Helt oppe i Danmarks nakke, midtvejs mellem Limfjorden og Jammerbugten i Vester Han Herred, ligger et helt særegent og dybt fascinerende museum for en enkelt kunstner: maleren Kirsten Kjær. Kirsten Kjærs Museum blev stiftet i 1981 af Harald Fuglsang (født 1933), en slægtning til Kirsten Kjær, og hans livsledsager gennem mange år, britiskfødte John Anderson (1929-2015).
Harald og John var begge læger og virkede inden for tropemedicin i blandt andet Liberia, men de har og havde også en brændende passion for kunst og musik, som de havde lyst til at dele med andre. Det virkeliggjorde de med deres museum og virke i det nordjyske. I dag er Kirsten Kjærs Museum en forunderlig blanding af et elsket lokalmuseum og et sted, hvortil både musikere og billedkunstnere kommer langvejsfra for at bo og arbejde (der er tilknyttet gæstehuse).
Der er noget på en gang intimt, hjemligt over Kirsten Kjærs Museum og samtidig et format, en stor og generøs slåen ud med hånden. Du er velkommen, og du bliver vist tillid, her er ingen billetkø, men en kasse, man kan lægge i, hvad man synes. Inde på museet sætter en frivillig en video på, hvor Harald Fuglsang med en dannet og langsom diktion fortæller om Kirsten Kjærs liv.
Mejeribestyrerens datter Kirsten Kjær blev født i Vester Thorup i 1893 og døde på Thisted sygehus i 1985. Det lyder jo meget lokalt, men Kirsten Kjær kom vidt omkring i sit 91 år lange liv. Det blev til adskillige åre- og månedslange rejser til og ophold i blandt andet USA, Lapland, Island og Afrika, når hun ikke var hjemme i sin kaotiske lejlighed over Skindbuksen i Lille Kongensgade i København. Kirsten Kjær var over 30 år, da hun fandt ud af, at det var maler, hun var, men fra da af malede hun portrætter af mennesker, hun følte noget for, og hun blev ved til det sidste. Hendes stil er ganske egen, hun er en ekspressiv og helt uskolet koloristisk maler. Det der med baggrunden i et maleri har voldt hende besvær, eller måske rettere, det har ikke haft hendes interesse, alt hendes fokus virker koncentreret om at fange en form for essens hos sin model. Hun kan være virkeligt skarp og præcis, og så det modsatte. Det virker, som om motivet har skullet være der i første hug, ellers var det tabt.
Når jeg læserom Kirsten Kjær i den bog, Harald Fuglsang har skrevet om hende, tænker jeg, at hun på en gang åd sine mennesker og samtidig badede dem i kærlighed. Hun var en farverig person, altid i store hatte og gevandter, altid fuld af idéer og uden forbehold.
På museet mødte jeg for nylig en pensioneret journalist, som kendte Kirsten Kjær fra det københavnske miljø. Det er mange år siden, men man mærker på ham, hvor frisættende det var at møde en kvinde, der simpelthen gjorde, hvad hun havde lyst til, og også betalte prisen, for eksempel havde hun en overgang ikke nogen seng, men så lavede hun sig bare et leje på en bunke aviser. Og selv om hun allerede dengang var en ældre dame, kastede hun sig gerne med flagrende skørter bagpå en motorcykel.
Man kan ikke leve af at være et bragende og omkringrejsende livstykke og en (tilmed kvindelig) maler med en svingende produktion. Det har været svært (typisk for Kjær selv, slår hun det hen, da hun få år før sin død bliver interviewet, med den forrygende formulering: ”skønhed mætter en del”). Og det er så det meget smukke ved historien om Kirsten Kjær: at alle omkring hende samtidig forstod, at Kirsten var en, man også skulle passe på. At man ville have slået hendes helt unikke energi ihjel, og dermed også gjort sig selv fattigere, ved at forvente, at hun skulle kunne det samme som alle andre. For hun gav så meget andet.
Da hun fyldte 50 år, dannede hendes store netværk simpelthen en fond, som gjorde, at hun kunne betale sine regninger, og som siden gjorde museet muligt. På mange måder er det hele en historie om tillid. En tillid, som vises dig den dag i dag, når du kommer til Frøstrup og lægger det beløb, du nu har, i kassen.