Kunstnere opfordrer til religiøs dialog

BILLEDER AF PAVEN Europæiske samtidskunstnere slår religiøse temaer an på kunstnersammenslutningen PRO's aktuelle udstilling i Charlottenborg. Særligt tyske Cornelia Schleimes portrætter af Johannes Paul II vækker opsigt

Johannes Paul II træder gennem Cornelia Schleimes malerier stærkt og levende frem som Karol Wojtyla, et virkeligt menneske af kød og blod. -- Foto fra udstllingen.

Han ser virkelig sympatisk ud – den nu afdøde pave Johannes Paul II, alias Karol Wojtyla – som han er skildret i den tyske kunstner Cornelia Schleimes otte store malerier, som netop nu kan ses på kunstnersammenslutningen PROs udstilling på Charlottenborg i København.

Schleime er en de udenlandske gæster, som PRO har inviteret til at tage del i den "europæiske dialog", som er udstillingens noget luftige tema. Schleime har tidligere forarget sit publikum med en række malerier af henførte nonner, så det er derfor ikke overraskende, at pavebillederne er blevet lanceret som udstillingens absolutte trækplaster med ironisk og derfor også polemisk potentiale.

Det mest overraskende er imidlertid, at Schleimes malerier slet ikke virker ironiske, men egentlig ganske oprigtige, ret flotte og derfor også forvirrende for den beskuer, som er vant til at autoriteter er til for at blive pillet ned.

"Himlen kan vente" hedder serien af portrætter, hvor man ser paven fanget fra en skæv vinkel midt i gudstjenesten, eller henfalden i egne tanker. Et maleri viser paven på besøg i Afrika, et andet – det mest tvetydige – viser ham midt i et bedstefaragtigt trutmundskys med en lille pige.

Schleime, der er født i 1953 i Østberlin, var under sin opvækst under det kommunistiske regime fascineret af Wojtyla, der i sin tid som polsk gestlig var et frihedens symbol for mange østtyskere og polakker.

Men som hun udtaler i kataloget til udstillingen, er det mennesket og ikke symbolet, hun er på jagt efter i sine malerier. Hvilket må siges at være lykkes. Johannes Paul II træder gennem maleriernes insisterende nærvær stærkt og levende frem som Karol Wojtyla, et virkeligt menneske af kød og blod.

Schleimes malerier er ikke de eneste værker på PRO udstillingen, der slår et religiøst tema an. Også Gerda Thune Andersens skulptur, der viser spredte sætninger fra henholdsvis Toraen, Koranen og Biblen går ind i dialogen. Som kunstneren selv siger, er sigtet at vise, hvorledes disse ellers så adskilte religioner overlapper.

Et ledsagende lydbillede med et jødisk shofar-horn, kristen klokkeklang og det islamiske kald til bøn understreger det velmenende budskab og ønske om mulig sameksistens. Hvilket naturligvis er et sympatisk budskab, men virkelighedens verden er desværre langt mere kompleks og alt andet end blot ord.

Også Bente Christensen-Ernsts portrætserie af 10 forskellige tyrkere rammer lige ned i den europæiske dialog. En gadesanger, en violinist, en skoledreng, en gammel dame, en hund, en IT-ekspert, en ung kvinde, en ældre jøde, en billedkunstner og en lille pige fra storbyen. Alle er de afbilledet under titlen "Er tyrkere europæere?". Et aktuelt spørgsmål, der får en til at tænke på, hvad det overhovedet vil sige at være europæisk. Er det hudens farve, tørklædets foldninger, et smart brillestel, eller den gud, man forlader sig på?

PRO udstillingen er, som kunstnersammenslutningernes udstillinger er flest, en blandet landhandel. Der er derfor også mange andre typer værker med end de her nævnte. Det vil også sige andre dialoger end de religiøst orienterede.

Mest uforglemmelige er Henrik Pryds Becks, Poul Lillesøes, Preben Franck Stelvigs og Erik Rasmussens gakkede modifikationer af gamle trommesalsmalerier. Som i en venlig gestus til både Asger Jorn og Marcel Duchamp har de på afbildninger af brølende hjorte i skumring og skovbryn lavet overraskende overmalinger, klippet ud og klistret på, hvilket både er morsomt og behændigt udført.

PRO åbner just som Kulturministeriets rapport om Charlottenborgs fremtid offentliggøres. Rapporten indeholder et væld af gode ideer til en bedre udnyttelse af dette så centralt placerede udstillingssted og også en del kritik af den nuværende situation.

Blandt andet står der, at selvom sammenslutningerne løbende har fornyet sig ved optagelse af nye medlemmer og invitation af gæster fra udlandet, kniber det stadig med at præcisere og fastholde det kunstneriske idegrundlag.

Som det formuleres er sammenslutningerne "sammenbragte børn, der hver for sig kan være fremragende, men radikale nybrud kommer ikke." Heller ikke på PRO 2005 samlet set, selvom der som nævnt er enkelte værker, der nok kan både forvirre, begejstre, vække til debat og give bud på, hvorledes det religiøse kan tematiseres i kunsten.

Pro 2005 - European Dialogue. Charlottenborg, København. Til den 25. september.

kultur@kristeligt-dagblad.dk