Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Udstilling

Stærk udstilling om danske kunstbrødre: Skildrede fattige landarbejderes livsforhold

5 stjerner
Hos H.A. Brendekilde udvikler det hele sig til at blive lidt sukkersødt. Men hans ”Udslidt” fra 1889, hvor en landarbejder er faldet om midt på marken, er en klar undtagelse. – Foto: Brandts Museum for Kunst & Visuel Kultur/Nivaagaards Malerisamling

Malerne L.A. Ring og H.A. Brendekilde var begge mønsterbrydere, som voksede op i et fattigt miljø på landet. Som unge delte de et revolutionært samfundssyn. Senere skiltes deres veje. Mens Rings betydning vokser, er Brendekilde i dag marginalt placeret. Ny udstilling udfolder hvorfor

Udstillingen ”Kunstnerbrødre. L.A. Ring & H.A. Brendekilde” på Nivaagaards Malerisamling viser, hvordan de to kunstnere L.A. Ring (1854-1933) og H.A. Brendekilde (1857-1842) i begyndelsen skrev med på den samme kunstneriske agenda, og hvor tæt deres parløb var – også på det helt personlige plan: Som unge boede og arbejdede de sammen og delte omgangskreds og samfundssyn. I lighed med det moderne gennembruds forfattere engagerede de sig med deres realistiske skildringer i de fattige landarbejderes og husmænds livs- og arbejdsforhold.

Ring og Brendekilde var begge inspireret af den franske realisme – især Jean-Francois Millets (1814-1875) og Jules Bastien-Lepages (1848-1884) banebrydende skildringer af livet på landet i Frankrig med motiver af akssamlere, kartoffelhøstere med videre. Men de omplantede de franske kunstneres motiver til den danske samfundsvirkelighed og natur og var solidariske over for de mennesker, de skildrede. Faktisk er udstillingen historisk interessant, fordi vi via kunstnernes fremstillinger oplever det dengang så fattige Danmark i kunstnernes malede ”snapshots”.

Mens L.A. Ring i dag står foran sit helt store internationale gennembrud med blandt andet en vandreudstilling i USA, som i øvrigt bevirker, at vi må undvære flere af hans hovedværker på udstillingen, så er H.A. Brendekilde gået næsten i glemmebogen. Kun 37 af hans værker er indlemmet i danske kunstmuseers samlinger, mens det for Rings vedkommende drejer sig om 180 – suppleret med en omfattende forskning i hans oeuvre.

De to kunstnere var begge døbt Andersen, som de i 1881 skiftede ud med navnene på de landsbyer, hvor de var født og opvokset. Henholdsvis Brændekilde på Fyn og Ring på Sydsjælland.

Det var en slags programerklæring – en hyldest til deres ophav og miljø – og samtidig et vink med en vognstang om deres politiske tilhørsforhold. Men i virkeligheden havde det også en lavpraktisk betydning, da de udstillede sammen, og deres værker lignede hinanden så meget i de første mange år, at de let kunne blive opfattet som ”bondemaleren Andersen x 2”.

De mødte hinanden på Kunstakademiet, skønt Ring var nogle år foran Brendekilde. Sidstnævnte var søn af en husmand og træskomager, men han blev tidligt spottet af en skolelærer, som så ham skære figurer i træ. Efterfølgende blev han sendt i snedker- og stenhuggerlære i Odense, hvor han senere modtog tegneundervisning, og ved en privat mæcens mellemkomst foretog han lidt senere det store spring til København. I 1877 blev han optaget på Kunstakademiet. Ring var søn af en tømrer og hjulmager. I 1869 kom han i lære som håndværksmaler i Præstø. Da han var blevet svend, takkede han nej til en fast stilling og tog i stedet hjem til forældrene i Ring, hvor hans drøm om at blive kunstner blev næret. Han blev optaget på Kunstakademiet i 1875.

Begge kunstnere var langt op i det 19. århundrede revolutionære og støttede landbefolkningens kamp for bedre levevilkår. L.A. Ring gik endda rundt med en skarpladt pistol i lommen, for man skulle være beredt til revolutionen, som kunne bryde ud når som helst.

Hele udstillingen drejer sig om dette tætte parløb og den udskillelsesproces, der skete i 1890’erne, hvor broderskabet brast, og de gik i hver sin retning. Rings betydning som realistisk og symbolistisk kunstner kan ikke overvurderes, og lad det være sagt med det samme: Han har været en af mine yndlingsmalere, siden jeg var barn, og er kun steget i min agtelse siden.

