Den, der bedriver videnskab, kalder vi for en videnskabsmand. Vores sprogbrug afslører, hvordan man i en ikke særlig fjern fortid har tænkt forholdet mellem videnskab og køn. Videnskaben var et mandligt anliggende. Man kunne slet ikke forestille sig, at en kvinde kunne tænke videnskabeligt og dermed rationelt og logisk. I dag ved vi heldigvis bedre, og hvordan vi er kommet til det, er en hel historie for sig.
LÆS OGSÅ: Hjerte og smerte
Skal man fortælle denne historie, kan man, som forfatteren Stig Dalager har gjort det i romanen Det blå lys, passende begynde med kemikeren Marie Curie. Hun fik ikke mindre end to nobelpriser for sin epokegørende forskning. Det var i 1903 og 1911. Hun var med til at finde og karakterisere de to grundstoffer polonium og radium og dannede ordet radioaktiv.
Dalager lader sin historie begynde ved slutningen af Marie Curies liv, hvor hun er afkræftet af anæmi og påvirket af 35 års omgang med sundhedsfarlige, radioaktive stoffer. Fra sygelejet går turen forfra i hendes liv, der følges fra barndommen og kronologisk fremad. Hun vokser op i Polen, hvor moderen dør, mens Marie Curie endnu er barn.
Det afsætter en følelse af tab i hende, som flere gange i løbet af hendes liv hensætter hende i depressive tilstande. Men Marie står det hele igennem.
Efter studentereksamen med første karakter og nogle år som privatlærer og guvernante kommer hun til Sorbonne-universitetet i Paris. Det er et af de eneste steder i verden, hvor kvinder kan deltage i undervisningen. Hun læser som en gal og er ved at dø af mangel på føde hun glemmer at spise, så optaget er hun af sine studier.
I Paris møder hun også sin kommende mand Pierre Curie. De er hjertevenner i udvidet forstand. De elsker inderligt hinanden og er begge lidenskabeligt optaget af videnskaben, som de ivrigt diskuterer. Han finder i hende en kvinde, som han ikke troede eksisterede, nemlig én, man kan tale videnskab med. Under kummerlige vilkår, i et gammelt, utæt skur, laver de sammen de eksperimenter, der fører frem til opdagelsen af polonium og radium. En opdagelse, som de idealistisk og uegennyttigt ikke slår økonomisk plat på, men offentliggør, så den kan komme alle til gode.
Men opdagelsen fører også de to frem til rollen som verdenskendte forskerstjerner. Det er en rolle, som ingen af dem bryder sig om, da de hellere vil bruge deres liv og tid på forskning. Og det er en rolle, der bliver fatal for Marie, da hun efter Pierres ulykkelige død har et forhold til en ny mand. Så kommer medierne efter hende og fordømmer hende.
De store træk af Marie Curies liv kender man måske nok i forvejen, men her præsenteres man også for hendes livs kærlighed til tre mænd og et fædreland. Dalager formår på ubesværet måde at få Maries livshistorie med, så man ser hende som et helt menneske. Desuden får han sat hendes liv ind i en historisk ramme, så man forstår hendes baggrund i det russisk besatte Polen og i et Frankrig, som både rummer et stort frisind, men også racistiske, nationalistiske og antifeministiske kræfter. Marie bliver offer for disse kræfter polsk indvandrer og kvinde, som hun er.
Dalager skriver let og flydende en interessant videnskabshistorie med et menneskeligt ansigt. Hvor original hans roman er, skal jeg ikke kunne sige, da jeg ikke er velbevandret i hans kilder, men levende bliver Marie Curie da. Og hendes lidenskabelige og idealistiske (kvinde-) liv og fordomsfrie oplysningstankegang bliver også til et forbillede, læseren kan spejle sig i.
Hun finder således sin plads i den meget lange række af romanbiografier om store kvindeskæbner, som har set dagens lys, siden Dorrit Willumsen og Helle Stangerup for alvor tog fat i begyndelsen af 1980erne med Madame Tussaud og prinsesse Christine. Kvinder kan lyse med og uden mænd. Det viser Curies liv og glorværdige eftermæle.