Kvinden uden fortid

Kan man leve et helt liv på en løgn? Det spørgsmål er blot et blandt mange i svenske Majgull Axelssons fængslende roman om holocaust-overleveren Miriam

Majgull Axelsson, født 1947, fik sit store gennembrud som forfatter i Sverige med ”Aprilheksen” fra 1997. Romanen udkom på dansk i 1999, som flere andre af hendes værker siden har gjort, men det store danske publikum har hun endnu ikke fundet vej til. Man kan blot håbe, at det sker med ”Jeg hedder ikke Miriam."
Majgull Axelsson, født 1947, fik sit store gennembrud som forfatter i Sverige med ”Aprilheksen” fra 1997. Romanen udkom på dansk i 1999, som flere andre af hendes værker siden har gjort, men det store danske publikum har hun endnu ikke fundet vej til. Man kan blot håbe, at det sker med ”Jeg hedder ikke Miriam.". Foto: Heikki Saukkomaa.

Miriam har fødselsdag på midsommerdag. Hun bliver 85 år. Vanen tro bliver hun vækket med blomster og gaver af sin familie, der samles omkring hende på sengekanten. Så følger en spadseretur med det voksne barnebarn Camilla og så den traditionsrige frokost i haven med sønnen Thomas og svigerdatteren Katarina og det nyeste skud på stammen, oldebarnet Sixten. Alt ånder tilsyneladende fred og absolut idyl. Lige indtil den gamle dame udbryder, at hun slet ikke hedder Miriam.

Hendes familie mistænker, at det er et udtryk for begyndende demens og slår det hen. De har ingen anelse om, at hun blot er blevet uendelig træt af at tie og smile. Af at bære rundt på sine hemmeligheder alene. Af at leve efter sit Glem det. Glem det. Glem det. Og overlev-motto. Det har hun nemlig gjort i 68 år. Og det må række.

Kvinden med det grå hår og det milde smil, der fylder 85 år midsommerdag og lyder navnet Miriam, hedder rent faktisk Malika. Hun er ikke jøde, som hun hele sit voksne liv har ladet omverdenen forstå. Nok er hun holocaust-overlever. Men hun er sigøjner. Og hun overlevede kun Auschwitz og Ravensbrück ved at skifte tøj og identitet med en afdød jødisk pige.

Da krigen sluttede, kom hun til Sverige med de hvide busser, hvor kvinden Hannah tager hende til sig, og hvor hun gifter sig med hendes bror, da hans kone dør i barselsseng. Det bliver på mange måder et fint og godt liv - men også et liv levet på en løgn, hvor hun har ignoreret sit savn, hvor hun har vænnet sig til blot at ryste på hovedet og jage tankerne om fortiden væk, fordi hun følte sig overbevist om, at tavshed og løgn - trods alt - var mere udholdeligt end de sandheder og løgne, som hun bar rundt på.

”Fuglene vælger flugten. Vi valgte den ikke. Flugten valgte os. Derfor er vi her. I som ikke blev valgt - men stadig har frihed, hjælp os med at være den tunge flugt vi bærer på.”

Således skrev den svenske forfatter Stig Dagerman, og således citerer Majgull Axelsson ham. Og Miriam har aldrig, før nu, bedt nogen om at hjælpe sig med at bære på noget som helst. Hun har båret selv. Hun har ikke delt sin fortid med nogen, hverken sin påståede jødiske eller sin oprindelige sigøjnerfortid, hun har slettet den, og da hun fremmaner den, sætter det en mindre lavine af erindringer og erkendelser i gang hos hende selv og hos hendes familie. Og kvinden, der har tiet og smilet i næsten syv årtier, tager langt om længe bladet fra munden: ”'Nej,' siger Miriam. 'Jeg behøver ikke at forstå. Tværtimod. Jeg er befriet for pligten til at forstå. Jeg har været i helvede, jeg ved, hvordan det er at leve i helvede, og derfor har jeg ikke den mindste smule tilovers for folk, som skaber deres egne små amatørhelveder og derefter går rundt og lader, som om de ikke kan komme fri af dem igen. Det er jo til grin.'”

”Jeg hedder ikke Miriam” løber i to spor. Den er dels en fortælling om Miriams tid i koncentrationslejrene, hvor hun mister alle dem, hun har kær, ikke mindst sin lillebror Didi, der hjemsøger hende resten af livet, og om den første tid i Sverige. Og dels er den en fortælling om Miriams 85-års fødselsdag.

Majgull Axelsson lader elegant og ubesværet sin hovedpersons tanker glide mellem nutid og nær så vel som fjern fortid. Det er ikke altid, at en romanmodel med flere spor holder, fordi man som læser tit og ofte kan se konstruktionen bag, eller fordi man fornemmer, at forfatteren primært har smidt energi og engagement i det ene spor. Men det gælder ikke hos Majgull Axelsson, der med sit fænomenale psykologiske blik for mennesker har lige så kompetent og kærligt et greb om sin unge Miriam som om Miriam den ældre. Og det tungt ladede og højdramatiske stof bliver behandlet i et prunkløst sprog, som formår at integrere de mange faktuelle oplysninger i fiktionen.

Majgull Axelsson, født 1947, fik sit store gennembrud som forfatter i Sverige med ”Aprilheksen” fra 1997. Romanen udkom på dansk i 1999, som flere andre af hendes værker siden har gjort, men det store danske publikum har hun endnu ikke fundet vej til. Man kan blot håbe, at det sker med ”Jeg hedder ikke Miriam”, som i sjælden grad udmærker sig ved sit insisterende nærvær i personskildringerne og ved sin frygtløshed i livtaget med de helt store spørgsmål om identitet og eksistens, løgn og sandhed, skyld og ansvar.

kultur@k.dk