Brendekilde, som i begyndelsen var den mest dynamiske og succesrige af de to, endte som salonmaler – og outsider. Han ofrede klassekampen og solidariteten til fordel for let omsættelige skildringer af bondestanden i idylliske omgivelser. Som det fremgår af det velskrevne og oplysende katalog, så tog de førhen så begejstrede kunsthistorikere og -kritikere afstand fra ham, men selvom han blev skrevet ud af kunsthistorien, var han formuende, da hans dødsbo blev gjort op. Han var uhyre populær hos det brede publikum.

Bortset fra det programmatisk særdeles stærke maleri ”Udslidt” (1889), som man aldrig glemmer, og nogle ikoniske, sociale motiver fra Brendekildes første tid, så udvikler det hele sig lidt sukkersødt med grønne forårsskove og smukke piger, der plukker anemoner.

Brendekilde blev en ferm og højproduktiv maler. Men ”Udslidt” er en klar undtagelse. Det er et socialpolitisk opråb. Her er en gammel landarbejder faldet om på marken midt under indsamlingen af sten. Han går i bogstavelig forstand i et med den muld, der om føje tid vil omslutte ham, når han stedes til hvile.

En yngre kvinde – hans hustru, datter eller en anden landarbejder? – som knæler ved siden af ham, bryder ud i et skrig, som næppe bliver hørt af nogen, da stedet er øde, bortset fra et lille beskedent bondehus, som ligger langt borte og ikke fylder meget mere end stenene i forgrunden. Den bare, brune pløjemark fylder langt det meste af billedet, hvis horisontlinje ligger meget højt. Flere kunsthistorikere mener i øvrigt, at Edvard Munch var inspireret af billedet, da han malede ”Skriget” i 1893.

Hvis Brendekilde er en sommerens skildrer, så er L.A. Ring en vinterens og efterårets. Han er en mere eksistentielt søgende, kontemplativ og også lidt mere depressiv maler end Brendekilde.

Hans stramt disponerede motiver har i høj grad afsæt i tidens nye fotografiske medie. Han komponerer som regel baggrunden først og ”plotter” senere figurerne ind. Paletten er mere tør og tilbageholdt – mere nordisk – og modet til stilhed og eftertænksomhed stort. Beskæringerne er ofte radikale og vidner netop om den fotografiske virkelighedsgengivelses afkald på dele af motivet. Der er altid hos Ring en betydnings- og sansemæssig merværdi – noget, man skal tygge videre på. En modstand, der kræver noget ekstra af betragteren.

Og så er man ikke i tvivl om hans sympati for de skildrede personer, som han klart identificerer sig med og ”bor i”. Ring er også en lysets og sneens mesterskildrer. Hvor savner man rigtig vinter, tænker man ved gensynet med det vidunderlige ”Diset dag i Vinderød”(1901). Ring formår at gøre sneens hvide flygtighed taktil og give den volumen med opkørte hjulspor og snedriver og det hele.

I sine symbolistiske værker er den i øvrigt ateistiske Ring mere metafysisk i tilgangen, som det fremgår af ”En sommerdag ved Roskilde Fjord” (1900) og det tidlige ”Aften. Den gamle kone og døden” (1887), hvor en bevinget knokkelmand med sin le toner frem i skyerne over konen. Her digter Ring videre på motiverne med sine ”symbolske” sidefortællinger – dog altid på virkelighedens præmisser.

Udstillingen er opdelt i forskellige kapitler: ”De første år”, ”Årstidernes skiften”, ”Udenlandsrejser”, ”Vejene skilles” med videre. Interessant er også den lidt mindre, bageste sal, hvor vi kan opleve keramiske værker af de to kunstnere, som begge var knyttet til Herman Kählers værksted i Næstved. Det var også her, Ring mødte Sigrid Kähler – en af Kählers døtre, som han forelskede sig i og senere blev gift med.

Kataloget bringer i øvrigt et interview med den unge maler Allan Otte (født 1978), som er en nutidig arvtager af L.A. Rings og H.A. Brendekildes landskabsmaleri. Han ejer selv et værk af hver af de nævnte kunstnere, som har inspireret ham meget. De typiske motiver med sædemanden – der både har reference til Bibelen og til diverse frugtbarhedskulter – bliver hos Otte omsat til Danmarks største gps-styrede majs-såmaskine, som han har malet på sin sædvanlige pixellerede stil ud fra et luftfotografi, taget med en drone.

Således sætter samtidskunsten nye perspektiver på den ældre kunsthistorie, og ringen sluttes med robotternes og de højteknologiske maskiners overtagelse af menneskenes tidligere fysisk opslidende arbejde med jorden.

I værket ”Aften. Den gamle kone og døden” (1887), hvor en bevinget knokkelmand med sin le toner frem i skyerne over konen, er L.A. Ring meta­fysisk i tilgangen. – Foto: Statens Museum for Kunst/Nivaagaards Malerisamling