”Ingen fatter mistanke til kvinder!”. Ordene falder i et ærkebritisk tea room i de sidste dage af 1945, hvor en krig er sluttet, men verden skælver på springet til nye. Sagt af den russisk-jødiske Sonya (Tereza Srbova) klinger ordene nok af feminisme. Sonya forsøger at presse den unge Joan Stanley (Sophie Cookson) til at aflevere endnu flere fortrolighedsstemplede papirer fra sit arbejde som fysiker i Englands hemmelige atomforskningsenhed.
Men ordene er hule, for det er netop kvindelige klichéer som følsomhed, forelskelse og kontroltab, der gør ”En spions bekendelser” til en letbenet omgang husmorkrimi, hvor de fleste ansatser til moralsk og eksistentiel konfession underkendes af et klichébåret kærlighedsdrama.
Den ældre Joan (Judi Dench) står i sin forhave i årtusindets sidste år, klipper lidt af prydbusken, inden hun trækker ind i den hyggelige stue til te. Fortiden banker på døren i skikkelse af to betjente fra MI5 – den britiske efterretningstjeneste. Hun bliver anholdt for landsforræderi, for at være KGB-informant under og efter verdenskrigen. Og sådan klipper filmen, fra Denchs ældre Joans lange blik ud i intetheden i forhørslokalet til den unge Joans energiske skridt. Gennem Cambridges fysiklaboratorier i 1938 til flugten til Australien efter krigens afslutning.
Baseret på den virkelige historie, der bjergtog pressen i 1999, er ”En spions bekendelser” nok en pacifisme-inklinerende affære, selvom den taber det personlige opgør, eller oprør, undervejs.
For det virkelig interessante og komplicerede både moralske og eksistentielle spørgsmål om, hvorvidt Joan kan tilgive sig selv eller forsone sig med sine handlinger, om hun skal tilgives eller sones, forbliver ikke blot ubesvaret.
”En spions bekendelser” tør slet ikke gå ind i bekendelserne, men forbliver i kærlighedsdramaet. Selvom instruktør Trevor Nunn forsøger at slå et slag for, at Joan videregav atominformationer til det daværende USSR af altruistiske årsager, får vi som publikum kun lov til at opleve alt, hvad hun gør, som et resultat af forelskelse. Derfor bliver den påklistrede snak om medmenneskelighed, om en verden i balance og om fred ikke til andet end pligtstof. Det er her, Judi Dench kunne give dramaet dybde, men de korte scener med hende udnyttes ikke i den retning.
I stedet svælges der i forelskelsens scener, i unge Joans betagelse af den rebelske russiske sabotør Leo (Tom Hughes), i hendes følelser for den gifte fysikprofessor Max (Stephen Campbelle Moore).
Leo kalder Joan ”min lille kammerat”. Og ”En spions bekendelser” falder i diminutivets egen faslagte fælde. Joan forbliver en naiv sekretær. Er man flink, kan man sige, at ungdomsscenerne overordentligt godt formår at mime den unge forelskelses skær af naivitet. Men det er nu snarere, at manuskriptet ikke formår at hæve sig over en gammeldags tv-series konventioner om, hvordan en ung, bly pige falder for en politisk og snarrådig smuk mand.
”Hvordan kan vi leve med det?”, spørger Joan. Hun får aldrig lov at svare.