Hvis man zoomer ind eller har gode øjne, kan man se refleksionen fra et vindue i et hareøje, der uudgrundeligt og vedholdende har været beviset på verdens dybde gennem 500 år. Akvarellen af en ung hare er et af verdenskunstens ikoner. Dyrets eksistens rummer en nærhed og vågenhed på grund af blikket og detaljerigdommen i pelsen.
Men mest af alt bobler det indvendigt i kroppen, fordi det er synligt, at kunstneren – og Albrecht Dürer er det – har gjort sit arbejde ud af noget, jeg i mangel på andre ord vil kalde kærlighed. Det er ikke konger og sværdslag, det gælder i motivet, men noget så intimt som en vårhare. Billedet falder meget i tråd med lidenheden af et par andre akvareller af lidt ukrudt og løvetand eller en tyrs mule fra Dürers hånd, der i øjeblikket kan ses på Wiens vidunderlige museum Albertina. ”Spitzenklasse”, så absolut, og måske en af de sidste gange vi får lov at nærkigge værket i udstillingssammenhæng. Dürers papirarbejder har taget turen gennem fem århundreder, vandfarverne tåler ikke så meget lys, hvis de skal holde til år 2519.
Albrecht Dürer blev født i 1471 i Nürnberg, Tyskland, hans far var guldsmed, og selvom hans mor fødte knap en snes børn, levede kun tre ind i ungdommen, børnedødeligheden var ekstrem. Familien kom fra Ungarn til Nürnberg, og bynavnet Ajtós flyttede med som efternavn. ”Ajtó” betyder dør. ”Tür” hedder det på tysk, og ”Dürer” kom ad udtalens og dialektens vej til som familienavn, og unge Albrecht blev en af de mest talentfulde og indflydelsesrige kunstnere nord for Alperne. Og – sagde man dengang – også den smukkeste mand nord for Alperne, hvilket ses i selvportrætterne.
Kunstnerens stil var flamboyant, han havde langt, velplejet hår og skæg, gik i pels, hvilket var uvant for andre end adelen, og i det hele taget havde han en selvbevidsthed omkring sin kunnen og sit fag, hvis lige næppe var set før. Han indførte et logo på sine tegninger, ”AD”, der også må siges at være en usædvanlig ting, noget som en af hans moderne beundrere, Andy Warhol, satte på spidsen med hele sit kunstnerskab: branding.
I det første rum på den omfangsrige udstilling i den østrigske hovedstad møder vi en håndtegning, et selvportræt af kunstneren som 13-årig, gjort med sølvstift, så ingen linjer ville kunne rettes. Det er ikke en børnetegning, men et fuldmodent mesterværk. Faderen kunne se, at talentet var i særklasse, og Albrecht fik frie hænder til at uddanne sig som maler i stedet for at videreføre den ellers indbringende guldsmedeforretning.
Kunstneren havde allerede på det tidspunkt lært det nyttige i kunsthåndværket, filigranteknikkerne mestrede han tidligt, og det blev til de utroligste detaljerede kobberstik og træsnit, vi både kan nyde og lære af i dag. Han tog italienske mestres arbejde til et nyt niveau rent teknisk, når han kopierede den italienske maler Andrea Mantegnas arbejde. I Wien får vi lov at se det hele udfolde sig langsomt og med pondus. Man mærker tiden og mesterskabet, men ser også, hvilken natur og tankemønstre der optog kunstneren i hans samtid.
Museet Albertina ejer selv 140 værker, de fleste stammer helt tilbage fra Dürers tid, og kataloget meddeler os derfor, at han egentlig er den første kurator på samlingen. Den nyeste opdagelse i værket er erkendelsen af, at de berømte akvareller var Dürers ”showcase”, som han kunne vise potentielle kunder i sin blomstrende kunstneriske forretning.
Ukrudt forgår ikke så let, når det er Dürer, der har tegnet og malet det, og mesterskabet kunne derfor studeres af mulige kunder forud for bestillingsarbejder. Efter sigende var kunstneren ikke glad for at male olie på lærred, selvom der findes så mange vidunderlige billeder signeret ”AD”. Han brugte ikke assistenter i sit værksted, som vi kender det fra italienske og nederlandske mestre, men var måske et år om at færdiggøre et værk. Det tog tid fra hans kerneforretning, som var at mangfoldiggøre sin kunnen og kunst via trykteknikker som træsnit og kobberstik. Ingen nåede hans mesterskab i grafisk kunst, og arbejderne blev set og købt af hundreder af velstående klienter.
Albrecht Dürer kunne også bytte sig vej gennem Europa på sine rejser. Kunsten var et betalingsmiddel, han dyrkede ikke blot kunstens motiver, men hele dens associerede område, handel og vandel, og nysgerrighed over for virkeligheden omkring ham. På den måde var han ikke fyrstemaler eller begrænset i sin udfoldelse, men en slags ”storyteller”. I Nürnbergs gader gik han omkring og fandt mennesketyper, opmålte dem og gav dermed sin praksis som kunstner og sine anatomiske studier et ekstra strejf af videnskab. Han var en mystiker i nogle af motiverne, som eksempelvis ”Melancholia” og ”Apokalypsens riddere”, han var teologisk interesseret og tog bestillingsopgaver som henrettelsen af de 10.000 kristne, som kejser Hadrian formentlig udstedte ordren på. Det var Frederick III, kaldet den vise, fra Sachsen, der bestilte maleriet, som kraftfuldt viser Dürer selv i centrum og i samtale med en skriftklog, mens menneskemasserne lever, lider og dør omkring dem i hobetal.
De fleste af Albrecht Dürers kendte mesterværker er til skue på udstillingen. De bedende hænder, han tegnede så gribende og enkelt, er også et ikon i vor kulturhistorie. Den grønne passion kaldes et andet værk, der på indfarvet papir i 11 tegninger viser Kristi lidelseshistorie og korsfæstelse. Kompositionerne er magiske, og dog synes det at være dagligdagen, der rykker ind på os, måske fordi Albrecht Dürer er en af de få, der på den tid havde et bevidst forhold til sin egen krop i kunsten.
Det var ikke noget, han blot studerede gennem antikkens klassiske optik eller som livløse aktstudier. Han dannede sig efter sit eget billede, og som 28-årig tegnede han et af kunsthistoriens mest fantastiske nøgenstudier, et selvportræt, hvor han formentlig efter sit morgentoilette iført hårnet ser sig selv an i spejlet, som kunne han gå direkte gennem tiderne og være skuespiller i en Hollywood-produktion. Hvad har han tænkt på, den gode Albrecht? Det lysende geni synes at gennemstråle hans kød og blod. Blikket rækker ud mod os og ind mod ham selv. Ganske som ungharens for os uskyldige blik pludselig fremstår som en gådefuld refleksion i universet, der rummer langt mere stof end et sort hul i vores stadigt ekspanderende solsystem.
Hvis man vil se det ypperste i kunsten netop nu, er det bladet på en nælde sat på papir af Albrecht Dürer i Wien. Eller hans berømte næsehorn fra 1515. Eller andre af de over 200 værker, der vises af kunstneren, der døde som 56-årig og efterlod hjemstavnen i chok over tabet af en kunstner, der forandrede sin samtids blik og lyst til verden. Og vores.8