Kunstneren, der tissede på sine værker med vilje

Den danske kunstner Claus Carstensen udgør et særligt kapitel i dansk kunsthistorie. Den aktuelle udstilling på ARoS og en ny bogudgivelse er anledning til at kaste et blik på hans produktion

Claus Carstensens værk ”Æterlegeme” fra 1986 består blandt andet af forgængelige materialer som skumgummi-rester, olie, lagenlærred (brugt til at tørre pensler i), konsistensfedt og urin. Se billede af kunstneren ved at klikke på pilen i billedet
Claus Carstensens værk ”Æterlegeme” fra 1986 består blandt andet af forgængelige materialer som skumgummi-rester, olie, lagenlærred (brugt til at tørre pensler i), konsistensfedt og urin. Se billede af kunstneren ved at klikke på pilen i billedet. Foto: Statens Museum for Kunst.

I mange år har jeg haft en absurd-poetisk avisoverskrift hængende i en lille ramme. På bedste avis-dramatiske vis lyder den: ”Ungt par slået ud af skulptur”.

Hvem det unge par var, hvad der egentlig skete, og så videre, har fortabt sig, blot husker jeg, at teksten handlede om, at et ungt par havde fået en af Claus Carstensens skumgummiskulpturer ned over sig.

Så helt galt gik det forhåbentlig ikke - Claus Carstensens værker er vægtige, men tonstunge er de ikke.

Samtidig er det sandt, man bliver slået ud, mentalt set, af Carstensens værker. De virker ofte, som han selv har sagt, at han ønsker det, som et visuelt baseballbat lige i hovedet.

De er ikke pæne, underholdende, konsumerbare. De er anfægtede og anfægtende, højtråbende og pågående, lige ind i synet på dig.

Ikke for provokationens skyld, men fordi deres afsender, kunstneren Claus Carstensen, har et evigt mellemværende med sin tid og ikke mindst med dens forhold til historien.

Det begynder også med skumgummi på Claus Carstensens aktuelle udstilling på Aros, ”WHAT'S LEFT (IS REPUBLICAN PAINT) - NINE SISTERS”, som - ud over at være tematisk - tegner et retrospektivt vue gennem en mere end 30 år lang kunstnerisk karriere (Carstensen er født i 1957).

For undertegnede, der voksede op med 1980'er-generationen som et pejlemærke, en løftestang ind i samtidskunsten, er det et bevægende gensyn med netop værker som ”Æterlegeme”, 1986 (vist første gang på den berygtede udstilling ”Limelight” på Charlottenborg, hvor Christian Lemmerz udstillede sine margarineskulpturer - og det var en varm sommer).

Værker, som siden skulle blive dømt ude og bedømt som alt for 80'er-agtige, men som nu, 30 år efter (og med utallige konservatorkræfter bag sig), viser sig at være ualmindeligt friske.

Serien af skumgummiværker arbejder med det, som kan kaldes det abjektive, et begreb, som var vældigt oppe i tiden der i sen-1980'erne, hvor især polyuretanskum, som giver sådan et kødeligt voksende, svulstagtigt udtryk, var et af de foretrukne materialer.

Det abjektive handler om alt det, som vi ikke vil vide af, både helt konkret i form af det, kroppen afstøder og afgiver (hår, hud, afføring, urin), men også metaforisk som alt det, samfundet krænger af sig, udstøder.

”Æterlegeme” består blandt andet af skumgummirester, olie, lagenlærred (brugt til at tørre pensler i), konsistensfedt og urin, altså ikke-kunstneriske materialer, valgt helt bevidst som en påpegning af, at værket i sig selv er forgængeligt (skumgummi smuldrer til støv udsat for længere tids sol).

Siden blev værket så dømt bevaringsværdigt, og derfor holdes det nu, med en af kunstverdenens kendte ironier, kunstigt i live.

Når Claus Carstensen simpelthen tissede på sine værker, så handler det om flere ting.

