God fortælling om kvindelig feltpræst går for meget i tomgang

Susanne Lykkes ”Pige på mission” fortæller meget om en tilværelse omgivet af krig og død, men som roman har bogen svært ved at komme i luften

God fortælling om kvindelig feltpræst går for meget i tomgang

Hvordan er det at arbejde som kvindelig feltpræst blandt 450 mænd? Et udførligt svar på det spørgsmål giver Susanne Lykke i ”Pige på mission. Krigsroman”, der foregår i Camp Nordlys i Pinusien, en fiktiv lokalitet.

I det hele taget er romanen angiveligt fiktion. Men en særdeles virkelighedsnær en af slagsen – skabt, som den er, på baggrund af grundig research, blandt andet i form af interviews med danske veteraner, der har været udsendt til Afghanistan, Irak og Bosnien. Den troværdige ramme er styrken i bogen. Men som roman har den svært ved at komme i luften.

Når hovedpersonen, den unge præst Elly, stiller sig til rådighed for en mission i det meget fremmede, er det som udgangspunkt et personligt frigørelsesforsøg. Hun, præstedatteren, synes, at hele hendes liv er foregået i kirken – nu vil hun gerne se ud af andre vinduer end de kirkelige. Også for dermed at markere sig både over for faderen samt den kæreste, som hun bryder med.

Af denne bliver hun betegnet som rebelsk, hvad der får hende til at tænke på forfatteren Jakob Knudsen, der ligeledes gik sine egne veje – mod strømmen. Parallellen til Knudsen optræder flere gange, men fører ikke rigtigt til noget.

Susanne Lykke skildrer hverdagen i Camp Nordlys med den altid nærværende død, de barske erfaringer og soldaternes reaktioner. Også Elly udsættes chokerende for krigen på nærmeste hold.

Vi følger hende i præste- arbejdet, i forbindelse med gudstjenester og ved samtaler, herunder de svære, hendes forsøg med sociale arrangementer for at skabe fællesskab og nærvær – som i en menighed. Hun opnår god kontakt med soldaterne – og gør erfaringer med det problematiske i at være kvinde i en mandsverden. Det beskrives altsammen overbevisende.

Det samme gør den svære omstilling efter hjemsendelsen, dette at skulle vænne sig til en tilværelse, der i al sin fredelighed virker uvant, noget i den situation så fjernt som en almindelig dansk dagligdag.

Det psykiske pres, som Elly har levet under, gør hende sårbar. Hun skal vænne sig til det normale – der efter tiden midt i en krig virker unormalt. Hun beder Gud give sig lyset tilbage, det hun har mistet. Og mere lys mister hun, da et spirende kærlighedsforhold ender tragisk.

Uanset, hvor troværdig bogen er, mangler den noget. Et episk drive. For mange passager er i tomgamg. Og bortset fra Elly fremtræder personerne ikke som meget mere end navne. Men man får god besked om tilværelsen i en camp omgivet af krig og død.8