Prøv avisen
Interview

Kunstner: Vi tror, at naturen er noget uden for os selv, som vi bare kan bruge og forme, som vi vil

Amalie Smith er dels uddannet fra Forfatterskolen, hvor hun dimitteredes i 2009, og dels fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Teknologier lever deres eget liv. Hvis vi vil have indflydelse på, hvordan de påvirker vores verden, må vi skærpe vores blik, mener kunstner Amalie Smith, der er aktuel med udstillingen Clay Theory, der sætter fokus på kunstligt liv

Amalie Smith ved godt selv, at det kan lyde fjollet eller ligefrem obskurt. Der var ingen egentlig bevægelse at observere i montren den dag, hun besøgte antikmuseet i Nicosia på Cypern for første gang i 2018. Alligevel indrømmer hun gerne, at hun følte, der var noget overvældende levende over de små menneskelignede skikkelser af rødbrunt, brændt ler – såkaldte terrakottafigurer – i den tredimensionelle glasindramning.

”Figurerne fremstod ikke levende i naturalistisk forstand som for eksempel et portrætbillede, men de var ekstremt udtryksfulde, selvom de virkede hurtigt modelleret, og det fik mig til at tænke på, om de i virkeligheden var et forsøg på at skabe kunstligt liv. Hvis vi forestiller os en fremtidig verden, hvor kunstligt liv eksisterer på lige fod med ikke-kunstligt liv, og man stadig har et lignende museum, hvor terrakottafigurerne er udstillet, vil de kunne blive læst som forstadier til det at skabe kunstligt liv,” fortæller Amalie Smith, da hun sidder i Kunsthal Aarhus’ café og forklarer, at hun besluttede sig for at blive i tanken og undersøge den nærmere.

Det har resulteret i hendes aktuelle udstilling Clay Theory i kunsthallens galleri 1. En udstilling, som udelukkende består af en 18 minutter lang 3D-film om sammenhængen mellem ler og liv, hvorfor interviewet også foregår i caféen og ikke i selve udstillingsrummet, som giver mindelser om en lille mørk biografsal.

Mens filmens billedside er mennesketom og afslører optagelser af terrakottafigurerne, men også rummer billeder fra opstillinger og eksperimenter i Smiths studie samt klippelandsskaber, 3D-scanningen af et ufødt barn, en abemor og en robots håndbevægelser, består dens lydside af udtalelser fra henholdsvis geolog Minik Rosing, arkæolog Jeanette Varberg og kunsthistoriker Jacob Wamberg, der reflekterer over kunstligt liv – også som et forhistorisk fænomen. Og når Amalie Smith i sin tid besluttede sig for at blive i tanken, skyldes det, at spørgsmålet synes mere relevant nu end nogensinde før:

”Kunstligt liv er jo i vores tidsånd. Det er noget, som optager mange, men som hele tiden er ude i det spekulative rum, men faktisk befinder vi os lige på grænsen til at kunne skabe kunstligt liv ad maskinel vej,” siger hun og pointerer, at vi allerede er i berøring med det i dag i form af kunstig befrugtning. Og som kunstner vil hun bidrage til, at de teknologiske landvindinger ikke løber løbsk, og mennesket får redskaber til aktivt at tage stilling til verdens udvikling i den digitale tidsalder:

”Teknologierne lever på mange måder deres eget liv. De ruller på en eller anden måde og udfolder sig efter egen vilje. Men der er eksistentielle diskussioner, som vi mangler at tage, og dem kan kunsten være med til at katalysere. Kunsten er et ret åbent sted og rum i sig selv, som inviterer flere forskellige discipliner eller erfaringsfelter ind i sig og kan dermed skærpe blikket på fænomener og sammenhænge i det senmoderne samfund. Og der er nogle ting, vi er nødt til at forstå bedre for at kunne tage stilling til dem. Man er nødt til at tage stilling til det aktivt, hvis man ikke synes, det er en god idé, at mennesket for eksempel kan ændre i gener,” siger hun og understreger, at hun med filmen ikke ønsker at komme med konkrete svar på, hvad der er rigtigt eller forkert, når det kommer til kunstligt liv, men derimod fremlægge nogle elementer, som kan bruges til en videre diskussion og skabe et egentligt mødested, hvorfra diskussionen kan foregå.

Det er derfor, hun var valgt netop 3D-filmmediet som kunstnerisk udtryksform:

”3D-formatet kalder på, at man samles; at man komme et sted hen, sidder i et rum og oplever den tredimensionalitet, som er i rummet, men også i skærmen. Du skal jo herned for at se den, for du kan ikke bare se den på nettet. Det gør det helt vildt besværligt på alle mulige måder i forhold til at sende det rundt i verden eller bare vise Instagram-stories fra den. Du kan ikke vise den i 3D andre steder end hernede, og du kan kun se den gennem 3D-brillerne. Det gør også, at jeg synes, det giver mening at vise det som en udstilling,” fortæller Amalie Smith.

Den 34-årige multikunstner taler eftertænksomt, men har et rigt kropssprog og kører ofte fingerspidserne eller hele håndfladen over træbordet med den behandlede, mørkegrønne overflade, hun sidder ved, som for at mærke dets materialitet, betone dets tilstedeværelse eller illustrere den grundlæggende præmis, som hun altid arbejder ud fra, og som også gør sig gældende i Clay Theory, at betydning og materialitet ikke kan adskilles.

Derfor mener hun, at kunsten ikke blot kan være en mødeplads for det tværfaglige, men også et sted, hvor man kan arbejde aktivt med, at ting og tegn er to sider af samme sag.

Og det er der for alvor brug for i dag, mener hun:

”Vi står i en situation, hvor den måde at forstå og instrumentalisere naturen på har ført os til en global krise. En klimakrise og noget, der bevæger sig i retning af et økologisk kollaps. Det har jo meget at gøre med, at vi tror, at naturen er noget uden for os selv, som vi bare kan bruge og forme, som vi vil og så samtidig være uskadt af,” siger hun, holder kort inde og denne gang med begge hænder om sine ben på bænken, hun sidder på, før hun tilføjer:

”At ændre den verdensopfattelse kræver et kæmpe forståelsesarbejde, hvor billedkunst og litteratur kan bidrage med noget vigtigt.”

Amalie Smiths udstilling Clay Theory består af en 18 minutter lang 3D-film om sammenhængen mellem ler og liv. Her er det et billede fra filmen. – Foto: Sille Kirketerp Berthelsen/Kunsthal Aarhus.