Der er nogle forfattere, der kan skrive, så man selv som læser begynder at tale og tænke anderledes, som om udtryk, tone og sætninger fra bogen bliver en del af ens ordforråd og sætter sig fast. Sådan er det med Lars Saabye Christensen. Han skriver smitsomt. Og smukt. I 2016 vandt han velfortjent Nordisk Råds Litteraturpris for ”Halvbroderen”, og nu udkommer hans nye roman ”Byens spor”, der er første bind af en planlagt trilogi, hvoraf andet bind kommer allerede her i efteråret.
Trilogien blev til, da forfatteren for nylig mistede sin mor og kiggede hendes ting igennem. Her fandt han hendes efterladte notesbøger, fyldt med referater og noter fra de Røde Kors-projekter, hun arbejdede frivilligt på i efterkrigsårene, sammen med en masse andre af Oslos kvinder. Bygget over disse notesbøger har Saabye Christensen skrevet en historisk roman, båret af fortællingen om kvinden Maj, gift med skrantende og venlige Ewald, mor til magre og mærkværdige Jesper – og en hverdags-heltinde på den dér helt stille måde, som nogle kvinder kan være.
Oven på Maj og familien bor den fragile enkefru Vik, der efterstræbes af byens gustne rigmand Olaf Hall, henne i skolen laller lærer Løkke rundt, humanistisk og såret efter et tabt kærlighedsforhold, og hos slagteren kan man få det meste af sandheden at vide. Sidst, men ike mindst, strømmer skøn jazz og triste melodier ud af klaveret fra italieneren Enzo Zanetti, der blev hængende i Oslo, engang et jazzorkester var på gennemrejse.
Men det er Jesper, den magre og stille otteårige dreng, der gør underlige ting, som bærer synsvinklen det meste af romanen. Han er sin mors smertensbarn og skolens særling, og selvom den joviale doktor Lund siger, drengen er ”rask, men følsom”, er der alligevel et eller andet, der ikke er helt rigtigt med Jesper. ”Jeg falder,” fortæller han, hvis han nogensinde snakker, for mest går han rundt med sin ligeledes underlige ven Jostein, der ikke kan høre. Jesper er et sky barn, der betragter og observerer, og han ser og hører alt.
Det er igennem Jespers øjne, at Oslo sidst i 1940’erne bliver vakt til live komplet med sporvogne, vasketøj i vinden, Majorstugan, hvalbøffer i tasken, Frognerparken, Slottet på bakken, Bristol, hvor tømmermændene repareres med en sort kaffe og en grå rejemad, sneen og blæsten og det sjældne lysegrønne forår.
I synsvinkelskift er man på besøg hos bogens andre karakterer, hos både Maj, Ewald og enkefru Vik og hos klaverlærer og pianist Zanetti, der ser Jesper med andre øjne end de bekymrede forældre, lægen og skolesystemet. Zanetti ser kunstneren i Jesper, og forstår hans egenart: ”Den knægt er gjort af det rette stof. Men det er et sart materiale. Det kan gå i stykker lige så let som det kan kaste de skønneste ting af sig. ”
”Byens spor” falder ind i mange kategorier; erindringsroman, historisk roman, ”coming of age”-fortælling og kollektivroman. Set som historisk roman alene fungerer den som en enestående åbning ind til en periode, hvor Norge ligesom hele resten af verden prøvede at rejse sig igen efter Anden Verdenskrig. Hvert kapitel afsluttes med et sirligt og pertentligt referat fra Røde Kors-kvindernes arbejde – med udgangspunkt i de noter, Saabye Christensen fandt efter sin egen mor – som demonstrerer den opofrelse, ordentlighed og følelse af fællesskab, der fik mange til at hjælpe krigens ofre videre i livet:
”14. August forestod Fagerborg afd. af Norsk Røde Kors og for Israelmissionens regning forplejning af ca. 50 tysk-jødiske børn. Aftenen forinden havde medhjælpere smurt madder og gjort andre forberedelser til forplejningen. Børnene var på vej tilbage til Tyskland.”
Lars Saabye Christensen er allerede i gang med opfølgeren til ”Byens spor”, og som læser ser man længselsfuldt frem til at opleve mere Oslo, mere Jesper og mere Maj. Lars Saabye Chrstensen er så meget mere end en fortæller, han er, som sin hovedperson Jesper, en ægte kunstner, der kan male verdener frem på det hvide papir, udstille menneskenes dårskaber med varme og indsigt – og puste ånde og liv i sine figurer, så de går læseren direkte til hjertet.