Prøv avisen
Kunst

Frugtbare brudflader hos modernismens mestre

6 stjerner
Udstillingen ”Nordisk Modernisme – Inventing the Future” bringer to kunstsamlinger sammen: den herværende i Aalborg og den private norske Canica, der i en snes år har været en museumsfaglig mastodont på grund af de indsamlede værkers kvalitet. Denne udstilling samordner på bedste vis perioder i dansk kunst og gør det til et nordisk projekt. Her ses den norske kunstner Thorvald Hellesens ”Les deux amies” fra 1920. Foto: Canica Kunstsamling

Den forrygende udstilling ”Nordisk modernisme – Inventing the Future” på Kunsten i Aalborg viser de mange frugtbare brudflader hos modernismens mestre

Et af de smukkeste kunstmuseer i Danmark ligger i Aalborg, hvor Kunsten, som museet har heddet i nogle år, nu slår dørene op for, ja, en af de bedste præsentationer af nordisk kunst i nyere tid.

”Nordisk modernisme – Inventing the Future” hedder udstillingen, der bringer to kunstsamlinger sammen: den herværende i Aalborg og den private norske Canica, der i en snes år har været en museumsfaglig mastodont på grund af de indsamlede værkers kvalitet. Denne udstilling samordner på bedste vis perioder i dansk kunst og gør det til et nordisk projekt. For kunstnerne har jo ofte mødt hinanden, gået på de samme skoler i Paris eller udstillet sammen på kryds og tværs ude i verden og i Norden.

Det kunne ikke være meget bedre i den finske arkitekt Alvar Aaltos lysende katedral: Kunsten i Aalborg.

Vi hilses velkommen i den flot orkestrerede udstilling med to malerier af det sjældne motiv fodboldspillere, begge malet af Harald Giersing i 1911.

København var kunstcentrum i modernismens begyndelse, og kunstnere som eksempelvis Giersing tilbød undervisning ud over den akademiske i sin malerskole. Og før det blev han selv undervist på Kunstnernes Frie Studieskoler af Kristian Zahrtmann, der havde afgørende betydning for udviklingen og troen på, at både farve og form skulle udfordres, for selvom han elskede de gamle italienske mestre, var det jo indlysende, som han sagde, at de var gode at kigge på, men at man ikke nødvendigvis skulle gentage deres kunststykker. Der var former og farver nok, der lå ubrugte hen i den nye tid.

Og ingen italiensk mester har malet fodboldspillere, kunne man tilføje, for spillet blev jo nærmest opfundet på fælleden i København med de første klubber i 1880’erne. Og alligevel hænger sagerne sammen og er klassiske i deres modernitet.

For et religiøst billede af eksempelvis Caravaggio indeholder jo ligeledes disse figurer i bevægelse, Harald Giersing gør blot sine til luftdueller mellem målmand og spillere.

I enkelte af udstillingens udsøgte værker får vi også lov at se bagsiden af malerierne.

Og eksempelvis hos Karl Isakson er det tydeligt, at Harald Giersing sidder i en havestol. Der har været udveksling mellem de nordiske kunstnere på andre planer end de rent faglige.

Det er et flot træk udstillingsteknisk, der gør sagerne spændende og seværdige. Fortællingerne bliver taktile og taler til krop og ånd.

Det er en perlerække af værker og forbindelser, vi er vidner til.

Et af udstillingens fokuspunkter er de surreelle bevægelser blandt nordiske kunstnere. Her er mange grupperinger at holde øje med, men når værkernes kvalitet er, som den er, træder det visuelle frem og giver beskueren nye bud på den rigdom, som vores kulturarv er, når den lader sig befrugte af nye strømninger.

Det er let at sætte mærkat på en gruppe kunstneres arbejde, at de tilhører denne eller hin bevægelse, men det er i overlappet mellem genrer og brudfladerne, at noget nyt opstår.

På Fernand Légers skole i Paris mødes de nordiske kunstnere, Franciska Clausen er en, Erik Olson og Otto G. Carlsund to af de svenske studerende. Carlsund var opvokset i Sankt Petersborg og var flersproget, og vi forstår, at billedsproget også udvikles ad denne vej.

Kunsten bliver aldrig blot stilarternes kavalkade, der er menneskelige og eksistentielle træk bag den enkelte kunstners vej ind i fællesskabet.

Vi står midt i en levende epoke, det mærkes både i billeder og skulpturer og minder os om, at vi stadig er i en modernistisk tid præget af nye fællesskaber både kunstnerisk og levemæssigt.

Kvindernes århundrede kan man med nogen ret påstå, for det er gennem deres bidrag, både synlige og endnu ikke anerkendte, at vi forstår, at den ”mandede” kunst går andre veje.

Prøv at sammenholde Robert Jacobsens kluntede vikingeromantik med elegantieren og fordybelsens form, som den ses (og føles) hos Sonja Ferlov Mancoba. Kunstmarkedet ville have mænd, Paris og store armbevægelser.

Men set på afstand blev Sonja Ferlov selve sjælen, der levede i Paris som detaljens og inderlighedens mester. Hun blev ved sit værk og havde ikke brug for at ekspandere til en grusgrav i Jylland.

Det er en forrygende udstilling. Iscenesat, ja. Med bedaget kunst, ja. Men er det ikke her i det store billede, at vi ser facetterne og selv må opfinde fremtiden? Jo. Vi er på en platform, hvor både Ragnhild Keysers stilsikre, smukke kompositioner lever side om side med Asger Jorns form-akrobatik. Han valgte at gennemspille hele repertoiret, mens andre søgte ind i farven og formens dyb ved repetition og fokus.

Hvor er det livsbekræftende, at mangfoldigheden lever. At den private kunstsamling både kan matche og supplere den museale. Kunsten er en gave, der præsenterer sig på bedste vis i Aalborg, og kataloget samler det hele med indsigtsfulde artikler. Bravo.8

Svenske Gösta Adrian-Nilssons ”Stående yngling”, cirka 1914. – Foto: Canica Kunstsamling
Danske Vilhelm Bjerke-Petersens ”Befrugtning”, 1933. – Foto: Canica Kunstsamling
Den flot orkestrerede udstilling hilser velkommen med to malerier af det sjældne motiv fodboldspillere, begge malet af Harald Giersing i 1911. Her er det Giersings ”Fodboldspillere i kamp”. Kunsten Museum of Modern Art Aalborg/Anna og Kresten Krestensens samling. – Foto: Niels Fabæk