Manden står nøgen med et barn i armene. Han er 3,5 meter høj og lavet af hvid flamingo. Og barnet i hans favn ammer han med sine egne kvindelige bryster. Skulpturen ”Agape” står rejst i foyeren på museet Køn i Aarhus, og allerede inden dens indvielse onsdag har den mildest talt skabt røre og fået flere til tasterne i medier såvel som på sociale medier.
”Grotesk”, ”absurd”, ”føj”, ”sygt” og ”deform”, lyder det blandt andet i kommentarsporene, og reaktionerne spænder fra at kommentere på statuens fysiske udseende til at beskylde kunstneren bag for at være en ”venstreradikal kunstner fra pølsefabrikken”, der enten vil stjæle amningen fra kvinder eller ødelægge alt fra mænds maskulinitet til kvindekønnet.
Kunstneren selv er ikke bange for at bruge et helt andet ord om sit eget værk. Han kalder den ”smuk”:
”Jeg har tidligere arbejdet meget med lidelsesbegrebet og lavet en del portrætter af flygtninge fra flygtningelejre. Til sidst blev det hele meget mørkt, også for mig selv. Så jeg havde brug for at skabe noget, der i stedet kunne betegnes som smukt. Og kærligt,” siger 29-årige Aske Jonatan Kreilgaard.
Han ser ikke sig selv som hverken ”særligt identitetspolitisk” eller som en venstreradikaliseret kunstner, og skulpturen er slet ikke lavet for at provokere eller sætte fokus på noget bestemt såsom mænds barsel eller transpolitik, siger han. Den er lavet for at vise manden som et kærligt og nærende væsen. For det har manden sjældent fået lov til at være, mener han.
”Der er ved at blive skabt en moderne mand, som har et ønske om at forene sig med sin femininitet. Jeg oplever, at både mænd på min egen alder og mænd i mine forældres generation ikke længere føler, at de passer ind i de traditionelle former. Det betyder jo ikke nødvendigvis, at de vil ud og gå i kjole – det kan det godt, det er fint, men det betyder ligeså meget, at de, vi, har behov for at åbne op og komme i kontakt med sig selv og omverdenen på en helt anden måde.”
Hvad betyder femininitet for dig i den her sammenhæng?
”Femininitet betyder åben. At man kan være empatisk, tage andres følelser ind, at man lytter bedre, generelt bare er lidt mindre agerende og lidt mere passiv. Da jeg voksede op, var noget af det værste, man kunne sige til en ung mand, at han var feminin eller bøsse. Som mand kan det derfor være svært at finde rum til at undersøge og tale om sine følelser, og det kan være enormt ensomt.”
Skulpturens titel ”Agape” er græsk og henviser til en bestem type kærlighed, som også optræder i teologisk filosofi. Her er det en slags nedadgående kærlighed, som repræsenterer Guds hengivenhed – en slags kærlighed, som ikke er erotisk, og som kun elsker for at give, ikke for at modtage. Aske Jonatan Kreilgaards favoritbillede på agape er kvinden, der ammer sit barn og giver noget af sig selv, uden at forvente noget igen. ”Det er bare så smukt,” siger han, og fortsætter:
”Nu er jeg ikke selv kristen eller definerer mig selv som tilhørende en bestemt religion, men den her høje kærlighed ser jeg som en sammenhængskraft, som andre nok vil kalde Gud eller Allah eller lignende, men som jeg ville kalde den kærlige kraft, der forbinder os alle sammen. Vi er alle dybt forskellige oppe i hovederne, men i følelseslivet, det feminine, er vi meget ens. Det er også derfor, jeg i et debatindlæg i Politiken om skulpturen henviser til Yahweh og Davidstjernen, som begge er sammensatte af både maskuline og feminine symboler, for at vise, at det, jeg taler om altså ikke er et nyt fænomen. Det er et, vi har glemt.”
Debatten raser i den forkerte retning
Aske Jonatan Kreilgaard har som sådan ikke noget imod, at hans skulptur har skabt røre, og at han nu får lov til at tale om ting som maskulinitet i medierne. Men mandag reagerede han alligevel på den hårde modtagelse med et indlæg i Politiken, hvori han blandt andet svarer på den fysiske udskamning og på at blive kaldt en venstreorienteret kunstner. Han sukker, mens han forklarer hvorfor:
”Jeg havde slet ikke forventet, at skulpturen ville skabe så meget røre eller samle så meget had. Der er blevet trukket en politisk dagsorden ned over værket, og folk reagerer, som om jeg er en eller anden frontfigur for ung identitetspolitik. Det er jeg ikke. Jeg har bare lavet en skulptur, der betyder noget for mig. Bag skulpturen ligger et ønske om at få lov til at være en kærlig far en dag, om at kunne tale åbent om mine følelser og have et godt mentalt helbred. Det er et ønske, som slet ikke har en politisk farve, og jeg føler, at nogle af de debattører, der reagerede, begik en kæmpe fejl ved at trække frontlinjerne så skarpt op.”
Så det er ikke, fordi du føler dig personligt krænket? Heller ikke over de meget fysisk fokuserede kommentarer på en skulptur, som jo er baseret på din egen krop?
"Jeg forstår godt, hvad du mener, og nej slet ikke. Jeg reagerer på vegne af de unge mænd og drenge derude, der - som jeg selv har oplevet engang - ikke kan finde ud af, hvad det vil sige at være en mand, fordi de måske ikke passer ind samfundets accepterede boks. Tænk, hvis de retter ind efter den hadefulde retorik. Så bryder vi jo aldrig cirklen."
Du siger, du er overrasket over modtagelsen. Har du i de seks måneder, det tog at lave værket, slet ikke overvejet, hvad der kunne ske, hvis du som kunstner bevægede dig ind på noget så betændt som kønsområdet?
"Jeg er jo ikke blind for den samtale, der er i gang, men jeg havde slet ikke forventet så stærke modreaktioner. Omvendt kan man ikke som kunstner lave noget og forvente, at folk ser det, man selv ser. Jeg bestemmer ikke, hvad folk bliver provokeret over."
Hvis ikke målet var at provokere, men blot at skabe et billede på kærlighed, hvorfor så ikke ”nøjes” med en ammende kvinde? Eller en mand, der giver sit barn flaske?
"Netop for at starte en samtale om, at vi som mænd også kan være kærlige og stå stærkt i vores femininitet, som jo også er en del af det hele menneske. Og fordi jeg gerne ville arbejde med noget, der var mere symbolsk. Altså jeg synes selv, der er noget absurd, men samtidig smukt over den måde, skulpturen er lavet på. Når man bringer fysisk femininitet ind i skulpturen på den her måde, så er der større chance for, at folk stopper op og tænker 'hov, hvad var det'."
Hvorfor skal den egentlig være så høj? Jeg kan godt se, at 3,5 meter for nogle måske er lidt voldsomt at stå ved siden af.
"Når ting kommer op i den størrelsesorden, så er de ikke bare en strøtanke eller en lille finurlig ting. På den her måde kan jeg sige: Her er en ny slags mand. Du kan ikke undgå ham. Og han kan ikke gemmes væk."
Skulpturen ”Agape” af Aske Jonatan Kreilgaard kan ses på Museet Køn i Aarhus frem til fredag den 1. juli 2022.