For få glimt af kvinden, der tændte lys i mørket

Elisabeth Lyneborgs roman om Karen Jeppe og hendes modige forsøg på at afbøde folkedrab på armenierne er kun delvist forløst

Den nok korteste tale i Folkeforbundets historie blev holdt af Karen Jeppe, en lærerdatter fra Gylling ved Odder, da hun bad om fortsat støtte til sit arbejde blandt armenierne. ”Ja, det er kun et lille lys, men natten er så mørk,” sagde hun – og fik forsat støtte.

”Karen Jeppe – At tænde et lys i mørket” har Elisabeth Lyneborg kaldt sin roman om hende. Den betegnes som dokumentarisk – og det er, hvad den først og fremmest er. Som roman har den nogle svagheder.

Den portrætterede blev født i 1876 og røbede tidligt usædvanlige rige evner. Men endnu mere usædvanlig var den måde, hendes liv formede sig på. Det, der førte til det store vendepunkt, var et foredrag, som hun i 1902 hørte om de grusomme forfølgelser i 1870’erne og igen i 1890’erne af det armenske folk i Osmannerriget – Tyrkiet – ved hvilke omkring 200.000 blev dræbt. Foredragsholderen, den danske forfatter Aage Meyer Benedictson, fortalte blandt andet om de mange nødlidende forældreløse børn. Karen Jeppe blev dybt berørt, men skubbede tragedien fra sig. Hun kunne jo alligevel ikke gøre noget.

Om dette skriver Mogens Højmark fra Gylling lokalhistorie arkiv i forordet. Videre beretter han om, at Karen Jeppe året efter mente at høre en stemme, der sagde, at hun skulle rejse ud for at hjæpe armenierne. Hun kontaktede foreningen De Danske Armeniervenner og blev tilbudt en stilling som lærer på et børnehjem i den tyrkiske by Ufa, hvor hun blev ansat af den tyske orientmission. Hun kom til hjemmet i november 1903 og blev allerede i foråret 1905 dets leder.

Stoffet rummer vældige muligheder for en romanforfatter. Men i Elisabeth Lyneborgs version forløses disse kun delvist. Det er dog under alle omstændigheder af betydning at blive mindet om en kvinde, der på grund af sin modige og uegennyttige indsats for at afbøde det folkedrab, som tyrkerne iværksatte mod armenierne, angiveligt huskes over hele verden, men ikke meget i Danmark.

Karen Jeppe virkede under forhold, der blev mere og mere umulige. Da Tyrkiet gik ind i Første Verdenskrig på tysk side, tog undertrykkelsen af armenierne til, og den tilstræbte udryddelse af dem blev sat i system, for eksempel ved at de blev sendt på dødsmarcher gennem ørkenen. Alt i alt omkom over en million. Men kvinden fra Østjylland fortsatte sit hjælpearbejde i det syriske by Alleppo, hvor en stadigt eksisterende skole for armeniere er opkaldt efter hende, ”Karen Jeppes College”.

Elisabeth Lyneborg fortæller om Karen Jeppe i et enkelt, nedtonet sprog. Men bogen er for fragmentarisk. Og kun i glimt kommer man så tæt på Karen Jeppe, som man forventer at komme på en romanperson. Til de bedste passager hører beskrivelsen af hendes korte og hemmelige forhold til en kurdisk fårehyrde. Endelig giver hun efter for sin gennem mange år tilbageholdte kærlighedslængsel. Men det er en truet lykke, der da også slutter tragisk.