Kvinden i skabet

I sin tredje roman,Et hjem i Mørke, afsøger Katrine Grünfeld angsten for at sige ja

Hvad sker der, når et ungt par flytter fra Vesterbro til Mørke i Jylland?
Hvad sker der, når et ungt par flytter fra Vesterbro til Mørke i Jylland?. Foto: .

Det kan næsten ikke blive mere symbolsk og dog er det en helt almindelig handling: Ungt par flytter fra Vesterbro til Jylland, nærmere bestemt til byen Mørke. Fra det pulserende byliv til en lille uddøende provinsflække med et sort navn.

Sidst Mørke fandt plads i kunstens verden var i 2005, i Jannik Johansens filmgyser Mørke, der bestemt ikke tegnede et flatterende billede af byen. Hvis der er noget gysende over Katrine Grünfelds roman Et hjem i Mørke, så ligger det nu et helt andet sted. Nemlig i de forestillinger, hovedpersonen Pelle, som faktisk er en nogle og trediveårig kvinde, gør sig om det almindelige liv.

Se nu bare forsiden af bogen, hvor myrer fuldstændig uden at vide, at de er durk på vej i døden, flokkes om den trygge lugt af giftiggrøn myrelokkerdåse, namnam, lige i fælden går de! Sådan en myrelokkerdåse a la borgerlig forloren familieidyl vil Pelle ikke i, hele hendes krop er én betændt erindring om, hvor kvælende der er derinde.

Alligevel er hun taget med kæresten Mos (Mogens Thomas) til Mørke, fordi han har arvet sin fars hus og nu agter at bosætte sig i det med en drøm om, at han og Pelle skal befolke huset med unger og høste havens æbler.

Den præmis vil Pelle ikke forholde sig til. Mørke er ikke lige hende, siger hun.

I virkeligheden bor Pelle allerede i mørke. I sit eget mørke. For hende er det mest forsonende ved huset i Mørke, at der er et stort skab.

Andre kvinder ligger i sengen (jeg går og lægger mig Maude) eller låser sig inde på toilettet. Pelle sidder i skabet, når hun føler sig presset. Et sted forstår man det godt, tænk, hvor skønt at sidde i et skab, når der kommer gæster, man egentlig ikke gider, og bare være med på en lytter, mens en anden tager sig af det sociale spil!

Hvis Pelle var en mand, var hun en knudemand. Og Grünfeld, født 1968, har et godt greb om den slags kvinder, som hun skildrer med lige dele ømhed og humor. Som hun også gjorde i 2010 i romanen Sommerferie, hvor hovedpersonen Johanne var så smækfuld af forestillinger om, hvordan det hele skulle være for at være rigtigt, at ingenting blev muligt. Pelle har ingen forestillinger, men hun har modstand. Hun vil ikke overgive sig til nogen, heller ikke til den uproblematiske og kærlige Mos, og derfor er det sikrest at meditere over hans fejl. Hans små fødder!

Der skal formeligt smides en lysbombe ind i mørket for at få Pelle ud af skabet, helt derud, hvor hun bliver nødt til at vælge til. Hvordan det går for sig, skal læseren selv erfare. Det koster at vælge til med hele sit hjerte, det betyder at man kan miste og tabe og såres. Men det betyder også, at man kan leve og elske og give kærlighed videre, at man kan bygge et hjem alle steder, også et hjem i Mørke. Jeg synes, Katrine Grünfeld kommer hjem. Dialogerne kunne være bedre, og jeg tror, hun har mere kant og humor, end hun tør lukke ud af skabet endnu. Det kan man glæde sig til. Efter rejsen Mørke t/r.

kultur@k.dk

Katrine Grünfeld: Et hjem i Mørke. 136 sider. 199 kroner. Gyldendal.