Kunstner Esben Hanefelt Kristensen: Julenat mødte Gud os i mørket

Det er en trøst i sorgen, at Gud kan sende lyset ind i mørket. Julenat sendte Gud os for anden gang sit lys, siger kunstneren Esben Hanefelt Kristensen, der er aktuel med bogen ”Kristusalfabetet”

”Man skal huske, at Gud alle­rede sendte lyset ind i mørket i begyndelsen, før vi fik lyset til­bage i julen i form af Jesus-barnet. Og sådan spejler alting sig også i hinanden i Bibelen,” siger Esben Hanefelt Kristensen.
”Man skal huske, at Gud alle­rede sendte lyset ind i mørket i begyndelsen, før vi fik lyset til­bage i julen i form af Jesus-barnet. Og sådan spejler alting sig også i hinanden i Bibelen,” siger Esben Hanefelt Kristensen. . Foto: Cathrine Ertmann.

Dejlig er den blå himmel, der omfavner de vinterstive marker omkring Sulsted i det ”mørke Nordjylland”. Luften er frostklar og frisk, som den kun fås på landet. Nogle få fugle flyver rundt som frie penselstrøg på himlens bue, der virker større her, ligesom de sande stjerner ses klarest på landet.

Selv Jesus Kristus blev født under en klar stjerne i provinsen, inden han døde på et kors i byen. Men det var altså i en stald, at frelseren blev fundet af både hyrder og vise mænd. Og selv kalder kunstneren Esben Hanefelt Kristensen det for et klogt træk at flytte fra Aalborg til Sulsted, hvor han sammen med sin hustru har fået tre tønder land med plads til en lille skov af frugttræer omkring deres nye hus.

”I min alder bliver det mere og mere tydeligt, at vi alle selv skal i jorden på et tidspunkt, men det er livsbekræftende at se noget nyt vokse frem, så det er blevet en helende hobby for mig at plante træer. Jeg har lige solgt et stort billede, så nu har jeg betalt trætiende og bestilt 10 nye herregårdstræer, som man kalder store træer, der skal omplantes,” siger kunstneren, der virker godt tilfreds med at have omplantet sig selv til Sulsted, hvor han også er kommet tættere på sine egne rødder i sit nye hjem på toppen af en lille bakke i nærheden af den lokale kirke, hvor hans oldefar engang var præst.

”Min oldefar kørte faktisk engang galt i sin tosædede hestevogn lige her på bakken sammen med sit barnebarn. Der skete ikke noget. Og min moster Agnethe, der var med i vognen som en lille pige dengang, lever endnu i bedste velgående i Brøndbyvester som en meget aktiv 96-årig kvinde, der futter rundt til byvandringer, biografpremierer og kunstferniseringer, så det er meget livsbekræftende. Og vi har aftalt, at hun selv skal tage en pilgrimstur herop næste år for at se stedet, hvor hendes bedstefar var præst,” siger Esben Hanefelt Kristensen med en varm, klukkende latter, da han har budt indenfor i den hyggelige villa, hvor en ung golden retriever med kunstnernavnet Frida hopper af gæstfri legeglæde.

Tornekronen på stjernehimlen

Sammen med sin ægtefælle købte Esben Hanefelt Kristensen huset midt under coronakrisen og parrets sorg over at have mistet tre nære familiemedlemmer og en anden ”vidunderlig hund” inden for nogle få måneder. Ikke alle bliver jo gamle som kunstmalerens moster.

Men den seneste tid har Esben Hanefelt Kristensen ud over at anlægge sig en paradisisk frugthave malet sig gennem mørket, ligesom Vorherre ifølge skabelsesberetningen selv satte farver på alting, da verden var tom og øde, inden Gud så skabte alting ud af ingenting som en anden kunstmaler.

Kunstneren Asger Jorn omskrev også engang den berømte prolog af Johannesevangeliet til ”i begyndelsen var farverne”. For den treenige Gud skabte netop alt ud af de tre grundfarver – blå, gul og rød.

