Kunstnere og terapeuter afløser fortidens præster og profeter

KULTURHISTORIE: Philip Rieffs Sacred Order/Social Order er et yderst originalt værk om vor tids kulturkamp

Når Philip Rieff i denne bog taler om den første, den anden og den tredje verden, handler det ikke om udviklingsteori og u-lande, men om kultur. Der er tre typer af kultur, siger han, som hver især er kendetegnet ved sit særlige forhold til religion, sine særlige bærende teorier, sin særlige forståelse af virkeligheden og sit forhold til autoritet.

Den første verden er den såkaldt hedenske, forstået i mange forskellige afskygninger lige fra antikkens Athen, med den ret rationelle kultur, til den oprindelige kultur i Australien. Forholdet til naturen er i denne verden mytisk, gudeverdenen kaotisk og livssynet skæbnemotiveret. Autoriteten er i mindre grad defineret gennem moral end gennem regulering af drifter ved hjælp af tabuer, der ikke er til forhandling.

Den anden verden er vores traditionelle, de monoteistiske religioners verden (jødedommen, kristendommen, islam), men ikke begrænset til dem. I centrum for den hellige orden i den anden verden står universets skaber, som alt kan føres tilbage til og som åbenbares ved egen vilje. Sandheden er i denne verden funderet i åbenbaring. Forbuddene har karakter af gudelige ordrer det er ikke længere skæbne, men tro, der er det dominerende motiv; heri består broen mellem den hellige og den sociale orden. Gud er aktiv i historien og det er gennem tillid og lydighed, og med vejledning af diverse undervisende autoriteter, at det bliver muligt for den enkelte at stige op igennem autoritetens vertikal.

Mens den første og den anden verden postulerer eksistensen af en verden hinsides den synlige, og en autoritet hinsides selvet, hævder den tredje verden ikke noget sådant. I deres radikale skepticisme, eksisterer den tredje verdens kulturer primært som negationer af anden verdens kulturer, af disses hellige autoriteter, deres forskellige doxa. Tredje verdens kulturer skal ikke have over­sat nogen hellig orden til en social orden, de postulerer en verden, i hvilken der ikke findes nogen sandhed, ikke nogen hellig orden, kun forskellige fiktioner og magt-retorikker, og så selvoptagethed i bred almindelighed.

Tredje verdens modernistiske kulturer er primært optaget af at nedlægge alle tænkelige autoriteter. Traditionelle moralske begrænsninger aflæses som rene sociale konstruktioner, og har ingen status udover den enkelte fortolker af disse konstruktioner. Det betyder ikke, at alt er tilladt i tredje verdens kulturer, men at den anden verdens forbud og den førstes tabuer er erstattet af endeløst diskutable og uendeligt foranderlige etiske regler.

Der har aldrig tidligere, mener Rieff, eksisteret en social orden, der ikke var en læsning af en hellig orden. Før altså nu. Tredje verdens modernistiske kultur er bare en læsning af sig selv. Derfor er forholdet mellem den anden og den tredje verden også præget af kulturkamp Rieff bruger det tyske ord, Kulturkampf, i mangel på et egnet engelsk ord. Hvad der gør den moderne kultur til noget særligt er, at den er en negation af alle hellige ordener og rettet mod enhver moralsk vertikal. Tredje verdens eliter vi kan efter forgodtbefindende kalde dem kulturradikale, kulturrelativister eller multikulturalister fører krig mod den anden verdens kultur inden for institutioner som familie, kunst, medier, rets- og skolevæsen.

Der findes nu hele armeer af tredje verdens lærere, kunstnere, terapeuter m.v., skriver Rieff i vanlig spydig stil, der underviser i den højere analfabetisme, og denne undervisning i den højere analfabetisme er et dødsværk imod den anden verdens kulturelle læseevne. Man behøver måske ikke understrege, at Rieff med læse sigter til noget dybere end at være i stand til at stave sig igennem en tekst.

Dødsværk er, som bogens titel viser, det centrale begreb i dette bind af trilogien Sacred Order/ Social Order. Rieff gennemgår en række af disse dødsværker på det teoretiske, litterære og kunstneriske felt, alle rettet mod en nedbrydning af den anden verdens kultur - fra Nietzsche og Freud, over Joyce og den amerikanske poet Wallace Stevens, til Picasso, Duchamp, Rauschenberg og Mapplethorpe.

Ligesom Joyce forsøger at tage livet af romanen med Finnegans Wake, forsøger billedkunstnerne Picasso og Rauschenberg med deres billeder at ombringe billedkunsten deres værkers litterære og kunstneriske niveau ufortalt.

Sådan er anden verdens profeter og præster afløst af tredje verdens kunstnere og terapeuter. Det er en af denne mageløse bogs mange kvaliteter, at den konkretiserer den store analyse ned i det enkelte værk. Som alle andre almindelige dødelige handler kunstnere og forfattere indenfor den autoritetens vertikal, en vertikal, der har de moralsk sænkende handlinger alle grænseoverskridelserne forneden, og de moralsk løftende handlinger lydhørheden overfor autoritetens bud foroven.

Der er dog for Rieff ingen tvivl om, at det 20. århundredes altafgørende dødsværker er Auschwitz og Gulag. Som han skriver andetsteds: Vores store oplysningstid, århundredernes gradvise virke siden renæssancen, er endt katastrofalt i vores tid. Ikke med autoritetens nederlag, som det ellers ofte antages af de sent oplyste vores oplysnings nederlag ligger snarere i dens sænkende bevægelsers store gennemslagskraft. Gulag og Dachau, tortur og terror, det er vores oplysnings tør-øjede børn.

Rieff analyserer og beskriver ikke blot, han tager i høj grad stilling i kulturkampen. At sige at han klamrer sig til den anden verdens kultur, ville dog ikke være rigtigt. Han er ikke nogen forbenet neokonservativ, og han ved, at tiden ikke kan skrues tilbage. Men han stemmer imod den tredje verdens fordummende pædagogik og hele modernitetens indbyggede, naive utopi om individets frigørelse en utopi, som fører til nye former for undertrykkelse.

For at forhindre dette efterspørger han nye anden verdens-eliter, der kan og vil styrke vertikaliteten, som har kending med dens gældende bud og med de nødvendige ufravigeligheder selv om han ved, at den tredje verdens eliter, alle kunstnerne, terapeuterne, journalisterne og konsulenterne, ikke vil tillade en udvikling eller genudvikling af en sådan læsende og lærende elite.

Dette er et originalt værk om vor tids kulturkamp, som man bør læse, hvis man ellers har mod på Rieffs metode, hvorefter de kraftfulde sandheder gradvis åbenbarer sig for den hårdt arbejdende læser.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Kronik side 11