Ældre litteratur nyintroduceres for tiden gennem genudgivelser og oversættelser. Og i langt de fleste tilfælde er der tale om værker af kvindelige forfattere – danske så vel som udenlandske.
Tidligere i år talte man om ”Tove-feberen,” da Tove Ditlevsen (1917-1976) stormede frem i genudgivelser og som inspiration til flere teaterforestillinger. Og både hun og Agnes Henningsen (1868-1962) er begge lige nu aktuelle i Gyldendals klassikerserie. Dea Trier Mørchs roman ”Vinterbørn” om fødende kvinder på Rigshospitalet fra 1976 blev genudgivet i 2016, og hendes grafiske værker er vist på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk på en velbesøgt udstilling. Det er blot nogle få danske eksempler. Fra udlandet introduceres forfatterinder for tiden aktivt til det danske marked gennem oversættelser. Blandt andre Shahrnush Parsipurs skildring af fem kvinders liv i 1950’ernes Iran i romanen ”Kvinder uden mænd” fra 1984. Den er blevet så populær, at den få uger efter udgivelsen allerede er udsolgt fra forlaget med et nyt stort oplag på vej.
Digteren Mette Moestrup, som har studeret litteratur-historie, har selv været med til at introducere udenlandske forfattere til danskerne de seneste par år. I 2015 oversatte hun sammen med forfatter Olga Ravn romanen ”Glasklokken” af den amerikanske forfatter Sylvia Plath (1932-1963) om en ung piges kamp med sig selv og sine omgivelser.
Mette Moestrup forudså dengang, at tendensen med at reintroducere kvindelige forfattere kun ville fortsætte, og at både læsere og forlag ville tage imod den. Og med de mange efterfølgende eksempler på både genudgivelser af gamle danske forfattere og oversættelser af udenlandske må hun siges at have fået ret.
Men hvor kommer interessen fra? For hende selv som oversætter er der tale om con amore-projekter: oversættelser, man insisterer på at lave, fordi man synes, en forfatterstemme mangler i den danske debat og litteraturkanon.
”Der er rigtig mange, som allerede har tænkt nogle af de tanker, som virker nye i dag. Når vi i litteraturen diskuterer, hvem der er vigtig at læse, bliver de samme værker og forfattere nævnt gang på gang, og de samme udelades. Oversættelser og genudgivelser er potentiel kanonkritik og en måde at skabe en ny kanon på. Der er mange forfattere, der står i kø for at blive opdaget og diskuteret i vores nutid. At det tilfældigvis er kvinder, der kommer op som de primære eksempler, er jo, fordi det typisk er dem, der er blevet overset i litteraturhistorien. Og uden deres indsigt diskuterer man på nogle reducerede præmisser,” siger Mette Moestrup.
Ud over forlag og oversætteres egne interesser i at forme litteraturkanonen peger Mette Moestrup også på en tendens blandt læserne, der forstærker interessen for kvindelige forfattere, nemlig en generel fornyet interesse for kønsspørgsmål.
”Når vi genlæser bøger som eksempelvis ’Glasklokken’, kan vi se en radikal kritik af traditionelle kønsroller, som stadig er relevant for os i dag. Interessen for feministisk litteratur er generelt steget markant, siden jeg selv skrev om køn og seksualitet i 2002 i digtsamlingen ’Golden Delicious’. På det tidspunkt var der ikke så mange, der gad beskæftige sig med det, men nu er de yngre forfattere begyndt, og verdens yngre generationer finder noget i gamle tekster, som føles relevant for den verden, de orienterer sig i. Feminismen er blevet så populær nu, at den faktisk er mainstream,” siger Mette Moestrup og henviser til, at man i dag kan købe feministiske slagord på alt fra T-shirts til kaffekopper og sminketasker.
Elisabeth Friis er ph.d. i litteraturvidenskab og lektor ved Lunds Universitet. Hun genkender også den fornyede opmærksomhed på klassiske kvindelige forfattere og på emner som køn og krop.
