Prøv avisen

Kunstnere i oprør mod skat

”Det burde hverken være skatteeksperter eller jurister, der skal vurdere, hvem der skal betragtes som kunstner, men folk, der har forstand på kunst,” siger forfatteren Martin Glaz Serup. – Foto: Susanne Mertz/BAM/.

Det bør være kunsteksperter, der vurderer, hvem der kan kalde sig kunstnere, og ikke skatteeksperter, mener flere kunstnere, der nu genopliver debatten om en overset højesteretsdom

Armslængdeprincippet er i fare. Det mener en række kunstnere, der nu genopliver debatten om en højesteretsdom fra marts.

Her afgjorde Højesteret, at billedkunstner Mogens Otto Nielsen skattemæssigt skulle betragtes som en hobbykunstner, der ikke havde ret til at trække sine arbejdsmæssige udgifter til sin kunst fra på sin selvangivelse.

Mogens Otto Nielsen har ellers blandt andet modtaget Kunstrådets livsvarige legat og den prestigefyldte Eckersberg Medaillen som anerkendelse for sit kunstneriske virke. Men Skat ville ikke medregne legatet i hans indtægter som kunstner, og hans øvrige indtægter var for små til at kunne klare kravene til at blive betragtet som virksomhed.

Sagen var principiel og fik blandt andre Billedkunsternes Forbund til at protestere i foråret, men sagen burde have fået langt større opmærksomhed, mener digteren Kenneth Krabat.

Dommen afgør, at et menneske på livsvarig ydelse ikke havde tjent nok til at blive regnet som kunstner. Først defineret af Skat, siden af Højesteret, skriver han på sin blog, der nu har genoplivet debatten på de sociale medier, hvor en lang række kunstnere bakker op.

Forfatteren Martin Glaz Serup er en af de kunstnere, der er forarget over, at Skat og Højesteret skal afgøre, hvem der skal betragtes som hobbykunstnere.

Det er Statens Kunstråds opgave at udpege de kunstnere, der ud fra en kunstnerisk kvalitetsmæssig betragtning fortjener at blive støttet. Statens livslange ydelse er i den forstand den største anerkendelse, man kan få som dansk kunstner. Det burde både Skat og Højesteret tage til efterretning. For det burde hverken være skatteeksperter eller jurister, der skal vurdere, hvem der skal betragtes som kunstner, men folk, der har forstand på kunst, siger Martin Glaz Serup og tilføjer:

Når man har et armslængdeprincip i fordelingen af kunststøtten, er det netop for at sikre, at det er kvalitetskunsten, der bliver støttet. Det kommercielle har i sig selv ikke nødvendigvis noget med kunst at gøre, det er jo derfor, vi har en offentlig kunststøtte til at begynde med.

Det er helt absurd, mener forfatteren, at Højesteret og Skat går ind og underkender en mængde højt estimerede fagfolks bedømmelse heriblandt Statens egen alene ud fra en økonomisk betragtning.

Sociologen Henrik Dahl mener dog, at sagen er mere kompliceret.

Jeg kan sagtens følge Martin Glaz Serups argumenter. Men man må også sige, at Kunstrådet og Skat repræsenterer to forskellige slags virkeligheder, der altid er stødt mod hinanden. På den ene side betragter man kunstnere som genier, der skal have særlige rettigheder. Men på den anden side har man nogle forvaltningsmyndigheder, der er til for at behandle alle borgere ens. Jeg kender ikke den jura, der ligger til grund for afgørelsen. Men for mig at se er sagen et eksempel på det, som sociologen Max Weber allerede skrev om, da han skrev, at der altid ville være gnidninger mellem det at have et kald og et erhverv. Sådan er det også for kunstnere. De har på den ene side et kald til at skabe, men det er altså også et erhverv for dem. Jeg ved ikke, hvordan man administrativt regulerer det. For de to ting vil altid være på kant med hinanden, siger Henrik Dahl.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Holger K. Nielsen (SF).