I Esben Hanefelt Kristensens eget atelier står alle regnbuens farver til gengæld sirligt opstillet som klargjorte krydderidåser. Men selv bruger han den samme dybe himmelblå baggrundsfarve på næsten alt, han laver. Som om han trækker sit myldrende liv ud af sin egen lille, nordjyske himmel, hvad enten han har illustreret Bibelen eller H.C. Andersens eventyr. Og hans fabulerende værker hænger også til skue fra Jerusalem over Kina til Domkirken i Nuuk. Men på væggen inde i stuen hænger et værk med en mørkere baggrundsfarve, som Esben Hanefelt Kristensen malede til sig selv i sit livs sorteste dage forrige år.

”Da David blev en stjerne” hedder billedet og forestiller Guds hånd, der som big bangs bagvedliggende boss bærer lyset og livet frem med sit ukuelige og genoprettende galakseskabersind.

Sorgen bag det billede er af privat karakter, men Esben Hanefelt Kristensens smittende tro lyser ud af det maleri. Og det vil han gerne tale om:

”Når man står i sorg, bliver Bibelens fortællinger sat på prøve. Kan du tro på det her? Kan du tro på påskemorgen? Kan du tro på gensynet? Og ja, det kan jeg heldigvis,” siger han med et sart smil.

”Lyset fra graven påskemorgen er nok i virkeligheden det stærkeste håb, vi overhovedet har. Det er en trøst, at kærligheden er stærkere end døden, og at Gud kan sende sit opstandelseslys ind i alt mørke. For Gud er intet umuligt. Og det må jo være den samme guddommelige urkraft, der skabte galakserne, som oprejste Jesus fra de døde. Men man skal jo kunne tro på det,” kommer det så.

”Når man står i sorg, bliver Bibelens fortællinger sat på prøve. Kan du tro på det her? Kan du tro på påskemorgen? Kan du tro på gensynet? Og ja, det kan jeg heldigvis,” siger Esben Hanefelt Kristensen.
”Når man står i sorg, bliver Bibelens fortællinger sat på prøve. Kan du tro på det her? Kan du tro på påskemorgen? Kan du tro på gensynet? Og ja, det kan jeg heldigvis,” siger Esben Hanefelt Kristensen. Foto: Cathrine Ertmann

Det er heller ikke første gang, at Esben Hanefelt Kristensen har måttet tage hele universet i brug for at male det største, der findes. På den lukkede altertavle i Hadsund Kirke har han således malet en tornekrone ud af stjerner, så påskens og julens fortælling smelter sammen i et kosmisk møde mellem stjernen over Betlehem og tornekronen over Jesu hoved. For kærlighedens lys kommer også fra den samme kilde, og det er og bliver Kristus, mener Esben Hanefelt Kristensen og peger igen på Johannesevangeliets berømte prolog:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys, Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.”

Og det lys, som Gud rækker os i julen, kan aldrig slukkes, mener Esben Hanefelt Kristensen.

”Man skal huske, at Gud allerede sendte lyset ind i mørket i begyndelsen, før vi fik lyset tilbage i julen i form af Jesusbarnet. Og sådan spejler alting sig også i hinanden i Bibelen, der hænger helt fantastisk sammen,” siger Esben Hanefelt Kristensen, der er aktuel med bogen ”Kristusalfabetet”.

David og Jesus

”Ånde blev til damp i den iskolde vinterluft. Josef og Maria var på vej til Betlehem for at blive talt og registreret, som den fjerne kejser havde befalet det.”

Sådan begynder sidste kapitel af Esben Hanefelt Kristensens og den nu tidligere nordjyske biskop Henning Toft Bros nye fælles bog ”Kristusalfabetet”, som i ord og billeder fortæller om Jesu liv fra A til Å – og fra Betlehem til Jerusalem. Undervejs kommer de vidt omkring og antyder for eksempel, hvordan Jesus på mange måder gik i kong Davids fodspor, men som en ny og større konge.

Også David blev født i den dengang uanselige provins Betlehem, hvor ingen regnede med, at den lille hyrdedreng en dag ville blive konge. Smukt er det derfor, at netop hyrderne blev Jesusbarnets første barselsgæster, ligesom Jesus i en af sine lignelser tilmed sammenlignede sig selv med en god hyrde, som ikke vil lade nogen i stikken.

