Kunstmaleren Jesper Christiansen arbejder på en måde lidt ligesom Gud.
I begyndelsen pensler han sit lærred kulsort, og så maler han langsomt lyset frem, så ”farverne træder ud af mørket”, som han siger. Sådan skaber Jesper Christiansen alle sine værker, og den anerkendte kunstner og tidligere professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi har gennem sin karriere også givet flere bud på Paradisets Have – inspireret af Dantes paradisforestillinger og den frodige natur omkring sommerhuset i Odsherred på Nordvestsjælland, hvor Jesper Christiansen sammen med sin forfatterfrue, Anna Grue, nu bor året rundt og nyder den stilhed, som de begge bedst kan lide at trække deres værker frem af.
”I København havde jeg den tidskrævende vane at ville være formand for et eller andet, hver gang jeg satte mig ned ved et bord. Men her er tid og plads til at gå i dybden, så for fire år siden flyttede vi permanent herop, og det føles som en stor luksus at kunne koncentrere sig så intenst om arbejdet. Jeg maler også bedst, når jeg maler mig selv i sænk. Ofte har jeg malet syv timer i træk, før jeg får en god idé,” siger han og viser rundt i atelieret, hvor matriklens eneste hvide væg findes. For ellers kan han ikke foredrage hvide, ”associationsløse” vægge, som han synes ser ufærdige ud. Men her står vi midt i skabelsen af et værk, der pr. definition stadig er i sin vorden, selvom det helst skal være færdigt om få måneder.
Det var et dødsfald, der betød, at Jesper Christiansen for fire år siden blev bedt om at male en altertavle til den danske kirke i Paris. For da Jesper Christiansens kunsthandler var til en begravelse for en bekendt i kirken, bemærkede han, hvor tomt der var over alteret. Kunsthandleren mente, at Jesper Christiansen var den rette mand til at få sat farver på den hvide væg over alterkorset. Og sådan blev det – med Ny Carlsbergfondets velsignelse og gode ølpenge.
”Jeg har været fire år om opgaven indtil nu,” siger Jesper Christiansen og smiler hovedrystende, mens han holder en lille pensel op i luften:
”Den her hedder ’00010’, og min kunsthandler hader den, fordi han siger, at den må være den langsomste pensel i verden, men mine billeder tager tid. I mellemtiden har jeg dog også lavet en udstilling på Gammel Strand. Og her jeg har også valgt at begynde helt forfra og slette det hele,” siger kunstneren, som i begyndelsen havde malet et paradisisk landskab fyldt med kirketårnet inspireret af B.S. Ingemanns hjemegn på Falster, fordi den danske salmedigter jo skriver om ”fjerne kirketårne” i salmen ”I fjerne kirketårne hist”.
Ingemann er i det hele taget ”guf for en maler” med sine nær- og fjern-billeder, der hele tiden dyrker lyset. Og det morede Jesper Christiansen undervejs at opdage, at vennen og forfatteren Knud Romer netop kæder Falster og paradiset sammen i sin store roman ”Kort over paradis”, men alligevel følte Jesper Christiansen ikke, at kirkegængere i Paris ville føle sig ”skabt i Falsters billede” på samme måde som Knud Romer:
”Mit Ingemann-maleri blev egentlig et fint billede, som jeg havde tænkt mig, men så tænkte jeg: ’Hvorfor skal folk sidde nede i Paris og kigge på Falster?’ Og så begyndte jeg forfra.”
Det var ellers også Ingemann, der sporede Jesper Christiansen ind på det religiøse billedsprog.
”Når jeg læser salmer, læser jeg dem som maler, ikke som teolog. Alt, hvad jeg laver, handler om lys og mørke, fordi jeg maler på den sorte baggrund, så alt, hvad jeg maler, er lys, der træder ud af mørket, og Ingemann er fantastisk der, fordi han altid ser farven sort i lyset af lyset – i modsætning til Kingo, der, som jeg ser det, maler en mere dyster og dybere transcendens sort med sin fortolkning af farven sort. Men Ingemann peger hele tiden på lyset. Det passer også til min egen optimistiske personlighed. For jeg er sådan en, der er glad for at stå op hver morgen.”
Derfor har Jesper Christiansen også altid været glad for Ingemanns morgen- og aftensalmer, og da han fik udsmykningsopgaven i Paris, gik han straks hen til reolen for at lede efter Ingemann.
”Ingemann har skrevet en selvbiografi, der hedder ’Levnedsbilleder’, som var det eneste, vi havde stående af ham. Og her fortæller han en historie om dengang, han var 6-7 år og boede på Falster. Dengang havde familien Ingemann en stuepige, der var stærk med store muskler. Hun havde en leg med den lille Ingemann, hvor hun puttede ham ned i en sæk og skar huller til øjnene, og så løftede hun ham op og svingede ham rundt. Det syntes han var helt vildt uhyggeligt, men samtidig også sjovt. Engang gjorde hun det også om natten, hvor hun oven i købet holdt ham ud over brønden, så han kunne kigge de fem-seks meter ned til vandspejlet. Det var en stjerneklar nat, så han kunne se stjernehimlen spejlet, og han skriver: ’I det øjeblik jeg så, at stjernehimlen både er fiktiv og virkelighed, vidste jeg, at jeg ville være salmedigter,’” genfortæller Jesper Christiansen og tilføjer, at det også har inspireret ham selv meget.
