Lennart Gottlieb kalder det for ”nærmest selvmordsagtigt”, det han er ude i. Men den respekterede kunsthistoriker, tidligere museumsmand og dr.phil. i kunsthistorie mener det: Der er noget råddent ved den herskende mening i museums- og kunstverdenen lige for tiden. Og nogen er nødt til at sige det. Det er baggrunden for debatbogen ”Identitet. Om identitetsproblemer og det særligt privilegerede i tidens kunstkultur”, der netop er udkommet.
”Jeg har skrevet bogen, fordi jeg er i en position, hvor jeg kan sige nogle ting, andre ikke kan sige. Der er mange, der er bange,” siger Lennart Gottlieb.
Det, der antændte ham, fandt sted i januar i år. Her skrev direktøren for Den Hirschsprungske Samling begejstret på Facebook, at museet havde erhvervet sig et helt særligt billede til sin samling, nemlig maleren Bertha Wegmanns ”Portræt af Marie Triepcke” fra 1885. Indkøbet blev gjort på Bruun Rasmussen Kunstauktioner for godt fire millioner kroner i salær og alting inklusive – det var en rekordpris for et maleri af en kvindelig kunstner og blev købt med solid økonomisk støtte fra en række danske fonde.
Under billedet jublede den ene kunsthistoriker og museumsansatte efter den anden: ”Smukt!” og ”fantastisk”. Lige indtil Gottlieb blandede sig i kommentarsporet.
”Portrættet af frk. Triepcke er så kitschet, at det ikke burde erhverves af et kunstmuseum, hvor det aldrig har været en del af konceptet, at man købte dårlig kunst. Det kan simpelthen ikke diskuteres, at det er ringe kunst,” lød det fra Gottlieb, der fortsatte:
”Der er en bevægelse i gang i museumsverdenen fra Wunderkammer til pulterkammer og parallelt fra oplysning til rod i hovedet.”
Når han i dag skal sige, hvad det var, der irriterede ham så meget ved indkøbet af Wegmanns maleri, var det to ting.
”I mine øjne er det jo et overfladisk salonbillede, der er lavet til at gøre publikum glade. Og så er det en bevidstløs kvindefremstilling. Som kunstværk er det virkelig ringe, og jeg havde bare lyst til at sige til museet: ’Det skulle I ikke have gjort!’.”
I din bog skriver du, at indkøbet af det billede har bestyrket dig i, at der er nogle ”særligt privilegerede” emner i kunstverdenen i dag. Hvad mener du med det?
”Det er, at hvis du siger ’kvinder’ eller ’glemte kvinder’, så har du et særligt benådet emne, du kan få fire millioner til, og du kan ovenikøbet få ros for det, ligegyldig hvor dårlig kunst det er.
Men Bertha Wegmann er altså ikke glemt på den måde, man siger det. Bertha Wegmann er langt fra så overset, som det bliver sagt. Hun fik Thorvaldsen Medaillen, som Anna Ancher aldrig fik. Der er skrevet massevis af sider om hende. Og der er masser af mænd fra den periode, som malede på samme niveau som Bertha Wegmann, og som er nærmest glemt. Så hvorfor hives hun frem i lyset? Det er simpelthen, fordi hun er kvinde.
Jeg arbejder selv lige nu med Olivia Holm-Møllers raderinger, som er så sindssygt fine. Hun er kendt som en selvstændig ekspressionistisk maler, men hendes raderinger er alligevel nærmest ukendte. Der er da ingen tvivl om, at det er interessant med glemte kvinder eller glemte sider af kvindelige kunstnere – hvis de er gode! Men Bertha Wegmann var en maler, der kunne skifte stil og malemåde, som vinden blæser, alt efter hvad hendes kunder ønskede sig. Hun var kun ekstraordinært god for kunderne!”.
Men hvad er det, du har imod de ”glemte kvinder”?
