På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk er den fine serie ”On Paper” gået ind i sit ottende år, og blandt det dusin udstillinger, vi hidtil har set, er der mange upåagtede kunstnerskaber af høj kaliber.
Det nyeste skud på stammen er Birgit Jürgenssen (1949-2003), der boede og arbejdede i Wien, hvor hun var ansat på Kunstakademiet som en afholdt lektor med fotografi og tegning som hovednøgler til sit værk. Hun arbejdede uden for de store strømninger af aktivistisk kunst på den østrigske kunstscene, men var en årrække også assistent for Arnulf Rainer, der i sit værk ofte har lavet destruktive ekspessive selvportrætter.
Østrigsk kunst har siden Sigmund Freuds tid været fyldt med den selvobserverende kunst, hvis sigte peger ud i det omgivende samfund.
Birgit Jürgenssens værk i repræsentativt udvalg på Louisiana lægger sig i en traditionel centraleuropæisk strømning, men vigtigst er måden, det sker på. De store surrealistisk orienterede kunstnerskaber, der blev fejret tidligt i det 20. århundrede, er først for alvor blevet til vigtige manifestationer senere i århundredet med navnlig fransk-amerikanske Louise Bourgeois’ værk, der var vitalt helt frem til hendes død som 99-årig i 2010.
Ligeledes prægede tysk-schweiziske Méret Oppenheim (født i 1913) indtil sin død i 1985 også studerende og unge kunstnere og gør det stadig gennem værker som eksempelvis hendes berømte pelskop fra 1936, der blev et af surrealismens ikoner.
Birgit Jürgenssen søgte at påvirke kunsthistorien i midt-1970’erne med gentagne opfordringer til et stort forlag om at skabe et bogværk om disse kvindelige kunstneres arbejde. Hun betragtede deres arbejde som ”mere poetisk, mindre direkte og mere omvæltende” end de mandlige kollegers bravader. Og det kunne gælde for hendes eget værk.
Fotografiet af en kvindearm, der i stedet for en muskel har et bryst, eller værket ”Demonstration” fra 1978/1979, hvor rødlig vandfarve er klattet på gaze med torne påklæbet som et kvindekøn på midten er både smukke, rå og humoristiske, men ikke anstødelige i deres direkthed.
Som beskuer hører man ekkoet fra forbillederne, men på en helt demokratisk måde, som kunne man selv sætte sig i kunstnerens sted og med få midler og vedholdenhed finde ind til styrken i, hvad et kunstværk er.
Hun, Birgit Jürgenssen, bevæger sig på kanten af surrealismen, hun er ikke demonstrativ, og det giver værket en kvalitet, der både er ligefrem og anderledes.
Faktisk giver det god mening, at netop Jürgenssen ”afløser” Dea Trier Mørchs pågående grafiske arbejder. Forskellen på de to værktyper er nok, at kunsthistorien og surrealismen er en forudsætning for Jürgenssens arbejde, mens Trier Mørchs næres af det socialt illustrative og brugsorienterede. Begge fortæller med deres kunst noget om kvinderollen i samtiden.
Birgit Jürgenssen tegner sko, der består af enten afskrællede muskler eller fjer, hvor hælen er en hønsefod, dekadencen møder det menneskelige og dyrisk drømmende. Hendes kunst arbejder sig ind under huden, og mange arbejder står tilbage på nethinden, lang tid efter man har forladt udstillingen.
Kunstneren havde ingen nævneværdig succes i sin levetid, men hun er nu genstand for stor opmærksomhed på det internationale marked med gallerier, der bejler til hendes værker fra både New York og London. De sene værker som ”Fragment af en rose”, der er fotografi på satinstof, er både undersøgende og fragilt. Skrøbeligheden er et sprog.
Kunsthistorien genskrives på mange måder i Louisianas ”On Paper” – blot er fokus flyttet fra det heroisk indlysende og larmende, som moderne kunst ofte kan være, til det sommetider mere jordnære og sympatiske papir i mindre formater. Sort på hvidt kan gøre det og er ikke mindre vigtigt end andre former for museumskunst.