På sin todelte altertavle til kirken i Paris har han også malet en stor stjernehimmel, der både kan lede tanker mod Abrahams stjernesyn og julenat, men det er nu en anden davidstjerne, der har inspireret ham. For motivet er hentet fra David Bowies sidste album, ”Blackstar”, der havde en stor stjernehimmel på indercoveret. Men der er mange andre referencer i værket, der både forestiller den sidste nadver, Getsemane Have og stjernehimlen over Oliebjerget.
På et stort bord i atelieret ligger således en bunke kunstbøger, der er slået op på det samme motiv af middelaldermaleren Giotto di Bondone for at ramme den rigtige farvegengivelse af Jomfru Marias sengetæppe. Selv har Jesper Christiansen brugt sengetæppet som forlæg for sin nadverdug, som dog er videreudviklet, så mønstret nu skiftevis viser det danske og franske flag på hans eget værk, hvor intet er overladt til tilfældighederne.
”Jeg har lavet det kunstneriske princip, at jeg ikke opfinder noget selv, så alting på billedet er lånt et sted fra. På den måde refererer alt på billedet også til mindst to ting – enten en bibelsk eller en litterær betydning, der peger på noget uden for billedet.”
Der er ingen mennesker på billedet, men enkelte af genstandene stammer faktisk fra Jesper Christiansens egen baghave.
”Man behøver ikke stå i Jerusalem for at male Getsemane Have, man kan bare male et oliventræ, som jeg har stående her i atelieret, ligesom jeg har gjort landskaberne heroppe til en del af mine egne paradisforestillinger. Jeg har også læst i van Goghs dagbøger, at han på samme måde betragtede haven omkring det hus, hvor han var tvunget til at blive, efter at han havde skåret øret af, som Paradiset Have, for som Inger Christensen engang gjorde opmærksom på, betyder Edens Have egentlig bare et stykke indhegnet jord,” siger Jesper Christiansen, der både har Edens Have og Getsemane Have i tankerne nu. Og han har også malet moderne haveredskaber – som sin egen spade – ind på de to store lærreder.
Er det for at pege på, at både Adam og den anden Adam, Jesus, var en slags havemænd. Jesus blev jo forvekslet med en havemand påskemorgen?
”Det havde jeg ikke tænkt over, men sådan afgiver et godt billede jo hele tiden nye betydninger. Det skete ikke med mit billede af Ingemanns Falster, men her sker det heldigvis hele tiden. For eksempel har jeg malet et stort rønnebærtræ ind i billedet, fordi jeg syntes, at de orange bær gav et godt modspil til de hvide stjerner. Men siden har jeg fundet ud af, at man har en nordisk myte om, at Jesu kors skulle være lavet af rønnebærtræ. Og nu overvejer jeg, om jeg måske skal male et moderne telt ind i haven,” siger Jesper Christiansen – måske med en (u)bevidst henvisning til Bibelens telte og det hebraiske symboltegn for et telt ved siden af et hoved, der allerede fra Bibelens første sætning kan ses som et profetisk billede på Jesus som kirkens hoved.
Under alle omstændigheder har Jesper Christiansen tænkt, at horisonten i billedet skal være bærende med en rosa solopgang – som et pink vink til natten og en hilsen til alle salmebogens solopgangsbilleder på opstandelsen. Men selv har han endnu ikke fundet troen midt i det store arbejde med at skildre den:
”Jeg havde nok den lidt naive forestilling, at troen ville komme af sig selv, hvis jeg beskæftigede mig med troens temaer. Men sådan er det endnu ikke gået, selvom jeg godt kan misunde troende mennesker, der har et håb om, at døden ikke får det sidste ord. Men jo mere jeg dykker ned i de bibelske temaer, jo mere optager de mig. Jeg havde aldrig læst Bibelen, da jeg begyndte, så da jeg ville male Ingemann, var det også for at springe over der, men det kunne jeg ikke. Man kan ikke springe over Bibelen, så jeg måtte både gå tilbage i kunsthistorien og Bibelen for at finde inspirationen. Og sådan kom jeg blandt andet også til at læse Thomas Manns ’Josef og hans brødre’, som jeg blev suget lige ind i.”
Sådan kan man lære og søge sandheden hele livet, mener han:
”Jeg har malet i mange år, og der var også nogle år, der ikke var særligt lykkelige. Jeg var en af 1980’er-kunstnerne, men jeg fik ikke meget opmærksomhed dengang. Og jeg har det ærligt talt lidt ligesom Matisse, der godt kunne lide at have et publikum, der gav ham respons på hans arbejde. Og nu får jeg masser af respons på mine ting,” siger den anerkendte kunstner, der stadig føler sig midt i en læreproces.
”I skolen var jeg halvt ordblind, og jeg er ikke opdraget med litteratur, så al almenviden er ny viden for mig. Jeg læste først en roman, da jeg var blev 22 år. Og jeg har på fornemmelsen, at jeg heller ikke er færdig med Bibelen,” siger Jesper Christiansen, der efter planen skal være færdig med sin altertavle til næste år, så de dansk-franske kirkgængere kan nyde Oliebjerget over Odsherred til juni 2019.