Digteren Rumi levede fra 1207 til 1273 og skrev næsten 30.000 vers. Rumi var muslim, men hans tanker har også vundet gehør hos læsere, der ikke er muslimer. Det gælder således Ole Grünbaum, der har oversat mange af Rumis vers til prosa fra engelsksprogede udgaver. Den fyldige kildeliste vidner om, at forfatteren er velorienteret i stoffet om den nok betydeligste muslimske digter.
Rumis vigtigste inspirationskilde hed Shams, men denne vismands skæbne og skikkelse bliver som oftest blot strejfet i omtaler af Rumi. Grünbaum vil med sin store bog øve en retfærdighedsgerning mod Shams. Og i fortællingen om de to mænds venskab kan Grünbaum slippe sit digteriske potentiale løs og skildre Shams som den mystagog, der indvier Rumi i skelsættende erkendelser.
”Ud af intet kommer du gående”, skrev Jørgen Gustava Brandt i et kærlighedsdigt, og ud af ørkensandets intethed dukker Shams en dag op i Rumis liv. De slår følgeskab i en periode og på vej gennem Syrien, Tyrkiet og Armenien prædiker, kommenterer og fabulerer Shams. Og det er et uddrag af denne virksomhed, som Rumi satte på vers og dermed bragte videre til eftertiden.
Shams selv skrev ikke noget ned, og er der nimbus over vismænd og tilbøjelighed til kåring af profeter, så hørte Shams til en ganske anden kategori: ”Han taler kun ansigt-til-ansigt og vil ikke citeres, for det er kun ham selv der kan vurdere, hvem han skal tale til og hvem han skal tie over for”. Men Shams er slet ikke i tvivl om, at han i Rumi har fundet den rigtige elev: ”Hvis jeg skulle kysse dine fødder, ville jeg være bange for, at mine øjenvipper kunne give din fod en rift og gøre dig ondt.”
Af forordet fremgår det også, at Grünbaum har haft personlige grunde til at skrive bogen, idet han fremhæver en fornemmelse, som han kalder ”oceanisk”. Ifølge Ole Grünbaum handler det om at blive grebet af en ordløs evighed, som Shams altså stod som formidler af. Og Shams krediteres da også for de mest forrygende almindeligheder: ”Når hjertets dør åbnes, finder du hele universet i dig selv. Når du kender dig selv, kender du alt.”
Shams selv bliver sammenlignet med en druepresse: ”Ind kommer forskellige individer, som for eksempel Rumi, og hvis de lader ham gøre det han kan og vil, kommer de ud som den sødeste sirup. Den samme sirup (kærlighed) i alle.”
Shams undervisning er ikke kompliceret og beror på følgende enkle princip: ”Se, sådan har jeg det. Du kan også få det sådan.”
Og mange sider senere bliver denne tankegang uddybet:
”Der er ingen tvivl om, at man kan indoptage en anden persons væsen, hvis man er i tæt kontakt med denne person og altid er sammen med vedkommende. Hvis man bruger sin tid på at se på halm, bliver man kvalt i tørhed. Hvis man ser på grønt og roser, vil en frodighed slå ud i en. Din ven trækker dig ind i hans univers.”
Grünbaum fremkommer undervejs med en række bombastiske angreb på kristendommen, herunder at den i middelalderen afskaffede filosofi og videnskab, hvorimod islam repræsenterede et åndehul og et fristed for anderledes troende og tænkende. Historikere som for eksempel Rodney Stark har for længst tilbagevist den fremstilling, ligesom det er et smukkeseret billede af muslimers profet Muhammed, bogen tegner.
I vismanden Shams’ øjne er Muhammed imidlertid et ideal, der med sine ord og gerninger kan skabe en positiv tilnærmelse mellem verdens religioner: Vi tror jo i virkeligheden på den samme Gud. Da Shams skal besøge en kristen, bliver han af muslimer bebrejdet besøget, eftersom kristne er vantro. Shams svar lyder: ”Nej, han er muslim i sit skjulte hjerte, for han har overgivet sig til Gud. ’Islam’ betyder jo at overgive sig.”
For læseren er det ikke helt så let at overgive sig til denne omgang religiøse bavl. Grünbaum alluderer i titlen til det arabiske mesterværk ”Tusind og en nat”, der jo handler om en sultan, som har myrdet alle sine koner efter bryllupsnatten. Den kloge Sheherazade redder imidlertid livet ved at fortælle sultanen spændende eventyr hver eneste aften.
Men havde Sheherazade i stedet genfortalt beretningerne om Rumi og Shams, så havde hun med sikkerhed fået samme skæbne som sultanens andre hustruer.