”Det er meget mere på dagsordenen nu, end det har været i lang tid. Bevidstheden om køn gør jo, at de her forfattere bliver meget inter-essante at læse igen. Fordi de skriver om køn og kvindeliv og alt det, som kvindebevægelsen tog fat på i sin tid. At alt, der er privat, også er politisk. Det er politisk, at jeg skal hente børn i børnehaven, og hvem der laver mad derhjemme,” siger hun.
Men var sådan en som Tove Ditlevsen overhovedet feminist?
”Hun var helt sikkert ikke en del af rødstrømpebevægelsen, men hun blev jo læst af arbejderkvinder. Hun skildrede virkeligheden fra et kvindeperspektiv, og da hun i sin tid blev begravet, fulgte alle kvinder fra Vesterbro efter ligvognen. Hun skrev til og om dem på en måde, de kunne forstå. Derfor er hun en del af det, selvom hun aldrig ville identificere sig med det. Hun har også om nogen bragt barnets perspektiv ind i litteraturen – det var ikke noget, mandlige forfattere gad beskæftige sig med. Derfor er hun en foregangskvinde, der repræsenterer en skildring af hverdagens kvindeunivers, og hun og de andre i samme gruppe præsenterer os for klassiske problemstillinger, som vi også har brug for at bearbejde i dag.”
Elisabeth Friis peger også på forfatternes formsprog og modtagelse på den litterære scene som en forklaring på, hvorfor de taler til læsere flere årtier senere.
”Mange af dem lavede en form for bekendelseslitteratur. De skrev om sig selv, hverdagsliv og oplevelser med fødsler, børn, sminke og kærestesorger. På den fine litterære scene blev de ikke taget godt imod. Vita Andersens arbejde blev for eksempel kaldt for ’menstruationslyrik’ af Dan Turéll. Men i dag er de yngre generationer ikke flasket op med, at det ikke er ’fint’ at læse dem,” siger Elisabeth Friis.
Selvom kvindelige forfattere er blevet overset i litteraturhistorien, og det i en vis udstrækning er på sin plads, at man tager dem frem i lyset igen, skal man gøre det med omtanke. Det mener Kathrine Maria Amann, cand.mag. i litteraturvidenskab og teater- og litteraturanmelder her ved avisen.
For nylig anmeldte hun portrætbogen ”Maske og menneske – Asta Nielsen og hendes tid” om stumfilmlegenden Asta Nielsen. I sin anmeldelse udtrykte hun bekymring over, hvorvidt moderne akademisk queerteori (teori om køn og seksualitet, red.) har taget over og trængt Asta Nielsens tidsbundne stemme i baggrunden, idet hun mener, at bogens forfatter, Lotte Thrane, bruger Asta Nielsen som afsæt for sin egen ”bannerførende kønskonstruktivisme”. Portrætbogen maler ifølge Kathrine Maria Amann et billede af filmkunstens første store stjerne som en foregangsfeminist ud fra hendes konstante leg med grænserne mellem det mas-kuline og feminine. Men den androgyne stil var i højere grad udtryk for 1920’ernes legesyge mode, mere end den var et bevidst politisk opgør med kønsroller, mener Kathrine Maria Amann.
”Måske ville det derfor være mere passende, hvis bogen i stedet for ’Asta Nielsen og hendes tid’ havde båret undertitlen ’Asta Nielsen og vores tid’,” skrev Amann i sin anmeldelse.
”Det, at ville genskrive his-torien om nogle af de her kvindelige ikoner, så de passer ind i nogle nutidige normer og akademiske modefænomener som queerteori og feminisme, skal man være varsom med. Der er en tendens til at tillægge dem en kønspolitisk dagsorden, alene fordi de var kvinder. Tove Ditlevsen var for eksempel overhovedet ikke feminist. Hun tog afstand fra kvindebevægelsen og var meget småborgerlig. Hun kaldte sin tids 1970’er-feminister for frådende bulldogs. Det er måske ikke ligefrem et overgreb at sætte folk som hende i denne bås, men så i hvert fald en fejllæsning af nogle af dem og af den tid, de skrev sig ind i,” siger Kathrine Maria Amann.
