Engang var kunstnere som hovedregel kritiske over for religion. Ræsonnementet var, at eftersom modernistiske, avantgardistiske kunstnere var oprørere og skulle kritisere samfundets magtstrukturer, måtte en konservativ institution som kirken også lægges for had.
I mange kunstneres selvopfattelse var religionskritik lige så selvfølgelig som maling i tuberne og strøm på guitaren.
I dag er det anderledes. Vi lever nu i det, som den tyske filosof Jürgen Habermas har kaldt ”det post-sekulære samfund”. Religionen er vendt tilbage. Og ydermere: Religionens genkomst er den vigtigste faktor i global politik og kultur i dag.
Det mener de to kuratorer Galit Eilat fra Israel og Sebastian Cichocki fra Polen, der står bag udstillingen ”Rainbow in the Dark. On the Joy and Torment of Faith”.
Udstillingen, der åbner på Malmø Kunstmuseum i dag, bringer samtidskunstnere fra lande som Argentina, Tyrkiet, Sverige, USA, Polen, Israel og Danmark (repræsenteret ved Kasper Akhøj og Lene Adler Petersen & Bjørn Nørgaard) sammen. Nogle af værkerne er af ældre dato, andre er skabt til udstillingen, og alle tematiserer de tro og trosudøvelse inden for kristendom, islam og jødedom.
Især israelsk samtidskunst er stærkt repræsenteret på udstillingen. Nira Pereg (født 1969) har lavet en todelt videoinstallation, ”Abraham Abraham, Sarah Sarah”, der dokumenterer et fascinerende ”vagtskifte” mellem muslimer og jøder i Hebron på Vestbredden. The Cave of The Patriarchs er delt mellem de to religioner, så 20 procent anvendes som synagoge, og 80 procent anvendes som moské.
Men på udvalgte dage skifter rummet hænder, så henholdsvis jøder og muslimer får fuld råderet over hele arealet. Man rydder simpelthen rummet for eksempelvis muslimske artefakter hvorefter jøder rykker ind med toraruller med mere. I få minutter er rummet således fuldkommen tomt, og hvad er det så? En moské eller en synagoge?
Og ophører rummet med at være helligt, ”bare” fordi ingen troende er til stede i det? Og kunne den stramt kontrollerede, men dog fredelige sameksistens på dette lille område udbredes til andre dele af den politiske virkelighed? Det er spørgsmål som disse, Peregs værk rejser.
Fra et andet hjørne af israelsk samtidskunst kommer Michal Heiman (født 1954), som arbejder med den billedlige gengivelse af motivet jomfru Maria og Jesusbarnet i både kunsthistorie og journalistik. Mange gange - bevidst eller ubevidst - går Madonna-motivet igen, når nutidens fotografer skal gengive en aktuel udvikling.
Nævnes skal også Yael Bartana (født 1970), der i en video foretager en personlig rejse for at finde ud af, hvorfor sekulære vesterlændinge tiltrækkes af mysticisme og naturreligioner. Man afviser den organiserede religion, men leder alligevel efter en dybere, religiøs mening. Hvorfor?
For kuratoren Galit Eilat har det været naturligt at tage emnet tro op. Ved pressevisningen i Malmø sagde hun om sit og medkurator Sebastian Cichockis arbejde:
”Vi vil ikke tvinge samtidskunsten et bestemt sted hen, men vi kan se, at tro optager flere og flere unge kunstnere. Det er vigtigt at vise, og måske især i Sverige, det mest sekulære land i verden.”
For Eilat er religionens genkomst blevet særdeles håndgribelig:
”Se på Mellemøsten: Alle Israels nabolande, der før var sekulære og i varierende grader venstreorienterede, er nu islamiserede, ligesom jødisk fundamentalisme er på fremmarch i Israel.”
Religionen er tilbage for fuld styrke i den politiske arena. Og på den kunstneriske scene i Malmø, hvor samtidskunstnere kritisk, nysgerrigt og medlevende eksperimenterer med udtryk for ”det postsekulære samfund”.