Kvinde er kvinde værst i serie om 1970'ernes amerikanske ligestillingskamp

Cate Blanchett er blændende som ultrakonservativ husmor i steamingtjenesten HBOs ”Mrs. America”

Det hele emmer af 1970’erne i ”Mrs. America”, hvor Cate Blanchett er blændende i rollen som Phyllis Schlafly. – Foto: HBO.
Det hele emmer af 1970’erne i ”Mrs. America”, hvor Cate Blanchett er blændende i rollen som Phyllis Schlafly. – Foto: HBO.

”Ingen kan lide feminister, selv ikke demokraterne,” siger Fred Schlafly til sin hustru, Phyllis.

Hun smiler: ”Det er sandt, dem er der ikke meget sjov ved.”

De to udgør et republikansk powerpar i HBO-serien ”Mrs. America”, der er baseret på virkelige personer og begivenheder i 1970’ernes begyndelse, hvor amerikanske politikere interesserede sig for Sovjetunionen, Vietnam og Nixon og bestemt ikke for feminisme, minoriteters rettigheder og ”den slags”.

Det gør Schlafly-parret heller ikke. Han er en stenrig advokat, og hun passer det store hus og børnene. Men i sin fritid skriver hun også bøger og udgiver et lige så konservativt nyhedsbrev til ligesindede husmødre i Midtvesten.

Men da et lovforslag om ligestilling mellem kønnene sendes til godkendelse i delstaterne, det såkaldte Equal Rights Amendment, bliver hun en af ligestillingskampens mest indædte modstandere: en hårdnakket forsvarer af kvinders ret til at blive hjemme og for retten til at træffe dét valg uden at blive udskammet af den nye bevægelse.

Cate Blanchett er blændende i rollen som Phyllis Schlafly i velsiddende rosa antræk med perfekt opsat hår, rank holdning og det store, kridhvide ”all american smile”. Om hende står en sval skønhed, men i glimt også en grå træthed. Det kræver sit at føre kampe i offentligheden og samtidig køre en husholdning, hvor muffins og brød skal være perfekte, og man altid – lyst eller ulyst – skal være klar til at gå i seng med sin mand. Hun lider med andre ord under den kvinderolle, hun ønsker, skal bestå.

Som Schlaflys antitese står en række kvinder, der kæmper for ligestillingsloven, ikke mindst Shirley Chisholm, der fører kampagne for at blive landets første sorte og første kvindelige præsident. Andre kæmper mod abortloven, endnu andre for lesbiskes rettigheder, men da de tvinges til at gøre fælles politisk front, vælger de den smukke Gloria Steinem som talskvinde.

På den måde går de med på mændenes regler, underlægger sig det mandlige blik, og det knager og brager af samme grund i bevægelsens ledelse. Det gør det nu også i Schlaflys lejr, hvor forsamlingen af kvinder mod ligestillingsloven huser ekstremistiske og racistiske elementer. Dem vil Schlaflys nærmeste veninde have ud, men Schlafly er kyniker nok til at beholde dem. De har mange andre kvinder bag sig, og man aner problemerne forude, ligesom Schlaflys påstande om, at kvinder efter indførelsen af en ligestillingslov vil blive sendt i krig side om side med mændene, nok gør sig godt på tv, men ikke har noget hold i virkeligheden og er dømt til at blive afsløret.

”Mrs. America” diskuterer altså aktuelle problemer som fake news, men gør det uden at reducere Schlafly til et uhyre. Hun er en begavet, veluddannet kvinde, der bare spiller spillet, sådan som mænd har gjort det i århundreder. Og hun kæmper sin kamp, fordi det er den, hun er opdraget til at kæmpe, præcis som modstanderne på den anden side er et udtryk for deres baggrund.

Serien er også troværdig i sit tidsportræt – fra tøjet over frisurerne og møblerne til musikken – det hele emmer af 1970’erne, og selvom virkelighedens Schlafly, Steinem og Chisholm er dramatiserede og spidsvinklede, fremstår de som mennesker af kød og blod og er, på hver deres måde, Mrs. America.

Men det er Schlafly, der stjæler billedet, og Blanchett er suveræn i rollen og lykkes med at få seerne – i hvert fald mig – til at sympatisere med hende. Det er seriens store bedrift, men den er også lovlig forsimplende i sin måde at skildre motiver og drivkræfter bag hver enkelt kvinde på, og fornemmelsen af historietime bliver indimellem lidt for meget.

Men ”Mrs. America” fungerer helt overordnet og fortæller et endnu ikke afsluttet kapitel i USA’s historie, hvor kvinder må finde sig i at blive befamlet og undervurderet, hvor sorte og homoseksuelle diskrimineres, og hvor politikerne – gamle hvide mænd med cigarer – er sene til at gå ind i sagerne og forstå, hvad der rører sig. Og dengang havde de altså den fascinerende, begavede mrs. Schlafly, der fyldte 92 i år, på deres side. Uden hende var udviklingen frem mod ligestilling gået meget hurtigere. Hvilket hun nok vil tage som en kompliment.