Tarek Omar er uddannet historiker og journalist på dagbladet Politiken. Han debuterede som skønlitterær forfatter i 2011 med romanen ”MuhameDANEREN”. Johan Forsby er medejer af et kommunikationsbureau og laver musik under navnet Jooks. Sammen har de nu skrevet romanen ”Sønner af mænd”.
”Sønner af mænd”, ja, det er de fleste drenge vel. Men måske er det, hvad titlen fortæller, de ikke er, de her sønner, som man skal opholde sig ved: de er for eksempel ikke sønner af guder, selvom fædrene på hver deres måde opfører sig sådan.
Nej, de er sønner af mænd, helt almindelige, forskellige mænd, med hver deres svagheder og forstokketheder, og det er de svagheder, som de nu voksne sønner på hver deres måder skal magte. Ligesom de tre unge mænd billedligt talt skal bevæge sig fra rollen som søn til rollen som selvstændigt, ansvarligt væsen.
De to forfattere har fundet tre hovedpersoner, tre unge, på hver sin måde identitetssvage mænd, som ikke har så let ved at få livet til at give mening. Salahdin er den bløde mand, tæt knyttet til sin retarderede teenagesøster, søn af en palæstinensisk patriark, som synes, det lyder bedre, at sønnen er læge, selv om han rent faktisk er sygeplejerske på Riget. Salahdin er ham, der bare vil passe ind, ham, der kan høre på den ene racistiske bemærkning efter den anden uden at kny. Malthe er nyuddannet, arbejdsløs historiker uden mange seriøse tanker i hovedet. Den første akademiker i familien, hans far er værftsarbejder og har øjensynligt intet tilovers for sønnen og hans ”kvindagtige” ageren.
Victor bor i Børkop, han er netop kommet ud fra psykiatrisk efter en længere indlæggelse/dom. Hans mor har taget livet af sig, hans far ligger for døden og har glemt alt, og hvem skal nu overtage fars virksomhed, hvis ikke Victor?
Men Victor vil ikke andet end at finde et sted at få fred. I romanen følger vi kapitelvis disse tre mænd i hver sin dagligdag, til de ved et syret tilfælde bringes sammen i en bus, som Malthe har kapret for at komme til Berlin!
Men er det så en god roman? Nej, det synes jeg ikke. Ikke fordi emnet ikke er spændende, tværtimod har vi brug for at vide meget mere om den slags unge mænd, som forfatterne her peger på, men som det formidles her, havde jeg langt hellere læst om det i en serie velresearchede artikler.
Forfatterne har gjort deres research, de kender de forskellige miljøer, men derfra og så til at formidle det i form af en roman, der er faktisk langt. Mit største problem med romanen er, at personerne ikke får lov selv at komme til orde eller langsomt opstå som karakterer i min bevidsthed. Dels får jeg hele tiden scenarierne beskrevet ned til mindste detalje, dels får jeg også serveret, hvad personerne tænker og føler.
Se for eksempel på denne lille beskrivelse: Salahdin har været til svømmetræning med sin søster. ”Salahdin trækker en lilla Hello Kitty-trøje over hovedet på Aya, da træneren kommer hen og stiller sig ved den brune træbænk i omklædningsrummet”.
Hvorfor er det vigtigt lige her, at Ayas trøje er lilla? Er det vigtigt? Hvorfor skal jeg vide, at træbænken er brun? Jeg ved det ikke, men den fornemmelse jeg får, er, at der ikke er noget, der har mere betydning end andet, fordi alt tildeles cirka samme omhu i beskrivelsen. Det giver mig også en oplevelse af at føle mig madet, at jeg skal have alt fortalt og forklaret.
Kort efter ovennævnte citat kommer en omstændelig forklaring på Ayas hjertelidelse, som man igen kunne have overvejet nødvendigheden af. Alt for mange steder bliver det skåret ud i pap, hvad jeg som læser skal tænke og mene, som for eksempel her, hvor Malthes storesøster kommer ind i det cigaret- og sojalyslugtende (mor har dyrket aromaterapi i 1990'erne, har vi lige fået at vide) forstadshjem: ”Hun ser godt ud, som hun valser hen og kysser hver af de tre på kinden. Selv Malthes far kan ikke lade være med at grynte over en så vellykket legemliggørelse af hans og morens monotone udfoldelser i halvandenmandssengen fra Daells Bolighus.”
På et tidspunkt bliver Malthe slået ned: ”Da han vender sig om, står fem fuldvoksne tyske fodboldfans med nationens farver plasket ud på fodboldtrøjer trukket over udspændte maver og stirrer på ham.”
Igen kunne man overveje om detaljerne (og her tilmed bogstavrimene) gør beskrivelsen mere levende eller faktisk får den til at stivne. Det er ganske simpelt ikke muligt for romanens personer at slippe fri af fortællernes let sarkastiske beskrivelser og sammenfatninger, som i min optik kvæler de tiltag, der er til, at en roman, som også kunne komme lidt bag på forfatterne selv, kunne folde sig ud.