Prøv avisen
Interview

Kunstnerkollektiv formidler tungens tale

I Kunsthal Aarhus' ”Collective making” er ”Slavs and Tatars” hovednavn. Det var dem, der i høj grad var med til at inspirere tidligere kunstfaglig leder Joasia Krysa til programmet. Her er det Payam Sharifi (tv) og Kasia Korczak (th) med en gruppe assistenter bagved. - Foto: Jens Møller/Kunsthal Aarhus

Ny udstilling i Kunsthal Aarhus - ”Stongue” - sætter fokus på sprog som en metode til at bygge bro mellem mennesker. Polsk-iransk ægtepar er bagmænd

I kælderen i Kunsthal Aarhus hænger fra loftet en række mandshøje tæpper i sort og hvid. De er prydede med tegninger af den afdøde russiske digter og billedkunstner Vladimir Majakovskij, og samlet bærer de det tvetydige navn ”Love Letters,” der både betyder ”kærlighedsbreve” og ”elsk bogstaver”.

Og så er de en del af udstillingen ”Stongue,” der siden i onsdags har fyldt Kunsthal Aarhus' fem rum med installationskunst. Tæpperne i kælderen skal symbolisere, hvordan sprog kan bruges i politisk magt, og dermed slår værket også tonen an for udstillingen, der netop kredser om sprog.

”Siden begyndelsen af det 20. århundrede har idéen om 'et nyt menneske' eksisteret. Et menneske, der er industrialist og videnskabeligt funderet, og som ikke længere har brug for tradition, religion eller håndværk. Men det synspunkt gør lige så blind, som hvis man er religiøs fundamentalist, for det betyder jo, at der er nogen, man ser ned på. Derfor har vi som mennesker brug for at forstå hinanden bedre, og her er sproget en måde, hvorpå vi kan bygge bro,” fortæller iraneren Payam Sharifi, der er en del af kunstnerkollektivet bag, Slavs and Tatars.

Kollektivets udstilling udgør tredje del af Kunsthal Aarhus' to-årige program ”Collective making,” som fokuserer på samarbejdende kunstnere.

Også i stueetagen på Kunsthal Aarhus er der tale om samarbejde, men af sproglig art. Her er ét af rummene dedikeret til et persisk tæppe i hvide, grå og blå nuancer omgivet af en cirkel af højttalere, som på uygurisk, tysk, polsk, arabisk, gælisk og dansk gengiver et uddrag af det tyrkiske epos ”Kutadgu Bilig” (”Visdommen om kongens ære”).

Det betyder en summen af stemmer, så man i de første mange sekunder har svært ved at finde hoved og hale i den fortælling, som handler om taler og tunger.

Og netop tungen er essentiel for det talte sprog, men værket vil også sætte fokus på det at forstå, fortæller Payam Sharifi.

”Når der er én, der snakker hen over en anden, kan det virke uhøfligt. Men her er det i stedet generøst, for det handler ikke om at afbryde, men om at oversætte, så det skaber forståelse,” siger han.

”Stongue” - en kombination af ordene ”tongue” (engelsk for ”tunge”, red.) og ”stung” (engelsk for ”stukket”, red.) - består af i alt 11 værker, man som publikum kan se på, lytte til eller røre ved. I tre af dem går tæpperne igen, for Slavs and Tatars vil gerne opfordre publikum til at sætte sig på de bløde områder og reflektere over kunsten, livet og verden.

”Gæstfrihed er enormt vigtig for os. Udstillingen skal være et sted, du kan indtage og være en del af. Vi vil gerne samle folk, for det hele handler om at dele sprog med hinanden og se, hvor det kan føre os hen,” forklarer Payam Sharifi.

Han uddyber, at tæppet ligeledes er et håndværk, der symboliserer den anonyme kunstner og udfordrer fore-stillingen om kunsten som noget individuelt og egoistisk:

”Du spørger ikke, hvem der har lavet en bogstand eller et persisk tæppe. For håndværk er anonymt. Og da vi er et kunstnerkollektiv, forsøger vi jo netop at sætte fokus på, at kunst ikke kun er noget, individet skaber.”