Hvorfor kan man ikke læse og tolke tekster, som man vil?
”Det står også enhver frit at gøre. Men problematikken lægger sig i forlængelse af den generelle bestræbelse på at renvaske historien. Vi ser det i flere forskellige udformninger for tiden i forhold til kunsten – senest med censurering af Halfdan Rasmussen. Man renskurer historien for fortidens fejl, i dette tilfælde for historiske problematiske kvindesyn. Vi må erkende, at det var en del af historien, at man så på kvinder på en bestemt måde, og mange af de kvindelige forfattere indskrev sig også i det kvindesyn, der herskede på deres tid. I bestræbelsen på at forskønne og omskrive mister man fornemmelsen for den tid og for den kollektive historie, der giver overblikket over, hvorfor vi er, som vi er, og hvor vi kommer fra. Det er ikke særlig gavnligt at bortcensurere historien på den måde.”
Elisabeth Friis fra Lunds Universitet forstår godt kritikken, men er langtfra enig. Hun fremhæver den amerikanske forfatter Virginia Wolf som eksempel på, at man sagtens kan læse god litteratur af problematiske personer, uden at renvaske de problematiske sider – i Wolfs tilfælde hendes racisme.
”Jeg kan ikke se, hvad der skulle ske ved at aktualisere forfattere. Man kan jo ikke lade, som om man lever i år 1943, når man læser Tove Ditlevsen. Det betyder ikke, at man tvinger litteraturen ned i en boks, den ikke hører til i. Tove Ditlevsen har altid skrevet til og om kvinder. Jeg har hørt argumentet før, at man sætter forfattere ind i en kontekst, de ikke ville have brudt sig om. Men teksten er nu engang teksten, og som læser må man gerne være fuldstændig ligeglad med, om forfatteren ville have syntes om ens måde at læse på,” siger Elisabeth Friis.
Flere af de nævnte eksemp-ler udgives af forlaget Gyldendal i serier, der specifikt fokuserer på genudgivelse af klassikere. Blandt andet er både ”Kvinder uden mænd” og ”Glasklokken” del af Gyldendals ”Skala-serie” under overskriften ”Oversete klassikere”. Indtil videre er 10 bøger udkommet i serien, hvoraf kun to er skrevet af mænd.
Den ene mandlige forfatter, James Baldwin, var en amerikansk forfatter med fokus på homoseksualitet og racehis-torie, og den anden, Jean Genet, var en fransk forfatter, der som ung blev smidt ud af Fremmedlegionen, efter han blev taget på fersk gerning med en anden mand. Julie Paludan-Müller er seniorredaktør hos Gyldendal og medansvarlig for Skala-serien. Også hun nævner, at både den og andre af de nævnte eksempler skriver sig ind i en feministisk bølge, hvor det primært er kvindelige og minoritetsforfattere, der bliver genopdaget.
Hun er ofte blevet spurgt, om Skala-serien er et feministisk projekt. Til det svarer hun, at det er et litteraturhis-torisk projekt, der handler om at genfortælle litteraturhistorien.
”Da jeg startede med at arbejde i forlagsbranchen, fik jeg at vide, at man ikke kunne udgive døde forfattere – og slet ikke nogen, som ikke var kendt i forvejen. Det har heldigvis ændret sig. Men der eksisterer en blindhed i litteraturens verden, som vi som forlag skal være ekstremt opmærksomme på. Litteraturen er ikke et uskyldigt objektivt felt. Der er nogle strukturer, som bestemmer, hvordan forfattere bliver modtaget. Som forlag har vi et ansvar for den historie, vi fortæller, og hvilke bøger vi kalder klassikere. De danske kvindelige forfattere, som har fået renæssance i dag, har været populære i deres samtid, men er ikke blev anerkendt for deres litterære værdi. Det er lidt nedsættende blevet kaldt damelitteratur. Når vi udgiver dem i nye udgaver, signalerer vi, at det er noget af det bedste inden for dansk litteratur, og noget, man bør læse,” siger Julie Paludan-Müller.