Maleren John Kørner er af store dele af den danske presse blevet kritiseret for sit bidrag til kunstudstillingen U-turn i København. På U-turn deltager John Kørner med et maleriprojekt, der omhandler de 16 danske soldater, der er døde under det danske engagement i Afghanistan. John Kørners 16 malerier er navngivet efter de 16 faldne soldater, og Kørner omtaler i øvrigt disse dødsfald som problemer og den danske Afghanistan-indsats som fuldstændig idiotisk. I et nyligt interview i Berlingske Tidende forholder John Kørner sig til kritikken. Om sine bevæggrunde for at lave et projekt om Afghanistan-indsatsen udtaler han:
Det er ikke min hensigt eller rolle som kunstner at gå ind og diskutere, hvorfor vi er med i krigen, snarere at skildre det menneskelige tab.
Man må imidlertid konstatere, at John Kørner med sin klare stillingtagen har bevæget sig ind på et felt, hvor han ikke længere med god ret kan forlange, at det bliver taget for pålydende, at hans ærinde udelukkende er at skildre Afghanistan-indsatsens menneskelige omkostninger. John Kørner har overskredet kunstens domæne og er ude i et politiserende stormløb mod den danske Afghanistan-indsats. Dette understreges yderligere af, at John Kørner vedvarende omtaler indsatsen som en krig.
Hvad, der synes fuldstændig at have forbigået John Kørners opmærksomhed enten på grund af fuldstændig fraværende research af det emne, han beskæftiger sig med, eller som et udslag af bevidst politiseren, er, at den danske og internationale indsats i Afghanistan har bund i et FN-mandat.
Et mandat, der blev forlænget af FNs Sikkerhedsråd i september i år. Samtlige 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet stemte i øvrigt for en forlængelse af Afghanistan-mandatet. At John Kørner vedvarende kalder Afghanistan-indsatsen en krig bliver derfor en smule enerverende i længden. Med sin mangelfulde research af sit emne, sine vedvarende forsimplinger og udeladelse af fakta kommer John Kørner til at fremstå som en kliche på en kunstner, der ønsker at bringe samfundsrelevante emner til diskussion, men ikke formår det.
Fordi den afgørende seriøsitet ikke er til stede i det kunstneriske projekt til for alvor at blive taget alvorligt i en offentlig debat, hvor kvalitetskravene er de selvsamme til kunstnere som til enhver anden debattør.