlig en kontrolleret miljøkatastrofe, vi laver,” siger han.

Afbrændingen efterligner de spontane brande, som opstod på heden. En anden måde at fjerne næringstoffer på er afslåning. Hedebønderne slog lyngen for at bruge den til tækning, foder og brændsel.

Det er stadig et eftertragtet materiale blandt tækkere. Tre mænd står og læsser bundter af lyng på en lastbil.

”Jeg er ked af at slå så store arealer, som vi har gjort her, for det går ud over biodiversiteten. Men vi er nødt til det, fordi heden er angrebet af lyngbiller. Ved at slå lyngen udrydder vi billerne, tjener samtidig lidt penge og fremskynder fornyelsesprocessen,” siger John Milther.

Ved afslåning bliver en stor del af det organiske materiale fjernet, og jorden skal igen drive nye næringsstoffer frem for at sætte ny lyng.

Først kommer der græsarter som bølget bunke og blåtop. Efter fem år står lyngen tæt igen.

Den tredje metode til landskabsplejen er afgræsning. Selvom de er svære at få øje på, går der over 3000 får og lam på Kongenshus. De holder uønsket vækst tilbage.

”Men de spiser desværre ikke skovfyr,” siger John Milther, mens firehjulstrækkeren bumper over et gammelt brandbælte, som er pløjet op, engang før heden blev fredet.

Menneskenes spor forsvinder kun langsomt.

Om morgenen samme dag er jeg på Moesgård, hvor den tværfaglige forskergruppe AURA – Aarhus University Research on the Anthropocene – holder seminar. Begrebet ”antropocen” er en ny geologisk periode, som beskriver tiden efter industrialiseringen, hvor mennesket har forandret klodens landskaber, klima og økosystemer.

Begrebet er endnu ikke officielt anerkendt, men det er et varmt forskningsfelt blandt alt fra biologer og klimaforskere til historikere og antropologer.

Seminaret har titlen ”Jyllands vildmarker. Perspektiver på det danske landskab”. Den første taler er Kenneth Olwig, kulturgeograf, professor emeritus fra Sveriges Lantbruksuniversitet og ekspert i hedens natur og kulturhistorie.

”I gamle dage var et landskab et område, som udgjorde en politisk fællesskab, et tingsted. Men ligesom ordet ’ting’ forandrer sig til at betegne et objekt, ændrer ordet ’landskab’ sig til at beskrive noget fysisk, som man kan se og beskrive. Det har rødder i renæssancen – dels i den ptolemæiske kartografi, hvor man begynder at opmåle verden, og dels i malerkunstens opdagelse af perspektivet,” siger Kenneth Olwig.

Landskabet bliver en scenografi, en kulisse, som man kan forholde sig æstetisk til. Det gør James Macpherson, da han i midten af 1700-tallet vender hjem fra en rejse i det skotske højland og hævder at have opdaget en samling ældgamle vers, skrevet af en blind keltisk barde ved navn Ossian.

I virkeligheden er Macpherson selv ophavsmand til digtene, men det forhindrer ikke, at Ossians anprisninger af det utæmmede landskab bliver en central inspirationskilde for romantikkens natursyn.

Landskaber, der før var grimme ødemarker, som civiliserede mennesker holdt sig langt væk fra, bliver nu til besjælede steder, hvor kunstneren opsøger den storladne, transcenderende oplevelse – det sublime.

Således også heden. I 1807 bliver Ossian oversat til dansk af den unge digter og teologistuderende Steen Steensen Blicher.

”Mens de fleste danske romantikere er orienteret mod Tyskland, fatter Blicher interesse for England og Skotland. I Ossians hyldest til det skotske højland og dets gamle kultur ser han ligheder med den jyske hede, hvor han selv er vokset op,” siger Kenneth Olwig.

