Pia Tafdrup er kendt som en af landets dygtigste lyrikere, og så sent som i foråret udgav hun en samling haikudigte under titlen "Boomerang". Med denne sin anden roman, der bærer titlen "Stjerne uden land", erobrer forfatteren nyt land, nemlig prosaen og nærmere bestemt romanen. Lad det være sagt med det samme. Det er en formidabel god roman. Pia Tafdrup skriver et vidunderligt dansk, små enkle sætninger, der hver gang virker rigtige, lægger sig efter hinanden og pludselig løfter sig op i den høje stil, som så få behersker. Den sproglige lethed, som aldrig er simpel og banal, får rigt modspil af en tematisk tyngde.
Romanen beskæftiger sig med de fundamentale menneskelige relationer: venskab og kærlighedsforhold. Forfatteren arbejder ikke ud fra en på forhånd sammenstrikket filosofi. Hun søger forståelsen af identitet og lidenskab i selve fortællingen. I stedet for at give de sædvanlige letkøbte svar stiller forfatteren sig selv og læseren en række væsentlige spørgsmål.
Mod slutningen af romanen hedder det om fortælleren: "Jeg forsøger at mærke efter, hvad der er rigtigt for mig, forsøger at handle ud fra, hvordan jeg forstår mig selv, men hvem ser mig, som jeg ønsker at blive set?" Netop det spørgsmål er essentielt for forståelsen af romanen og vel også for den enkelte læser.
Fortællingen er let at læse, men ganske kompliceret at redegøre for og umulig at nå til bunds i. Journalisten Sophia er romanens fortæller. Hun bliver opsøgt af den unge kunstner Rebecca, der har forelsket sig hovedkulds i fotografen Andreas. Rebecca føler trang til at betro sig til Sophia og genfortæller sin dramatiske kærlighedshistorie, som den udvikler sig skridt for skridt. Sagen er, at Andreas ikke ser Rebecca, som hun er, men ser i hende billedet af en tidligere elsket kvinde. Han forsøger tilmed at forme Rebecca som denne fortidige kvinde. Til at begynde med går Rebecca frivilligt ind på legen, hun føler, at hun lærer nye sider af sig selv at kende. På et tidspunkt erfarer hun imidlertid, at legen slet ikke er ufarlig, og det ender i en katastrofe.
Det psykologiske spørgsmål, fortælleren stiller læseren, er, hvad der driver Rebecca til at ville overtage en andens personlighed, og hvorfor Andreas ikke kan se Rebecca som den, hun er. Det etiske spørgsmål, fortælleren stiller sig selv, er, hvornår hun bør gribe ind i historien for at hjælpe Rebecca til at forstå alvoren i legen. Fortælleren har kendt Andreas i en årrække, og hun ved også, at det ikke er første gang, Andreas forsøger at forme en ung kvinde efter billedet af en anden.
Det er disse dybt komplicerede relationer mellem mænd og kvinder, der lidenskabeligt elsker hinanden, Pia Tafdrup forsøger at blotlægge i sin poetiske prosa. Et sted i romanen skriver hun om Rebecca: "Andreas havde umærkeligt bragt mig frem til et punkt, hvor hver fiber i mig var strakt til det yderste". Som læser føler man sig ramt af beskrivelsen, for Tafdrup bringer læseren frem til et punkt, hvor hver fiber er strakt til det yderste, og det er virkelig en stor kunst.
Pia Tafdrup: Stjerne uden land. 328 sider. 299 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.
kultur@kristeligt-dagblad.dk