På den måde blev Jesus født som en kongesøn, der på mange måder var et modbillede på datidens herskere. Den ”fjerne kejser” Augustus ville i Lukasevangeliet lade verdens folk skrive i mandtal for at få et overblik over sine skatteydere, mens den gode hyrde talte sine får ud af kærlighed. Ikke af frygt for at miste skattekroner, men for at ingen skal gå fortabt.

Og mens Kong Herodes i Matthæusevangeliet reagerede på nyheden om en ny kongesøn i byen som en anden farao, der også på Moses’ tid af frygt for at miste sin magt slog alle drengebørn ihjel, gav Jesus sit eget liv for at redde andre.

Sådan viste Jesus sin kongemagt i afmagt. Han blev ikke født i et palads, men i en stald, hvor selv Gud blev et sårbart spædbarn, der ikke kunne andet end at blive elsket. Og på korset bad Jesus endda for sine bødler i stedet for at forbande dem. På den måde viste Jesus, hvordan den fuldendte kærlighed ser ud. Men selv i påskeugen var hans liv forbundet med Kong Davids.

Det ser man endnu i Jerusalem, hvor Kong Davids grav ligger i kælderen af det samme hus, hvor man siger, at Jesus havde den sidste nadver med sine disciple, så på den måde kom David faktisk helt fysisk til at bo i Herrens hus. Og selv Jesu korsord ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” er et citat fra Davids salme 22, der er et langt råb om håb, inden forløsningen allerede kommer i salme 23, ”Herren er min hyrde”. Det fletter forfatterne sammen i kapitlet om D, der netop handler om David:

”Når stilheden blev for stor, greb han sin harpe og spillede sig ud af ensomheden. Han talte højt med Gud og digtede sange til hans ære. Når hans glæde fløj højt som høgen, løftede hans sange sig mod himlen. Når mørket sænkede sig over hans sind, råbte han: ’Min Gud, min Gud, hvor har du forladt mig!’,” skriver de og fortsætter:

”David forlod sit fødehjem og blev en del af en stor historie. Der skulle en krig til, før han blev konge. Som sejrherre red han ind i Jerusalem og gjorde den til sin hellige hovedstad. Han regerede som Guds salvede, men var kun et menneske. Alt det gode ville han, men gjorde også det onde. Når han græd over det, han ikke kunne gøre godt igen, var Gud der altid og tilgav ham. Han vidste nu, at godhed og troskab ville følge ham, så længe han levede, og at han skulle bo i Herrens hus alle sine dage. ’Herren er min hyrde’, sagde David, ’Og engang om mange år skal et nyt kongebarn fødes i Betlehem. Hans rige skal vare til evig tid.’”

”Jeg tror på, at Gud i sidste ende vil gøre alt godt. Det er også det, som de store salmer understreger,” siger Esben Hanefelt Kristensen.
”Jeg tror på, at Gud i sidste ende vil gøre alt godt. Det er også det, som de store salmer understreger,” siger Esben Hanefelt Kristensen. Foto: Cathrine Ertmann

Udvalgt til den hellige by

Esben Hanefelt Kristensen spiller musik i sit atelier, hvor et klassisk engelsk kor bryder ud i sand englelyd gennem højtalerne.

”Kan du høre, hvad det er?”, spørger han og svarer selv:

”Det er Davids salmer. Dem hører jeg tit. De er smukke, ikke?”, siger Esben Hanefelt Kristensen, som også har et særligt forhold til Kong David, der altså red sejrrigt ind i Jerusalem for over 3000 år siden for at gøre byen til sin hovedstad. For da der i 1996 skulle findes en europæisk kunstner til at markere den begivenhed, blev det på forunderlig vis netop Esben Hanefelt Kristensen. Og det skete i de dage, hvor der var kunstmesse i Forum.

