”Jeg har ikke haft en underbevidsthed siden 2004.”
Sådan lyder en af de uforglemmelige og morsomme replikker i DR-serien ”Guru”, der handler om alt det nonsens, som bliver sagt og skrevet om selvudvikling og i seks afsnit følger Andreas Mertz. Han er selvudnævnt ”life coach” og er efter nogle år i København flyttet tilbage til fødebyen Silkeborg, hvor han ikke bare har tænkt sig at tjene penge på at få nogle af silkeborgenserne til at ”Gå selv”, men også på at få hele byen til at gøre det. Det handler om fornyet selvtillid, om modet til at sige sit gamle liv op, om re-branding i både lille og stor skala.
Det er Simon Kvamm, som har fået ideen til serien og selv spiller Mertz, der passer på alle fordommene om en moderne jysk forretningsmand med smart brille, lille dynejakke og ankelsokker. Men han er ikke bare en pengefikseret kyniker, der gerne bruger sin troskyldige ven og også den netop afdøde Bette-Jan, som han mobbede i skoletiden, til at omskrive fortiden, så der kan kapitaliseres i nutiden og fremtiden. Han er også en ubefæstet sjæl, og da hans selvhjælpsbog udkommer, og der ved en fejl står ”Anders Mertz” og ikke ”Andreas Mertz” på omslaget, så skifter han da bare navn. Det er jo billigere end at trække hele oplaget tilbage. Så nu hedder han Anders og fortæller alle potentielle kunder, at det er et udtryk for hans vilje til at blive dén, han virkelig vil være.
Hans motto er ikke for ingenting ”Gå selv”, der minder om ”Gå glip”, som er titlen på en af Svend Brinkmanns bøger. Han er da også krediteret som konsulent på ”Guru”, og i dét ligger en velgørende selvironi. For hele Danmarks psykolog viser med sin medvirken til seriens tilblivelse, at han ikke er blind for, hvor mange penge der er i at levere livsråd i kortform.
Det ved Mertz i hvert fald, og da hans ven, en SFO-medarbejder og familiefar, skæver lidt til en ung kvinde, ser han sit snit til at ændre hans liv ud fra sine principper. Han skal ”Gå selv”, og det samme skal fodboldklubben Silkeborg IF, som han bliver coach for. Deres maskot er en odder, mens FC Midtjylland har en ulv. Et rigtigt rovdyr og ikke en kedelig planteæder, mener Mertz. Da én til mødet på stadion påpeger, at en odder faktisk også er et rovdyr, affejer Mertz ham, og på den måde former ”Guru” sig som en mørk komedie, og selvom serien minder om britiske “The Office”, har den også en egen dansk ånd.
Portrætterne af mennesker i provinsen og af den jyske form for urbanitet er lige på kornet, og det samme er signalementet af tidens selvhjælpsbølge, hvor indsigt er noget, man køber sig til. Og selv Mertz betaler for den hos en anden guru, kosteligt spillet af Frederik Cilius, der rabler afsindigheder af vulgær nietzscheansk tilsnit af sig og for eksempel spørger Mertz: ”Har du tænkt over, at man også kan være præsten i sit eget liv?”
De pointer formidler Mertz direkte videre til sine kunder, som var pointerne hans egne, og Kvamm spiller ham med en effektiv blanding af det latterlige, det farlige og ikke mindst det sørgelige. For Mertz er i bund og grund et barn, der føler sig udenfor og ikke kan finde en ægte måde at være i verden på. Han er u-autentisk, for nu at blive i hans egen selvhjælpslingo. Eller som en ung kvinde siger til ham, da han slår en latter op til sin boglancering:
”Hvorfor griner du på den der måde? Fake. Det lyder ikke, som om du griner rigtigt.”
Som life coach og pengemand har Mertz dog fundet en form for mening med sit liv, men hvor ”Guru” fungerer fremragende som tåkrummende situationskomik – når Mertz gang på gang manipulerer eller bliver afsløret – har den noget sværere ved at finde fodfæste som fortælling. Og det kan da også godt være, at pointen om, at selvhjælpsindustrien er drevet af overfladiske, pengegriske og sjæletomme stakler er en forenkling og en kliché. Men når Mertz medvirker i et kort indslag på TV Midtvest og siden kalder det en ”dokumentar”, eller når han allierer sig med superkrejleren Allan Dinesen, der har forlaget ”Alladin” – sikke et smart navn! – så er det altså virkelig skægt. Når morsomhederne sidder side om side med pinlighederne. Eller indimellem blandes sammen. Og det er dér, ”Guru” fungerer allerbedst.