Prøv avisen
Bog

Kvinder og veninder, der forsvinder og dukker op igen

Elena Ferrante afslutter sit romanværk om veninderne Lila og Elena fra Napoli i suveræn stil. Alle aspekter af kvinders skjulte vrede, begær, ondskab, grådighed og frihedstrang kommer frem i lyset hos Ferrante

5 stjerner

”Elena Ferrante” er måske navnet på den, der har skrevet denne fjerde bog i serien om to veninder fra Napoli. Ferrante skriver nemlig under pseudonym og har aldrig givet interviews. Hendes bøger handler om den lidelse, det er at blive sig selv. Lige fra den første bog har Elena Ferrantes rigtige navn været en hemmelighed. Selvom medier og læsere har jagtet hendes sande identitet siden 1992, er hun forblevet anonym. Hun dukker ikke op til prisuddelinger, og hun ler (i sine få skriftlige interviews), når nogen foreslår, at hun er en mand.

”Jeg elsker de mystiske værker, både historiske og moderne, hvor forfatterens identitet er skjult”, siger hun selv og hentyder til Jane Austen og Homer. Og sådan er det blevet: Hendes bøger taler for sig selv. Lige nu er ”Det forsvundne barn” nomineret til årets prestigiøse internationale Man Booker Prize, men hvis den vinder, dukker Ferrante altså ikke op.

Og netop tørsten efter frihed gennemsyrer Ferrantes bøger. Romanværket om veninderne fra Napoli afsluttes med dette fjerde bind om ”Det forsvundne barn”, hvor drømmen om frihed bliver et truende fald. For spørgsmålet er: Hvornår er et menneske lykkeligst? Når det er kendt og bundet – eller når det er usynligt og kan gå sine egne veje?

De fire Napoli-romaner er en smuk og mørk rejse ind i to kvinders sind og i venskabets psykologi. Den ene, Lila, er en naturkraft, en kompromisløs skønhed, der skælder ud på napolitansk dialekt og er i evig konflikt med alle. Fortælleren Elena (der deler navn med bogens forfatter) er usikker og klodset og konstant bevidst om sine begrænsninger, og det er hende, der fortæller deres historie.

De to vokser op i 1950’ernes brutale Napoli, i et møgbeskidt mafiastyret arbejderkvarter. At blive voksen handler om at komme ud, at stige op, frigøre sig. Det lykkes dem, men kvarteret suger dem hver gang tilbage som en giftig magnet. Pigerne ser begge det geniale i hinanden, de skubber hinanden videre, og deres forhold er som et knudret symbiotisk krat af had og kærlighed.

I ”Det forsvundne barn” er Lila og Elena voksne, mødre og i gang med hver sin karriere. Elena er sammen med barndomskærligheden Nino, der ved første øjekast er en sød, intellektuel nørd, men bag facaden en utro charlatan, der lyver sig fra kvinde til kvinde.

Elenas drøm er at blive forvandlet, anerkendt og hyldet af eliten – og imens er Lila et helt andet sted. Hendes vej er den seje, fra gennemtævet trofæ-kone til politisk bevidst furie, på bar bund i tilværelsen, men i høj grad sig selv.

Lyder det som italiensk chick-lit eller en billig tv-serie? Måske i referat, men det er det modsatte. Ferrantes fascinationskraft ligger under fortællingens overflade; i det anti-sentimentale sprog, i dissociationerne, i de ubevidste benspænd, figurerne udsætter sig selv for, i den rå og nøgne måde, forholdet til børn, ægtemænd og familie bliver beskrevet. Det er ufeminint og ægte fortalt, og alle aspekter af kvinders skjulte vrede, begær, ondskab, grådighed og frihedstrang kommer frem i lyset hos Ferrante.

Den litterære form er også gennemført; romanerne er konstrueret som en selvbiografi, men er det ikke. Der fortælles, som om forfatteren kan hoppe i tiden, frem og tilbage, men uden alligevel at vide alt – og romanerne farves gennem handlingen af en undergående strøm af forsvindinger og tab. Dukker, børn, veninder og kvinder forsvinder og dukker op igen, udsletter sig selv, gemmer sig, stikker af og smadrer deres tilværelse for at begynde en ny som usynlig.

Lige nu kan vi afvente Ferrantes næste bog, romanen ”Stranden om natten”, som hun skulle være færdig med her i 2016. Er man gået glip af forfatterskabet indtil nu, kan man jo begynde med det kompakte og skøre skilsmissedrama ”Forladte dage” fra 2003, en bog, der vibrerer af sindssyge, humor og vrede. Det er helt forfærdeligt og meget opløftende på én gang. Læs hende.

kultur@k.dk