Mens andre satte deres børn godt til rette i en bus for at køre til danskerkolonier på sydeuropæiske campingpladser, smed eventyrerne og forfatterne Hjalte Tin og Nina Rasmussen deres små poder, Ida og Emil, op bag på motorcyklerne og kørte til Sydamerika og det vilde Østen.
Det kunne man læse om i deres første bøger, der udkom i 1980’erne, og parret rejser stadig rundt til destinationer, som de færreste har besøgt. Det var vanvittigt eventyrligt dengang, og det er det stadig som i deres nye bog ”Dem der blev. En rejse i Syrien til kurdernes ukendte revolution”.
Her fortæller de om kurdernes revolution i Syrien, om dem, der blev tilbage, og om hvordan det almindelige liv går videre, og troen på, at samfundet kan ændres, lever.
Det er ikke første gang, at Hjalte Tin og Nina Rasmussen beskæftiger sig med det kurdiske folk. Det tæller 40 millioner, er verdens største uden eget land og lever i det område, man kalder Kurdistan, der er spredt ud mellem Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Nina Rasmussen gjorde det i ”Alene i Iran” (1999), hvor hun fortalte om sit møde med kurderne i Iran, og i en fælles bog fortalte parret i ”Rejsen til landet, der ikke findes” (2004) om en lang rejse hos kurderne gennem Tyrkiet, Irak og Syrien i den optimistiske sommer, efter Saddam Hussein var blevet væltet.
Som forfatterne skriver i forordet, så er deres bog en fortælling om, hvad de så, hvad de hørte, og hvad de følte. Og dermed undsiger de sig de objektivitetskriterier, som journalisten og udenrigskorrespondenten normalt er underlagt, og måske ville disse hævde, at denne skildring af de ukuelige kurderes revolution er lidt for naiv og optimistisk. Men det er forfatternes personlige syn, hvilket de gør rede for, og så kan man være enig eller lade være.
De to forfattere skiftes til at fortælle, og det fungerer godt. Mens Hjalte Tin er den mere faktuelle historiker, er Nina Rasmussen antropologen, der primært vinkler på folkeliv og fortællinger om kvinder – og de søger begge nysgerrigt samtalen. Hos både høj og lav. De er ikke kun rejst ud for at møde magthavere og oprørsledere, men for at møde de helt almindelige mennesker i en bog, der består af interviews, reportager, fotografier og grundige indføringer i kurdernes historie.
Men det er møderne, mellem mennesker og kulturer, som står dem nærmest, og som står stærkest i bogen. De mestrer om nogen den amerikanske journalist Gay Taleses art of hanging out – som Nina Rasmussen et sted skriver: ”Egentlig kan jeg bedre lide at sidde og sludre og se, hvad folk har lyst til at fortælle mig.”
Det er svært at finde deres projekt andet end sympatisk, oplysende og smittende, selvom man kan diskutere detaljeringsgraden, snittet mellem det personlige og det faktuelle, samt hvor mange gange man skal have at vide, at man sidder på gulvet i Syrien og bruger det flade brød som bestik. Men som den syriske forfatter Taha Khalil citeres for i bogen: ”I stedet for at rejse væk, at tage til Europa, prøver vi at bygge noget op her, vi må gøre noget. Nogle gange lykkes det ikke, men så har vi æren af forsøget!”. Hjalte Tin og Nina Rasmussen lykkes et langt stykke hen ad vejen – og æren for at forsøge at sætte fokus på de kurdere, der ikke rejste til Europa, men som blev i Syrien og kæmpede, kan man ikke tage fra dem.