Det handler om det dyriske i mennesket, men også det, der adskiller os (dyr afmærker deres territorium), og det handler om mennesket, som indtagende og overskridende andres territorier (verdenshistorisk set årsag til alle krige), ligesom det mere metaforisk handler om at gøre krav på sin subjektivitet, markere sig som et individ.

Karakteristisk for Claus Carstensen vender han igen og igen tilbage til motivet/handlingen, der som en spejlfigur kaster flere sider af sig:

Der er skammens og ydmygelsens billede, som vi ser i en simpel afmaling af en side fra magasinet ”Der Spiegel” fra august 1992, hvor der blev påsat racistiske brande i Rostock.

Her fangede fotografen Martin Langer en yngre mand, Harald Ewert, der iklædt fodboldtrøje og joggingbukser bivåner urolighederne med højre hånd løftet i en heilende gestus.

I hans skridt breder en grålig plamage sig.

Billedet af hin enkelte mand blev til skambilledet på den indre svinehundetysker og gik verden rundt.

Selv sagde Ewert, at han var beruset, at den våde plet ikke var urin, men øl, han havde spildt i bilen, og at armen var ubevidst.

Carstensen fastholder erindringen om Ewert og hele dobbeltheden i sagen - på én gang billedet af et usselt lille menneske, en medløber, og samtidig billedet af et stakkels menneske, en uperfekt, lækkende krop fanget og viderekolporteret for tid og evighed i mediernes nådesløse maskine.

Claus Carstensens styrke som billedkunstner er, at han nok arbejder på overfladen, med det direkte udtryk - hans billeder kan sagtens være ”HUA”, ”hurtigt udført arbejde” (som han engang kaldte en serie); men at han samtidig bliver ved med at endevende motiverne (en slags drøvtyggerpraksis), ikke kun i nye serier, men også i sin parallelle poetiske og teoretiske skriftpraksis.

På ARoS har Carstensens inddelt sine værker fra lageret (det, der blev tilbage) under ni overskrifter, ”ni søstre”, som et vrængbillede af de ni idylliske græske muser, døtre af Zeus og Mnemosyne (erindringens gudinde).

Carstensens ni søstre har navne som ”Skam” og ”Forbandelse”, ”Territorial tisning”, ”Dyregørelse”, ”Det psykotiske”, ”Hadet” og ”Vreden”.

Et motiv, som går igen, er menneskets gentagne forsøg på at udslette historien gennem overmaling eller nedbrydning, noget som Carstensen påpeger finder sted i diktaturer, men som også er en del af modernismens ikonoklasme og forkastelse af alt, hvad der er gået forud.

Når Carstensen selv bruger overmalingen, er det således altid med en bevidst pegen på den handling og den vold, der ligger i at udradere en andens udsagn.

Men historien er vigtig, erindringen om det, der er gået forud, er vigtig, og den kan ikke holdes nede, den bor i sproget, i penslen, i kroppen, og den kommer som ufrivillige spasmer, når vi mindst venter det.

Som følgende lille tekst fra samlingen ”Terr”, som Carstensen netop har sendt på gaden:

”birk: 2621
birk: 4696 
birk: 2184
birk: 3776 
birk: 2597 
birk: 1645 
Birkenau” 

Forheksede pollental, koncentrationslejrnumre, birketræer, dengang og nu, sådan forbindes et enkeltstående kropsligt ubehag her og nu med en pludselig ihukommelse af fortidens rædsler.

Selvom kunsteren ligefrem tissede på sit eget værk for at understrege dets forgængelighed, blev blev værket ironisk nok siden dømt så bevaringsværdigt, at det nu holdes kunstigt i live.
Selvom kunsteren ligefrem tissede på sit eget værk for at understrege dets forgængelighed, blev blev værket ironisk nok siden dømt så bevaringsværdigt, at det nu holdes kunstigt i live. Foto: Aros