Blicher adopterer i begyndelsen det ossianske natursyn. Han bliver hedens barde, der lægger sig på den lynggroede bakke og drømmer stort om fortidens helte: ”Hil dig mit Fødeland, Fædrenes mørkbrune Gravmark! /Med dine Tuer, de Dødes lyngtakte Huse /Her ruste de Sværd, for hvilke Verden har skjælvet; /Her smuldrer den Styrke, hvoraf kun Sagn er tilbage.”

Men snart indser Blicher, at det ossianske natursyn ikke nødvendigvis er til gavn for hedens beboere. Ossian begræder, at den vilde ødemarks heroiske samfund fortrænges af agerbrugernes svage race. Opdyrkning er unaturlig.

Kenneth Olwig har kaldt sit foredrag ”Industri og vild natur: To sider af samme sag? Hedenske fortællinger fra vildmarkerne i Storbritannien og Danmark.” Da Steen Steensen Blicher vendte tilbage til Jylland som præst, blev han en ivrig fortaler for hedens opdyrkning. På samme måde mener Kenneth Olwig, at landbrug og natur ikke behøver at være modsætninger.

”Man er nødt til at tænke landbruget med, når man taler om naturbevarelse. Det er vigtigt med støvler på jorden – gummistøvler,” siger han.

Kenneth Olwig ser en sammenhæng mellem det ossianske natursyn og nutidens forsøg med at genindføre dyrearter, som tidligere har levet i den danske natur – bævere, ulve, elge og endda elefanter. Rewilding, hedder det.

”At sætte vilde dyr ud i marginale områder, som moderne landbrug ikke kan bruge, er kortsigtet og ødelæggende. Rewilding passer alt for godt med en liberalistisk landbrugspolitik, hvor man prioriterer intensive industrilandbrug og lader resten blive naturreservater, og så er alle glade,” siger Kenneth Olwig.

”Desuden er det økologisk nonsens at ville tilbage til en natur fra før menneskets æra. Mennesket flyttede ind i landskaber, som var skabt af andre dyr, og arbejdede videre med det. Det er ikke en modsætning; det kan være ’naturligt’ nok.”

Mener han, at kornmarken er natur, spørger jeg.

”Kornmarken kan være natur, i hvert fald i den betydning af ordet, som går tilbage til det latinske ’natus’: fødsel. Hvis kornmarken er et produkt af en ’fødende’, balanceret proces, så er den natur, men ikke, hvis den er baseret på olieprodukter fra Saudiarabien og kemikalier fra USA,” siger Kenneth Olwig.

”Se, en stor regnspove,” siger John Milther.

Jeg ser en fugl i glideflugt forsvinde ned i en slugt. Regnspoven er vendt tilbage af sig selv, men urfuglen, som Kongenshus har i sit logo, mangler. Man har talt om at sætte den ud – rewilde den.

”Men det er ikke så enkelt, for der er jo en grund til, at den er forsvundet. Vi var på studietur i Norge, hvor vi fandt ud af, at urfuglen sover i træer om natten, ligesom fasaner. Så hedebønderne har nok brugt at lade unge træer stå, indtil de blev store nok til brændsel,” siger John Milther.

Det er svært at skrue tiden tilbage. Omkring 1900, da H.C. Andersens profeti om hedens opdyrkning var ved at gå i opfyldelse, vendte en anden digter, Jeppe Aakjær, sig mod Hedeselskabet.

Han så sig som Blichers arvtager, men rettede en hård kritik mod den ukritiske, altomfattende opdyrkning. Han mente, at både husmandsbrugene og naturen blev ofret for hedesagen: ”Glæd dig Jylland, du tabte en naturejendommelighed, du mistede dit urgamle særpræg og fik som erstatning 100.000 favne pindebrænde.”

På vej ned i mindedalen fortæller John Milther, at Aakjær af samme grund aldrig har fået sin egen sten i cirklen, hvor Blicher, Dalgas og hedens andre store personligheder mindes.

“Men ved du hvad? Nu har Hedeselskabet rakt hånden ud til Aakjær-selskabet for at begrave stridsøksen og slutte fred. I år får Jeppe Aakjær også en plads hernede.”