Prøv avisen

Kvinder med appetit på livet

Kvindelig Læseforenings tearoom 1906 i lokaler på Amagertorv. Udlånsskranken er bag skærmene. – Foto: Elfelt, fra bogen ”Et andet Hjem”.

I næste uge modtager bibliotekar Helle Hvenegård-Lassen den fornemme E.C. Werlauff-pris for sin bog Kvindelig Læseforenings historie

I dag har jag så stor anledning till glädje, ty jag har varit i Danmark och hållit en lycklig uppläsning ur Gösta Berling för 200 damer i Kvindelig Læseforening.

Sådan skrev Selma Lagerlöf i et brev til en god ven efter at have oplæst nogle kapitler af sin endnu ikke udkomne debutroman, Gösta Berlings Saga, i Kvindelig Læseforening i København den 28. november 1891. På det tidspunkt var hun en ung og ukendt lærerinde fra Landskrona.

I brevet beskriver hun, hvordan hun blev så hæs efter oplæsning af de to første kapitler, at hun ikke kunne sige et ord ved tebordet bagefter. Men bortset fra dét syntes hun, at det var morsomt at prøve at stå over for et stort publikum.

Det nordiske kvinde-netværk i slutningen af 1800-tallet var så effektivt, at man fik nys om nye, interessante, litterære navne også inden de var slået igennem i den store offentlighed. Hvem i forsamlingen kunne for eksempel vide, at den hæse frøken Lagerlöf skulle modtage Nobelprisen i litteratur nogle år senere ?

Tidligere bibliotekar ved Stadsbiblioteket i Lyngby ved København Helle Hvenegård-Lassen, 63 år, stødte på læseforeningen gennem sit arbejde og blev så fascineret, at hun besluttede at kigge nærmere på det københavnske mødested for datidens borgerlige, dannede kvinder.

Det har resultereret i en biografi om en af foreningens pionerer, Sophie Alberti, og senest i 500-siders-bogen Et andet Hjem om Kvindelig Læseforenings historie 1872-1962, udgivet af Museum Tusculanums Forlag og Det Kongelige Bibliotek.

For sin seneste bog modtager Helle Hvenegård-Lassen i næste uge, den 19. februar, Dansk Bibliotekshistorisk Selskabs E.C. Werlauff-pris på 20.000 kroner.

Før i tiden sagde man, at kvinder læste så meget, fordi de havde bedre tid end mændene. I dag har kvinder for længst fået udearbejde, men det har ikke hindret dem i at læse videre. Kvindelig Læseforening er for længst erstattet af folkebiblioteker med fri adgang for alle. Klublivet, diskussionsmøderne og de selskabelige sammenkomster i kvindeforeningen er derimod ikke videreført i folkebibliotekerne. Man får dækket sit sociale behov på mange andre måder, siger Helle Hvenegård-Lassen, der selv er med i en lille, privat læsegruppe, som mødes en gang om måneden.

Gennem gamle kvindetidsskrifter og især fotografier, som hun har siddet og studeret på Det Kongelige Bibliotek, er hun kommet de mange kvinder i læseforeningen så nær, at hun indimellem har følt, hun næsten kendte dem personligt.

Når man kigger på de gamle fotografier af de borgerlige kvinder fra perioden, er det slående, at de udstråler en stor værdighed. De var bevidste om deres betydning for samfundsudviklingen og kunne kun forestille sig, at verden gik fremad, siger Hvenegård-Lassen.

I sin bog beskriver hun, hvordan Kvindelig Læseforening åbnede den 1. oktober 1872 i det centrale København på initiativ af frk. Sophie Petersen.

Mange kvinder havde på det tidspunkt allerede dannet sig en selvstændig mening om kvindesag, litteratur, politik og samfund. De var påvirket af Georg Brandes frihedsideer og Henrik Ibsens dramaer om kvindens ret til at udvikle sig som selvstændigt individ. Og i 1880erne havde moderne, kvindelige forfattere afsløret mændenes seksuelle dobbeltmoral i såkaldte indignationsromaner. Forsørgelsesægteskabet blev hængt ud, og kvinders offerrolle og undertrykkelse diskuteret. Så der var nok at tage fat på.

Derudover fungerede Kvindelig Læseforening som sofistikeret fristed med mulighed for at slappe af med tearoom og lettere lekture for damer, ligesom foreningen også indrettede Damehotellet Nordens første af slagsen, inspireret af Martha Washington Hotel i New York.

I 1880erne havde foreningen 729 medlemmer og et udlån på 24.727 bind. I 1907 var medlemstallet på 3332 og 160.370 udlånte bind for at kulminere under Første Verdenskrig med 4684 medlemmer og i alt 239.346 udlån. Efter nogle år i lejede lokaler på Amagertorv rykkede foreningen 1910 ind i egen bygning på Gammel Mønt 1 tegnet af arkitekt Ulrik Plesner og med Sophie Alberti som den perfekte værtinde.

Foruden bibliotek, mødeværelser, konversationsstuer, tesalon, restaurant og kvindehotel indeholdt huset også en foredragssal.

Kvindelig Læseforening var en vigtig øvelsesplads for de første aktive kvinder i politik, forklarer Helle Hvenegård-Lassen.

Foruden foredrag bød foreningen på diskussionsaftener, hvor kvinder holdt oplæg om aktuelle emner med efterfølgende diskussion. Mindst halvelen af de første kommunalt valgte kvinder i København og på Frederiksberg i 1909 var medlemmer af Kvindelig Læseforening. Det samme var tre af de første fire kvindelige politikere, som blev valgt til Folketinget i 1918. Især konservative og radikale kvinder markerede sig i læseforeningen.

Den fremsynede Sophie Alberti kæmpede for, at Kvindelig Læseforening var i front med moderne biblioteksteknik. Hun indførte et amerikansk nummersystem til at inddele bogbestandens emner efter, som folkebibliotekerne anvender den dag i dag. Men hun var måske ikke helt opmærksom nok på den vældige udvikling, som folkebibliotekerne var i gang med efter den nye bibliotekslov i 1920. Foreningen begyndte for alvor at mærke konkurrencen, og de følgende år gik det ned ad bakke, indtil Kvindelig Læseforening lukkede den 1. oktober 1962, på sin 90-års-dag.

boas@kristeligt-dagblad.dk

Bestyrelsesmøde i Kvindelige Læseforening, Gammel Mønt 1, i 1915. Som nummer seks fra venstre ses en af foreningens pionerer Sophie Alberti. – Foto: Julie Larberg, fra bogen ”Et andet Hjem”.