”Det er faktisk en sjov historie. Den israelske minister, der skulle udpege en europæisk kunstner, var på besøg i Danmark, hvor han også ville besøge en berømt borgmester, der var glad for Israel. Det var Peter Brixtofte i Farum. Men da ministeren bad om at blive kørt til Farum, hørte taxachaufføren det som Forum, så han kørte den israelske minister direkte hen til ’Copenhagen Art’, der holdt til i Forum i de dage. Og da ministeren nu var kunstinteresseret, besluttede han sig til at stige ud for at se kunstmessen, hvor jeg også udstillede nogle malerier, han godt kunne lide. Sådan fandt han mig ved et tilfælde og inviterede mig til Israel,” siger Esben Hanefelt Kristensen, som husker, hvordan han blev taget varmt imod som en af de nobelpristagere, han blev indlogeret sammen med i den berømte pianist Arthur Rubinsteins hus, hvor den israelske regering havde samlet en række æresgæster i de dage.

”Det blev nogle uforglemmelige dage i godt selskab. Jeg malede blandt andet et billede af tre fredsengle, som fløj ind i byen en stille nat. Så man efter, kunne man se, at der var en muslimsk engel, en kristen engel og en jødisk engel. Det fik mange til at tænke sig om. Min egen tanke med maleriet var, at freden måtte komme fra engle, hvis den skulle være mulig, ligesom det jo også var engle, der midt i en konfliktfyldt tid forkyndte, at Jesusbarnet var blevet født til glæde for hele folket,” siger Esben Hanefelt Kristensen, der selv har sine egne erfaringer med religiøse konflikter og spændinger.

Esben Hanefelt Kristensen bruger tit den samme himmelblåfarve som baggrundsfarve i alt, hvad han maler.
Esben Hanefelt Kristensen bruger tit den samme himmelblåfarve som baggrundsfarve i alt, hvad han maler. Foto: Cathrine Ertmann

Troen er en (jule)gave

Selv beskriver Esben Hanefelt Kristensen sin egen kristendom som lys, mens hans forældre var vokset op i hver sin trosverden.

”Min mor kom fra et indremissionsk hjem, og min far kom fra et grundtvigiansk hjem. Jeg kender også mange dejlige missionsfolk med humor og varme, så jeg er ikke ude på at angribe dem generelt. Men det var den ultramørke mission, min mor kom fra, og hun havde ligesom hendes seks søskende livslange sår på sjælen, fordi min morfar var så hård og fordømmende hele tiden. Min mor fortalte mig faktisk engang, at de bedste tre måneder i hendes barndom var de tre måneder, hvor hun lå på sygehuset, fordi hun havde difteri. Det er barskt, ikke?”

Så din morfar fik hende til at føle sig forkert hele tiden?

”Ja, han holdt en masse prædikener, både derhjemme og som lægmandsprædikant i missionshusene. Han var malermester, så han vidste godt, hvad penge var. Og han var faktisk også viceborgmester i Nørresundby. Men han havde ingen kærlighed, kun hårdhed, ligesom de skriftkloge farisæere, som Jesus i sin tid gik i rette med. Når Jesus var hård, var det jo netop imod de selvretfærdige og ubarmhjertige, som havde travlt med at finde alle andres fejl.”

Hvad har så formet din egen kristendom?

”Det ved jeg ikke, men troen har altid fulgt mig. Jeg blev aldrig tvunget til at gå i kirke som barn. Det gjorde man, hvis man havde lyst, og det havde jeg. Jeg betragter også troen som en gave. Jeg tror, at det er hårdt at være et menneske uden tro.”

Hvad er den største trøst for dig?

”Jeg læner mig tilbage og stoler på, at der er styr på det. Også på det, jeg ikke forstår. Jeg behøver ikke at tænke så meget over tingene. I en af sine salmer skrev Grundtvig ’alt står i Gudfaders hånd’. Sådan har jeg det lidt. Jeg kan alligevel ikke gøre noget. Jeg kan ikke gøre tragedien god igen, men jeg kan glæde mig over det liv, jeg har. De træer, jeg planter. De malerier, jeg maler. De børn og børnebørn, jeg stadig har. Og jeg tror på, at Gud i sidste ende vil gøre alt godt,” siger kunstmaleren, inden han vender tilbage til alle julens lyse og milde salmer, der i denne tid kan ”lyse for vor fod”, uanset om vi står på landet eller i byen og synger julen ind.