Prøv avisen
Udstilling

90 kloge, modige og filosofiske værker af Per Kirkeby

5 stjerner
Per Kirkeby arbejder i lag, men man skal også holde sig for øje, hvor mange niveauer han opererer med konceptuelt, når han maler: filosofiske, æstetiske, litterære. Det er kloge billeder, skriver Lisbeth Bonde om værkerne på udstillingen. 0”Hytten”, 1968/Louisiana Museum of Modern Art. Foto: Louisiana Museum of Modern Art

Heart i Herning viser 90 af Per Kirkebys højst seværdige værker fra 1960'erne og til 1989. Nogle af dem er lånt i lokale samlinger og er aldrig set offentligt. Udstillingen slutter der, hvor Per Kirkebys interesse for tro bliver vakt

Så snart man scanner sin billet, skydes de store glasdøre automatisk til side, og man træder ind i udstillingen. Heart, som er tegnet af den amerikanske arkitekt Steven Holl, er et højteknologisk hus på heden.

Et lyst og meget rummeligt hus med disse hvide, blødt modulerede lofter, der refererer til skjorterne, som Aage Damgaards i sin tid producerede i den gamle skjortefabrik vis-a-vis museet. Der, hvor Hernings lange mellemværende med samtidskunsten begyndte. Indgangen til udstillingen blokeres imidlertid af en helt ny, massiv murstensskulptur af Per Kirkeby.

3500 røde mursten skulle der til for at opføre skulpturen, oplyser museet. Mureren er i gang med at vandskure den med sit pudsebræt. Alt skal stå funklende klart til om aftenen.

Den skrøbelige kunstner Per Kirkeby tager turen til Herning til åbningen. Skitsen til murstensskulpturen minder om en mæanderbort med dens specielle vinkelbugtninger, men når man møder den i virkeligheden, tager den sig mere ud som en stor, lukket billedport med små ”nicher” inde i siderne. En symbolsk spærring. Tæppefald?

Det er ikke nogen tilfældig blokade. Også billederne strejker og vil ikke helt være ved sig selv. Per Kirkeby er en antiklassisk billedkunstner, der er gået hen og blevet en klassiker. Hans spontan-abstrakte, jordfarveulmende motiver bliver konstant blokeret af stakitter, træhuses ”grid”, træer og skabeloner - de sidste klippede han tidstypisk ud af magasinpressens glittede modesider dengang i tresserne. Vi kommer aldrig rigtig ind i billedet. Det er hele hensigten med disse selvpålagte benspænd at forhindre det. For skulle man være med på beatet, dengang fluxus og popkunst var toneangivende - og det ville den dengang intensivt eksperimenterende Per Kirkeby være, som i 1964 sideløbende med en markant kunstnerkarriere afsluttede sine naturhistoriske studier med et speciale i arktisk kvartærsgeologi - så var man billedstormer. Man var fræk, modig og gik planken ud.

I 1960'erne var det yt, bagstræberisk og patetisk at male. Også fordi det ikke var en kollektiv proces, men maleriet var - og er - netop et individuelt medie, hvilket ikke var i overensstemmelse med tidens dyrkelse af det kollektive. Derfor gjorde Per Kirkeby en dyd ud af at angribe og ødelægge billedets illusion som et vindue ud mod verden eller som bærer af et følelsesmæssigt aftryk. Det skete, efter at han i 1962 havde banket på Eks-Skolens dør, fordi han gerne ville lave en radering på ”brødrenes” trykpresse. Inde på Kobberstiksamlingen var han blevet inspireret af de gamle mestre, og nu ville han gerne selv i gang. Fra da af var intet som før - og dansk kunsthistorie heller ikke.

Fra mødet med Poul Gernes og konsorter og et kvart århundrede frem kæmper han med billedet. Han vil gerne være på bølgelængde med tidsånden, så han må ødelægge udsigten til sine egne billeder - affortrylle dem, så de fremtræder som det, de er: malerier, fysiske ting, firkantede MDF-plader eller lærreder med malingens fluidum størknet på fladen. Maleriet bliver hans kampzone både formelt og eksistentielt, og den gamle byzantinske billedstrid mellem ikonodulerne (billeddyrkerne) og ikonoklasterne (billedstormerne) udkæmpes med stadig større indædthed på fladen.

At Per Kirkeby arbejder i lag, det ved de fleste. Men man skal også holde sig for øje, hvor mange niveauer han opererer med konceptuelt, når han maler: filosofiske, æstetiske, litterære. Det er kloge billeder. Det er modige billeder. Det har været Per Kirkebys evige credo på den ene side at dyrke og nyde maleakten og på den anden side konstant at måtte straffe sig selv og billedet ved at nedbryde det. Det er der kommet nye billeder ud af. Nordiske billeder i dialog med den abstrakte ekspressionisme og CoBrA, men konceptuelt rundet af tresseravantgarden.

Lad os se lidt på den aktuelle udstilling, som også omfatter et stort antal vidunderlige bronzemodeller, især rummer den diminutive bronzemodel til hans første murstensskulptur, ”Huset i Ikast” fra 1973, en poetisk charme. Den færdige murstensskulptur kan ses otte-ni kilometer fra Heart. Han begynder på sine murstensskulpturer efter en rejse til Sydamerika, hvor han bliver inspireret af maya-arkitekturen.

Der er i øvrigt en lokal vinkel på udstillingen: Flere værker stammer fra private samlinger og fra Herning Handelsskole (i dag Erhvervsakademiet MidtVest), eftersom mange Herning-borgere tidligt fik øjnene op for den kunstneriske avantgarde, inspireret af, hvad der foregik på skjortefabrikken. Kunsthandlere som Svend Hansen og Birthe Skovhus hjalp billederne ud til publikum. Det er interessant at se disse ”ukendte” billeder, der dog ikke føjer nyt til Kirkebys i forvejen gennemlyste ”oeuvre”.

Kvinden og det erotiske er en klangbund under næsten alle Kirkebys motiver. Et af hovedværkerne er det mægtige ”Paris' Dom” fra 1966 (366 x 366 cm, tilhører Arken). Det forestiller et vidunderligt arkadisk landskab. Men udsigten spærres af en tempelagtig, grå-hvid bygning med lodrette ”grid”. Titlen adresserer dette kendte mytologiske motiv, som Rubens, J.-L. David, vores egen Harald Giersing og mange andre kunstnere har skildret i tidens løb.

Man aner nogle figurative elementer i det let kaotiske naturvildnis, men de træder aldrig i karakter. Myten handler om billedets fristelse. Ligesom Helena fristede menneskesønnen Paris til at kåre Afrodite som verdens smukkeste kvinde - hvorved han vandt den endnu smukkere Helena - ligeså med billedet, der på den ene side forsøger at lokke os hid med sit fascinerende landskab og på den anden side holder os ude i strakt arm. For Kirkeby foregår alt det vigtige inde i midten af billedet. Der, hvor vi alle gerne vil ind. I det ægte billede.

kultur@k.dk

”Huset i Ikast”, 1973/HEART Foto: Lars Bay
”Paris' Dom”, 1966/Arken Museum for Moderne Kunst