Cohen og hans muse: Historien bag et af århundredets mest rørende kærlighedssange

Kærlighedsdokumentar om Leonard Cohen og hans muse Marianne er båret af en løgn, men er dybt bevægende og afslører en større sandhed om en generations store svigt

Norske Marianne Ihlen og canadiske Leonard Cohen mødte hinanden på den græske ø Hydra i 1960’erne.
Norske Marianne Ihlen og canadiske Leonard Cohen mødte hinanden på den græske ø Hydra i 1960’erne. Foto: Camera Film.

Han gik i land, han mødte en pige, han blev. Indtil han flygtede, for flugten var det eneste, han kendte til.

Han er Leonard Cohen, senere verdensberømt sanger med en røst grundlagt i melankoliens mol, i det menneskelige mørke. Pigen er lyset, den blonde norske jente Marianne, der selv var flygtet fra ondskaben i fjeldene. Øen er Hydra, tiden de tidlige 1960’ere, historien lige så gammel som de ældste beretninger om kærlighed. Den martrede, omvandrende og mandlige kunstner, profet eller krigfarer og den altopofrende, hjemstavnsbundne kvindelige muse. Det er Odysseus og Penelope, det er Jesus og Maria Magdalena, det er Leonard og Marianne.

Filmen om Leonard Cohens kærlighedseventyr med Marianne Ihlen, historien bag et af århundredets mest rørende kærlighedssange, ”So long, Marianne” fra 1969, hviler på et postulat. For den handler ikke om en kærlighed mellem to mennesker. Den handler om en kunstner ved navn Leonard Cohen – og så også sådan lidt om en muse.

Men når den alligevel er mere end blot værd at se, så er det ikke kun, fordi den er rørende, opkvikkende trist og smuk. Men også fordi den så utvetydigt skræller lag af myterne. Om 1960’ernes frigørelse, om frisind, om de unge kunstnere på Chelsea Hotel, om de mandlige sangere, der blev lydsiden for en hel generations længsler. For meget frihed fik folk til at gå for langt. Paradis blev til helvede, frie børn blev til bæltefikserede unge.

Instruktøren Nick Broomfield, der sjoskede rundt i det tabloide i sin dokumentarfilm om Whitney Houston, træder her mere nænsomt og andægtigt. Han kendte Marianne Ihlen fra kunstnerkollektivet på den græske ø Hydra, og han var tydeligt betaget af den mørke Cohen.

Marianne bliver aldrig mere end musen. Interessant på grund af sit navns nu udødelige klang. Men det er ikke den bredmundede, blonde norske kvinde, der interesserer. Det er den arketypiske kvindefigur, der tændte Cohens glød. At hun selv næsten slukkedes på grund af ham, at hendes søn endte sine dage på den lukkede i Oslo, det fortoner sig. Selv hendes dødsleje, der er med i dokumentaren, bliver ikke hendes. Det bliver hans. Cohen skrev et brev til hende – efter 40 års fravær, da hun skulle dø – der blev bragt i verdens aviser.

”Jeg er bare lidt bag ved dig, tæt nok på til at tage din hånd. Denne gamle krop har givet op, ligesom din har.”

Det er bevægende, at det umulige og uligeværdige forhold ender med forsonende poesi. Men det skurrer, og filmen skurrer med. Fordi den fastholder Marianne i en birolle. Den spillede hun også, endda i sit eget liv. Det er en elskerinde, en muse, der er på plakaten. Det er en inspirationskilde, der dør af leukæmi. Ikke en mor, ikke en kvinde, knap nok et individ.

Musen som figur passer ikke ind i vor tid. Musen er så kønsspecifik, en inkarnation af alle de attributter, der traditionelt er tillagt det kvindelige. Underdanig, givende, selvudslettende. Men selvfølgelig findes hun, hun lever, også i dag, selvom man forsøger at skamme hende ud. Og nu får hun et filmisk testamente. Og det, der først skurrer, ender godt, at Nick Broomfield fokuserer på Leonard Cohen og glemmer Marianne Ihlen undervejs. Det er at være tro mod historien, ikke forsøge at genskabe den i vor tids kønsbillede.

”Marianne & Leonard: Words of Love” er en eviggyldig og ensidig kærlighedshistorie, indsigtsfuld, bevægende og med en lydside, der gløder af Cohens livgivende melankoli.