”Jamen, det er, at der simpelthen ikke findes ret mange glemte kvindelige kunstnere. Mændene har siddet på magten, det er rigtigt. Omkring 1880’erne og 1890’erne fik kvinderne lov til lidt mere, end de havde haft lov til længe, men det sluttede ret hurtigt, og så skal vi helt frem til 1930’erne og 1940’erne, før vi ser en opblomstring. En del af det skyldes, at kvinderne ikke har fået lov at sidde med i kunstnersammenslutningerne, der bestod af mænd, mænd og atter mænd. De sælger heller ikke så godt som mændene, og det er noget andet, der er værd at huske. Der har været en kønsopdeling af samfundet dengang, som har gjort, at det har været svært for de kvindelige kunstnere at finde nogen at arbejde tæt sammen med. Sådan én som Olivia Holm-Møller har i høj grad arbejdet på egen hånd.”
I din bog sammenstiller du Bertha Wegmanns maleri med skulpturen ”I Am Queen Mary”, der har været opstillet ved Vestindisk Pakhus. Hvad forbinder for dig at se de to?
”Jamen, jeg har jo tænkt noget af det samme omkring ’I Am Queen Mary’, som jeg tænkte om Wegmanns maleri. Jeg har egentlig stor sympati for kunstneren bag, Jeanette Ehlers. Men det, der bliver sagt om værket, er altså ikke rigtigt. Sort hud, noget kolonihistorie, slavehistorie. Det er alt sammen noget, der gør det til et særligt privilegeret emne, som det er nemt at få støtte til i kunstmiljøet. Men det hviler bare på en falsk præmis, nemlig at vi alle sammen står i gæld til de slavegjorte, og at hele vores samfund hviler på den kolonivirksomhed, som det i virkeligheden var en ganske lille elite, der stod for tilbage i 1700-tallet.”
Hvad er fra dit synspunkt grunden til ”de særligt privilegerede emner”?
”Det er jo en ligestillings- og feministisk problemstilling, og den er også sand. Der var engang, hvor kvindelige kunstnere ikke blev regnet som kunstnere. ’Kvinder kan ikke male’, er sådan noget, man har sagt. Der er absolut god grund til at kigge på de her ting, men problemet opstår, når man, som i tilfældet med Bertha Wegmann, ser bort fra den kunstneriske bedømmelse, fordi det bliver vigtigere, at hun er kvinde. Det er blevet fremhævet, at billedet er ’virtuost malet’, det er livagtigt. Men det gør det da ikke til et kunstværk i sig selv, at det er livagtigt. Et godt kunstværk vil fortælle noget, men der er ingen dybde eller mening i det billede, og den interaktion, der er med beskueren, er et par kvieøjne.”
Men hvorfor hidse sig sådan op over det? Kunne man ikke bare stole på, at det løser sig?
”Jo, det kunne man. Men der har også været perioder, som var dårlige i kunsthistorien, for eksempel omkring nederlaget i 1864. Noget tyder på, at vi er på vej ind i sådan en nedgangsperiode, desværre. Kunstfondene er i sidste ende finansieret af vores skattekroner, og det, man kan frygte, er, at vi lige nu betaler til en generation, som er fejlslagen, fordi den er viklet ind i en woke-kultur, der kræver tryghed og bekræftelse. Men kunst laver man ikke på andet end respekt for kunsten og livet.”
I bogen har du nogle bud på gode kunstværker og monumenter, der fungerer. Værker af Anna Ancher og Anne Haaning for eksempel. Hvad kan du ellers glæde dig over?
”Jeg glæder mig sådan til at se udstillingen med J.M.W. Turner (britisk landskabsmaler, 1775-1851, red.), der lige er åbnet på ARoS. Den sene Turner, ham vi især kan lide i dag, var bestemt ikke anerkendt i sin samtid. God kunst kan være mange ting. Det vigtigste er at forstå, at god kunst skal præsentere noget nyt, man ikke har hørt eller set før. God kunst lægger heller ikke op til, at man skal søge bekræftelse i den, for så finder man jo kun det, man kender.”