Det er en sugende oplevelse at bevæge sig ind i ny roman af Kirsten Thorup

Kirsten Thorup ser tilbage på Anden Verdenskrig og det tyske naziregime i München igennem en tyskerpositiv kvindes øjne. Alle høje idealer falder i mødet med en vanvittig virkelighed

Det er en sugende oplevelse at bevæge sig ind i Kirsten Thorups roman ”Indtil vanvid, indtil døden”. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Det er en sugende oplevelse at bevæge sig ind i Kirsten Thorups roman ”Indtil vanvid, indtil døden”. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Harriet, hedder hun, hovedpersonen i Kirsten Thorups nye roman ”Indtil vanvid, indtil døden”. Hun er en 33-årig krigsenke, hvis mand og pilot under tysk flag er styrtet ned i Ukraine efter et togt på Østfronten. Året er 1942, og Harriet er ganske fortvivlet og ulykkelig. Hun beslutter da at efterlade parrets to små drenge på et børnehjem for at tage til München på en rekreationsrejse. Hun har bekendte dernede – en dansk kvinde, der er gift med en højtstående tysk officer i flyvevåbnet. Han kendte hendes afdøde mand.

Det bliver til en rekreation, en genskabelse, som bliver meget anderledes, end hun forventer, fordi ingenting i det tyske rige er, hvad hun på forhånd tror. Hun og manden har som helt unge mødt hinanden på Ollerup Højskole og er blevet formet af Niels Bukhs idéer, der på mange måder flugter med nazisternes. De er opflammet af tanken om et nyt og fantastisk Europa og om et nyt storslået menneske. Han deltager først i vinterkrigen i Finland mod sovjetterne og fortsætter derfra på Østfronten. Under Besættelsen har de omgang med nazistiske kredse i Danmark, men Harriet ser også venner, der er imod nazisterne og deres livsanskuelse.

Da Harriet efter en besværlig rejse kommer til München, bliver hun vidne til alt det, som den tyske propaganda ikke fortæller om. Nok lever hun et privilegeret overklasseliv hos sine bekendte, men både uden for husets mure og indenfor er der forarmelse. Veninden må klare sig med piller og masser af spiritus, både når manden er ved fronten, og når han er hjemme. På en kort visit voldtager han en af tjenestepigerne, der i hans øjne bare er et slavisk halvmenneske.

Det er dog ikke meget, man hører til mændene og deres krig ved fronten, for det er kvinder af alle slags, det handler om i Thorups roman. Det er deres drama, man følger i romanen – og især Harriet, der fortæller det hele.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Hold øjne og ører åbne. Og fortæl hvad De ser og hører”, beder en boghandler hende. Og det er, hvad hun gør. Men det splitter hende også. Hun ser på den nazistiske verden med både fascination og afsky. Og afskyen kommer til at fylde mere og mere i hende. Hun kan ikke indordne og opofre sig, som den tyske idealkvinde skal, mens manden kæmper for førerens og folkets ære. Der stikker en individualist i hende, som passer meget dårligt til den tyske virkelighed og verdensanskuelse. Det er kun, fordi hun er enke efter en krigshelt, at det ikke går hende galt. For det gør det for andre, der ikke makker ret.

Fanatikere møder hun både blandt nazister, kommunister og katolske, og ingen af dem forstår hun rigtigt. De handler alle ifølge højere magter, mens hun trods alt forestiller sig, at der må være et valg. Og det hun, ender med at drømme om, når hun kommer hjem, er nogen at tale med, ”nogen som ikke står på den ene eller anden side, men forholder sig neutralt. Så jeg kunne tale frit og få alle nuancer med. Jeg holder fast ved, at en sag har mindst to sider.”

Sagen har mindst to sider: en nazistisk og en humanistisk. Skal der lyde en anke over romanen, så er det, at Harriet for hurtigt overgiver sig til en kritisk holdning. Jeg ville gerne høre lidt mere om fascinationen af Bukh og hele den fascistiske idé. Hvordan kunne han drage så mange unge mennesker? Men bortset fra det, så drager romanen selv. Det er en sugende oplevelse at bevæge sig ind i Kirsten Thorups roman. Hvad der for mig begyndte med et let forbehold – skal vi nu have en historie om Anden Verdenskrig? – forvandlede sig undervejs til et levende engagement i kvindernes liv, både Harriets eget, og hendes vanvittige værtindes og hendes tjenestepigers.

Romanen består af 426 tætskrevne sider uden kapitler og med få afsnit. Den kører så at sige ud i én køre ligesom Harriets liv i München. Et par gange når jeg at undre mig over Harriets sprog. Det sker, når hun kalder et nazistisk mindeoptog for ”totalteater”, og når hun lirer partiets sprogbrug af sig, er det, fordi sproget har sneget sig ind i hende som en ”readymade”.

Så er det, som hendes bevidsthed bliver overlejret for meget af Kirsten Thorup. Hun bliver for æstetisk bevidst, ligesom hun måske bliver lige en tak for humanistisk midt i det nådesløse samfund, der ser som besat af en ond ånd.

Harriet har også været besat, men hendes rekreation får hende i det mindste befriet for de værste forblændelser. Selvsyn gør hende seende. Og vi som læsere ser med ind i en verden, hvor der er overmennesker og undermennesker og en mandsdomineret ideologi, der får verden til at gå helt af lave i et vanvid af død og ødelæggelse.