Kunstmedaljer uddelt på Charlottenborg

Landets fremmeste udøvere af arkitektur, billedkunst og kunsthistorie modtog i aftes hæder

Indgangen til Kunsthal Charlottenborg.
Indgangen til Kunsthal Charlottenborg. Foto: Dennis Lehmann/ Denmark.

Da Frederik V i 1754 grundlagde Det Kongelige Danske Skildre-, Billedhugger- og Bygnings-Academie i Kiøbenhavn, lovede professor Carl Gustav Pilo, at man hvert år den 31. marts ville fejre akademiets fødselsdag med uddeling af medaljer til rigets bedste kunstnere. Dette som en hyldest til kongen, der netop fyldte år samme dag.

Siden har det været en fast tradition, at Akademiet om ikke præcis på kongens fødselsdag, men i hvert fald i slutningen af marts, holder stiftelsesfest med tilhørende prisuddeling. Ved 260-årsfejringen på Charlottenborg Slot blev der i aftes uddelt medaljer i kategorierne arkitektur, billedkunst, den fri eller bundne kunst, grafik samt formidling.

LÆS OGSÅ: 30 års kamp ender med fuld musik

Thorvaldsen Medaillen, der er den højeste udmærkelse, Akademiet kan tildele en billedkunstner, gik i år til Martin Erik Andersen, mens Bindesbøll Medaljen for indsats inden for brugskunst og industriel grafik gik til Bo Linnemann.

Om modtageren af Thorvaldsen Medaillen skriver Akademiet:

Martin Erik Andersens værker er formidable, yderst komplekse, uhyre poetiske, skrøbelige og monumentale.

Om Bo Linnemann, der modtog Bindesbøll Medaljen, lyder det:

(Kunstnerens) skrifter sættes altid i gang af en given identitetsopgave, som definerer grundlaget for det kunstneriske udtryk, men skabelsesprocessen er dybt personlig.

Navnet, Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, er egentlig kun 15 år gammelt, mens det tidligere navn, Akademiet for de Skønne Kunster, blot er 46 år gammelt.

Årsagen til, at der alligevel holdes 260-årsfest i år, er, at Akademiet indtil 1959 også rummede kunstskolerne og dermed var en og samme institution som det, vi i dag kender som Det Kongelige Danske Kunstakademi, der altså blev stiftet af Frederik V i 1754.

I slutningen af 1950erne besluttede man, at man ville adskille Akademiets funktion som smagsdommer og prestigefyldt prisuddeler fra kunstskolerne, der siden da har fungeret som institution under Det Kongelige Danske Kunstakademi.

www.akademiraadet.dk kan man finde yderligere information om årets medaljemodtagere og motiveringer.