Fra to søjler af døde kroppe til to firkanter på gulvet, der symboliserer grundridset af de to tårne fra World Trade Center.
Imperial War Museum i London har sat sig for at undersøge, hvordan kunstnere har forholdt sig til en verden terroriseret af terror, som det har været tilfældet siden den 11. september 2001.
For mange var der en umiddelbar reaktion. Grayson Perry, som er en af de mest fremtrædende samtidige britiske kunstnere, ændrede således motivet på en af sine store keramiske krukker allerede dagen efter og udsmykkede den med fly og mediecitater.
Andre, som tyske Gerhard Richter, skulle bruge tid på at fordøje begivenheden. Han var selv ude over Atlanten ombord på et fly på vej mod New York, da angrebet fandt sted. Hans fly blev omdirigeret til canadiske Nova Scotia, hvor han som mange andre var strandet i flere dage.
Først i 2005 var han klar til at omsætte den oplevelse i værket ”September” – og det tog endnu længere, før han var klar til at vise maleriet offentligt.
Billedet er blandt de 50 værker fra 40 internationale kunstnere, som kan ses på udstillingen ”Age of Terror: Art since 9/11” (Terrorens tidsalder: Kunst siden 11. september).
Krigsmuseet i London lever til fulde op til sit navn. For at komme til kunstudstillingen på tredje sal skal besøgende først gennem den permanente udstilling med kampvogne, kampfly, våben, granater og missiler.
Men som leder af kunstsamlingen på Imperial War Museum Rebecca Newell forklarer, så har museet siden grundlæggelsen for 100 år siden haft et stærkt fokus på kunst om krig, blandt andet gennem kunstnere udsendt til fronten. Og den nuværende udstilling reflekterer over, hvordan kunsten svarer på noget, som ikke kun er konventionel krigsførelse.
”Vi har lyttet til vores publikum, og de vil gerne forstå den nutidige konflikt, deres rolle som globale borgere og motivationen bag handlingerne. Og her var 11. september skelsættende,” siger Rebecca Newell.
Der er dog ikke bare tale om de ikoniske tårne i New York, men også om, hvordan staten og borgere oplever effekten af terrorangreb. Og i kunstens optik er der mange ofre.
I Vesten er det ikke mindst gennem en øget overvågning med særligt videokameraer, men også den sikkerhedskontrol, folk skal igennem. Det gælder ikke kun lufthavne. Selv et besøg på Imperial War Museum i London kræver, at ens taske bliver kigget igennem. Indiske Jitish Kallat illustrerer netop dette i sit værk med cirka 20 centimeter høje figurer, hvor 10 forskellige mennesker bliver kropsvisiteret. Kinesiske Ai Weiwei bidrager med et overvågningskamera udført i marmor.
”Der er så mange referencer til, hvordan samfundet er blevet ramt,” siger Rebecca Newell, der fremhæver, at nok er der tale om en udstilling i London, men den forholder sig også i høj grad til effekten i lande som Irak, Afghanistan og også Syrien, som oplever en mere krigslignende terror, end den der ramte USA i 2011 og siden andre vestlige lande.
”Vi har nogle meget personlige værker fra folk i de lande, som bruger deres egne oplevelser,” tilføjer Rebecca Newell.
Palæstinensiske Mona Hatoum bidrager således med et glaskabinet, men de mange skinnende og farvestrålende glasobjekter er kopier af de stadig mere avancerede granater, som rammer civilbefolkningen i krigsramte lande.
Tilsvarende med Hanaa Malallah, der stammer fra Irak, men har haft asyl i Storbritannien i mange år.
I værket ”Et kort over mit land” forsøger hun at vise konsekvenserne af Irak-krigen. Lærredsstykker med brændte kanter formet som konturerne af Irak er sat tilfældigt sammen, og byer er placeret uden geografisk logik for at vise den destruktion og fragmentering, der er sket i landet.
Endnu mere konkret er Hrair Sarkissian, som er repræsenteret med videoinstallationen ”Hjemve”. Han forlod Syrien i 2008, men hans forældre har nægtet at forlade hjemmet, og hans mor søger tilflugt på badeværelset, når der er kampe. Han har bygget en model af den fem etager høje boligblok, hvor hans barndomshjem ligger i stueetagen. Modellen er bygget med rigtige mursten, og han bruger otte timer på at smadre hjemmet med en lægtehammer for at bearbejde frustrationen over at leve adskilt fra familien, hvilket han viser i den 11 minutter lange film.
Selvom udstillingen fokuserer på, hvordan kunstnere har svaret på terror og konsekvenserne af kampen mod terror, så er det gruopvækkende og bloddryppende næsten totalt fraværende.
”Selv i reaktionerne lige efter 11. september har der været mere fokus på det spøgelsesagtige. Kunsten ser på marginalerne og følelserne, og ikke det bogstavelige,” forklarer Rebecca Newell.
Den markante undtagelse er de britiske brødre Jake og Dinos Chapman med værket ”Nein! Eleven”. I en glasmontre er et dommedagslandskab med små legetøjsfigurer, der viser scener af ekstrem brutalitet og død. De er dels nazi-soldater og dels blodige lig, som ligger stablet i to bunker, der symboliserer tvillingetårnene, og dermed trækker historien om terror tilbage i tiden.