Prøv avisen

Kunstnere markerer modstand mod hjemsendelser

Demonstration imod hjemsendelse af aviste irakere torsdag 18. juni. - Foto: Casper Christoffersen

Verdenskendt Skamstøtte står nu foran Christiansborg som et symbol på, at Danmark begår overgreb mod menneskeheden

Den kendte billedhugger og menneskerettighedsaktivist Jens Galschiøt opstillede i morges skulpturen Skamstøtten på Christiansborg Slotsplads. Det sker i protest mod, at seks irakiske asylansøgere i går blev tvangshjemsendt.

En gruppe kunststuderende har desuden sat sørgebind på flere af de kendte statuer i København, bl.a. Den Lille Havfrue.

- Når politikerne vælger at lade hånt om de irakiske asylansøgeres skæbner, kan man som kunstner ikke gøre andet end at protestere mod den uretfærdighed, udtaler Jens Galschiøt i en pressemeddelelse.

Galschiøts Skamstøtte blev verdenskendt, da den blev rejst i Hongkong i 1997 som mindesmærke for massakren på Den Himmelske Fredsplads. Den skal symbolisere overgreb mod menneskeheden.

De seks irakere blev som de første af de omkring 250 sendt tilbage til Irak som led i den hjemsendelsesaftale, som Danmark i maj indgik med de irakiske myndigheder.

Klokken 17 i eftermiddag vil flere støtteorganisationer demonstrere mod tvangsudsendelserne på Christiansborg Slotsplads.