Kvindeligt skrig om kolonimagtens forbrydelser

Både kunstmuseet Louisiana og Lunds Konsthall retter nu fokus mod afrikansk kunst. I Lund er resultatet en tankevækkende udstilling med seks udvalgte afrikanske kunstnere om køn og hudfarve

Dette værk af Miriam Syowia Kyambi med titlen "Fracture (I)" er også en del af den aktuelle udstilling "Body Talk".
Dette værk af Miriam Syowia Kyambi med titlen "Fracture (I)" er også en del af den aktuelle udstilling "Body Talk". Foto: Joke Floreal

Der er en kvinde, der råber i Lunds Konsthall. Man hører det repetitive aggressive råb, længe før man møder videoprojektionen. Videoen følger en besynderligt udseende gestalt, ansigtet er rødmalet, hun er iklædt en hvid malerdragt, iklædt hjelm med lygte og høreværn, og hun trækker en vogn med en samling grene efter sig gennem Bruxelles' gader.

Alt imens hun, der hedder Tracey Rose, råber gennem en trafikkegle som megafon. Det er svært at høre, hvad den tydeligvis anfægtede kvinde har på hjerte, men titlen hjælper: ”Je suis/ Patrice/ Lumumba”.

Patrice Lumumba (1925-1961) blev den første lovligt valgte præsident i Den Demokratiske Republik Congo, efter han var med til at vinde uafhængighed fra Belgien i juni 1960 (nej, det er ikke længere tid siden).

Ti uger sad han, inden regeringen blev væltet ved et kup, han blev fængslet og henrettet under aldrig klarlagte omstændigheder, hvor Belgien i alle fald ikke gjorde noget for at forhindre det, måske tværtimod.

Og nu, mere end 50 år senere, går Tracey Rose, født 1974 i Durban, Sydafrika, rundt i Belgiens hovedstad, som også er bygget på Congos værdier, som et rødhovedet spøgelse, et blødende sår, og minder det pæne vestlige land om dets forfærdelige fortidige synder. Det er stærkt.

Udstillingen ”Body Talk - Feminism, Sexuality and the Body in the Work of Six African Women Artists” i Lunds Konsthall falder sjovt nok sammen med, at kunstmuseet Louisiana stiller ind på det store kontinent, nærmere bestemt på den del af Afrika, der ligger syd for Sahara.

Hvor Louisiana på udstillingen, som man kan læse meget mere om her i avisen i morgen, pejler bredt, stiller den lille svenske kunsthal skarpt på seks kvindelige afrikanske kunstnere. De kommer fra vidt forskellige steder, deres kunstneriske praksisser er vidt forskellige, men fælles for dem er, at de arbejder eksplicit med det at være sort og kvinde. Udstillingen er skabt i samarbejde med Wiels, Contemporary Art Center i Bruxelles, og er kurateret af Koyo Kouoh fra Dakar.

Det mest konfrontatoriske værk, som virkelig presser den besøgende til at forholde sig til, hvordan han/hun egentlig ser på og tænker om den sorte kvinde, er skabt af udstillingens ældste deltager, Valérie Oka, født 1967, bosat i Abidjan på Elfenbenskysten. Videoen er en dokumentation af en performance. Vi ser et bur. I buret hænger en rød kokon, og ud af denne kokon vikler der sig en nøgen, sort kvinde. Hun går rundt i buret, kvinden, og hun ser på os.

Vi ser på hende, hendes smukke krop, ligesom deltagerne til performancen gjorde, dem ser vi også på, og den første nysgerrighed afløses af et stigende ubehag og en masse tankegods om mennesker i bur, mennesker, der vurderes og faldbydes til andre mennesker, til påklædte mennesker med magt.

På den ene side er det kvinden i buret, der er den magtesløse, den nøgne og udsatte, på den anden side er det hende, der har magten over os, og vores på én gang lystfulde og skamfulde blikke. Ved siden af bøjer Oka en af de gængse fordomme i neon, når hun spørger: ”Tror du virkelig, at fordi jeg er sort, så boller jeg bedre?”. Så kan man selv tænke over, hvilke kulturelle forestillinger om farve og seksualitet der er blevet kolporteret gennem tiden, og om de stadig har noget at sige.

I det hele taget er det performancevideoerne, der træder frem. Hos Miriam Syowia Kyambi, født 1979 i Nairobi, står man således i det rum, hun performede i, og ser på videoen, der bl.a. handler om at være udspændt mellem den gamle og den nye afrikanske virkelighed.

Flere steder i det lidt vanskeligt tilgængelige katalog refereres der til ”Hottentot Venus”, som var den betegnelse, hvorunder Saartjie Baartman (1789-1815), en Khoi San-kvinde fra det nuværende Sydafrika, blev vist frem i London og Paris.

Her blev hun udstillet som et seksuelt misfoster og som et eksempel på den vilde, sorte, piberygende kvinde. Da hun døde, blev blandt andet hendes kønsdele udstillet på Musée de l'Homme i Paris, hvor de blev opbevaret, indtil Nelson Mandela i 1974 fik de sørgelige rester hjem, så hun kunne få en rigtig begravelse.

Det er klart, at der er en historie, der skal gøres op med, og det er også tydeligt, at den afrikanske kvindelige kunstner skal forholde sig til den vestlige kulturs forestillinger, samtidig med at der også i de enkelte afrikanske lande er mandsregimer og undertrykkelse, som der skal gøres op med.

Man får ikke hele historien i Lund, men man får et par gode smagsprøver.

Tracey Rose er født i 1974 i Durban, Sydafrika, og vandrer i et værk i Lunds Konsthall rundt i Belgiens hovedstad som et rødhovedet spøgelse og minder om fortidens komplicerede forhold mellem hvide og sorte.
Tracey Rose er født i 1974 i Durban, Sydafrika, og vandrer i et værk i Lunds Konsthall rundt i Belgiens hovedstad som et rødhovedet spøgelse og minder om fortidens komplicerede forhold mellem hvide og sorte. Foto: Joke Floreal