Der er for tiden stor interesse for det modernistiske gennembrud i de to første tiår af det 20. århundrede, hvor kunsten forvandlede sig radikalt og fik helt nye udtryk. Både i Tyskland og Frankrig blev der skabt nye kreative sammenslutninger, der fik afgørende indflydelse på kunsten i Skandinavien.
På det seneste har man i Danmark kunnet se udstillinger med en række af de centrale skikkelser i det modernistiske opbrud på udstillingerne ”Forvandlinger” og ”Edvard Weie”, ligesom Louisiana-museet har vist den modernistiske pioner Paula Modersohn-Becker. Den kvindelige tyske maler med de prægnante selvportrætter deler fødselsår med den svenske kunstner Agnes Cleve, som for tiden vises på Øregaard Museum. Også hun med billeder af stor prægnans.
Agnes Cleve (1876-1951) hører til den første store modernistiske generation i Sverige og er en af de markante kvindelige kunstnere i tiden, der manifesterer sig på lige fod med de mandlige kolleger. Ja, mere end det. Agnes Cleve sætter sig ikke bare igennem kunstnerisk, men også erotisk og familiemæssigt, hvor hun det meste af sit liv lever i et kreativt ”kammeratægteskab” med den 13 år yngre John Andersson, der under signaturen ”Jon-And” blandt andet skaber satiretegninger og scenografi til svensk presse og teater.
Endskønt Agnes Cleve i tiden var en central skikkelse i nordisk malerkunst - hun arbejdede blandt andre sammen det verdensberømte kunstnerpar Gabriele Münter og Wassily Kandinsky - har hun ikke opnået en særlig stærk position i svensk kunsthistorie. Det skyldes ikke, at hun var kvinde. Flere af hendes samtidige svenske medsøstre inden for malerkunsten, Vera Nilsson og Matisse-eleverne Sigrid Hjertén og Siri Derkert, fremstår i dag som mere markante navne. Det hænger blandt andet sammen med, at deres kunst blev erhvervet af de offentlige samlinger og dermed kanoniseret musealt, mens Agnes Cleve mest solgte til private kunder.
Men det seneste årti er der skabt fornyet interesse for Agnes Cleve. Ikke uden grund. Cleves maleri og grafik er vital og kraftfuld i udtrykket, og hun skaber sine egne personlige fortolkninger af tidens internationale strømninger: kubisme, fauvisme og ekspressionisme, og kombinerer, som andre kvindelige kunstnere i epoken, de transnationale stiltræk med et stærkt selvbillede. Agnes Cleve var en viljestærk kvinde med et kosmopolitisk udsyn og en selvfølgelig tilgang til det forhold, at kvinder er ligestillede med mænd, kunstnerisk, politisk og privat.
Det havde Agnes Cleve også de bedste forudsætninger for. Hun var barn af en akademisk og intellektuel vidtspændende familie fra universitetsbyen Uppsala, og både hun og hendes søskende blev opdraget til at tænke selv og skabe deres egne karrierer i et kosmopolitisk miljø. Hun blev uddannet på Valands Målarskola i Göteborg, der var kendt for at undervise både mandlige og kvindelige elever i et frit og diskuterende miljø. I 1901 giftede Agnes Cleve sig med en jurist og fik to børn, men lod sig skille 10 år senere, fordi hun ville realisere sit kunstneriske potentiale og ikke ønskede at leve i et patriarkalsk domineret forhold. I stedet indgik hun et kunstnerægteskab med ”Jon-And”, og de gav sig til at rejse rundt i Europa og til New York, hvor parret blev kendt i kunstnerkredse.
Parrets mange rejser førte dem også til København, der - ligesom Stockholm under Første Verdenskrig - blev et slags kunstnerisk fristed med masser af kapital og kunstnere på flugt fra det krigshærgende Europa. Agnes Cleve udstillede sammen med Jon-And på Den Frie Udstilling i 1919, lige da krigen var slut. Nu er hendes værker igen tilbage i Danmark. Det er godt. Både fordi de er værd at se i egen ret og som del af de radikale nytolkninger af kunsten, der fandt sted i begyndelsen af det 20. århundrede.
Agnes Cleve var elev af symbolisten Carl Wilhelmson, og hendes tidlige arbejde ligner andet nordisk stemningsmaleri i tiden. Men efter rejserne til det centrale Europa tager hun hurtigt et spring ind i kubismen og ekspressionismen, hvor billedfladen sprænges og farverne hvirvles op i dynamiske kompositioner.
Den rytmiske udtrykskraft og retoriske overbevisning i hendes billeder parres med en psykologisk sans for det selvbevidst kvindelige og det genuint menneskelige i hendes portrætter. De tyske ekspressionisters dyrkelse af primitivismen ses tydeligt i hendes grafiske arbejder, der også vidner om hendes sanselige tilgang til krop og kærlighed.
I 1930'erne bliver Agnes Cleve, som adskillige andre i tiden, optaget af den urbane industri, ikke mindst i Stockholm, og hun giver sig til at male rygende skorstene, broer, fabrikker og kraner, formidlet med summarisk enkelhed og talent for dramatikken i kompositionerne. Der er noget rastløst over Agnes Cleves liv og værk. De mange, mange rejser og stadige opbrud, som selv ikke to verdenskrige kunne standse hende i. Verden, kunsten og menneskene skulle tydeligvis tages ind og som stadigt nye udtryk.
Som billedskabende er det, som om hun meget hurtigt aflurer en stil i det kunstneriske potentiale og omsætter det. Hendes kunst kommer derfor til at virke paradoksal. På den ene side desintegreret og virrende ud i mange retninger - ikke ulig J.F. Willumsen herhjemme - og på den anden side vidner den om en stærk personlig integritet. Agnes Cleve sætter sin signatur i verden. Det er givende at få hende ind i billedet, selvom hun ikke falder på plads i det. Det er også et klart modernistisk kendetegn.
Som biografisk appendiks kan man lægge til, at Teddy Brunius, der en årrække var professor ved Kunsthistorie ved Københavns Universitet, var nevø til Agnes Cleve. Han har skrevet indlevet om hendes og Jon-Ands liv og kunst i kataloget, der også byder på en nyttig artikel af Annelie Tuveros om Agnes Cleves rolle som frigjort feminist i datidens europæiske smeltedigel af køn og kunst.
kultur@k.dk