Himlen er sådan lidt snusket grålig, og, som Maria Helleberg bemærker, er vejret kært.
Med det mener hun, at den vind, som ellers kan være både hård og gennemtrængende på disse kanter, er nærmest ikke-eksisterende.
I tanken er forfatteren 150 år tilbage i tiden. For her, hvor Vester Vandet Sø møder græssende får, stubmarker møder læbælter og et aflangt, stråtækt hus ligger og skutter sig nærmest nede i et hul, knejser også kirken, hvor hendes oldemor stod brud. I sin sorte kjole og med tilbageskrabet hår og hvidt blondeslør sagde hun ja til at leve i medgang og modgang med Mikkel Peter, indtil døden skilte dem ad.
Han var en ung mand fra moderens hjemegn, som hun ikke kendte, men som forældrene efter en skamfuld tvangsauktion var glade for ville tage deres eneste datter. Hun var 20-årige Mariane Sørensen, der hellere ville have haft en ung skolelærer, der lige var flyttet til egnen, men tavst og flegmatisk fandt sig i sin skæbne.
Maria Helleberg har netop udgivet romanen ”Kvinderne fra Thy”, hvor hun for første gang i sin 30 år lange forfatterkarriere skriver om sin egen familie.
Mariane var hendes oldemor, og da hun går indenfor i Vester Vandet Kirke, der er placeret på en lille forhøjning i udkanten af landsbyen, der ligger ti kilometer vest for Thisted, gør forfatteren sig det tankeeksperiment, at hun selv var bryllupsgæst i kirken den dag i sidste fjerdedel af 1800-tallet, men med den viden, hun har denne novemberdag i 2016.
”Jeg ville tænke: Gud, hvor er det anderledes, end jeg forestillede mig. I tankerne ville jeg jo nok prøve at få det til at ligne noget fra en film, hvor man kan se, hvad der foregår, og der er nogle tegn hos personerne, som man tyder. Men i virkeligheden tror jeg, de mennesker var ret dygtige til at sløre de tegn, fordi de fleste i små samfund er gode til at aflæse hinanden. Så der ville nok køre alle mulige ting her i kirken, sådan en kakofoni af mennesker og så midt i det hele denne meget ensomme, unge pige, som ikke rigtig kan finde ud af, hvordan hun skal gøre det hele acceptabelt,” siger Maria Helleberg, mens hun kigger sig rundt i kirken.
En lidt atypisk en af slagsen, hvor der både er et bornholmerlignende standur, der slår hver halve time, og påmalede skipperbilleder på træværket omkring orglet. En rigt udstyret kirke i et, på Marianes tid, fattigt landsbysamfund.
Der dukkede overraskelser op, da forfatteren tilbage i 2013 begyndte at sætte sig på sporet af sin egen familie, men de fleste af de historier, hun havde fået fortalt, viste sig at være sande. Arbejdsmetoden har dybest set været den samme, som når hun har skrevet romaner om kejserinde Dagmar, Johanne Luise Heiberg, Kamma Rahbek og andre historiske kvindeskikkelser.
Hun behandler altid sine hovedpersoner med respekt, men denne gang måske lige en tand mere. For disse såkaldte almindelige mennesker fra Thy har ikke haft nær så mange muligheder for at udtrykke sig om sig selv og deres liv og har dermed, mener hun, endnu mere brug for en forfatterstemme.
Og hvordan var de så, disse kvinder fra Thy? Først og fremmest oldemoderen Mariane, der efter 12 børnefødsler blev egnens selvbestaltede, men dygtige og respekterede jordemoder og mormoderen Marie Dusine, den sidstfødte, der fik ham, hun elskede, havde sine meningers mod og blandt andet kom til at sidde i menighedsrådet. Ingen tvivl om, at de var kvinder, der tog livets udfordringer på sig, men Maria Helleberg vil gerne lægge lidt afstand til begrebet ’stærke kvinder’.
”Jeg tror, de ville være blevet meget overraskede over at blive kaldt stærke. De har del i en særlig uimponeret råkraft, som jeg ikke kan give andet navn end jysk. Jeg har selv oplevet den der nøgterne måde at samle sager op på. Om noget stammer den fra landbrugssamfundet – men det er i de barskere dele af Jylland, jeg har fornemmet denne form for styrke bedst. Og måske ville det være godt, hvis også inkarnerede bymennesker lærte af den form for styrke. Ikke brutalitet, men nøgtern overlevelsesevne,” siger hun.
Thisted var for fødselshjælperen Mariane en fjern storby, som hun først som voksen kom til at frekventere, blandt andet i selskab med landsbyens læge, med hvem hun oplevede Ibsens ”Gengangere” i teaterforeningen.
For Maria Helleberg og denne artikels forfatter er turen fra Vester Vandet til Thisted kun nogle få minutter i bil, og da vi har sat os ind på en café ved havnen, falder blikket på et indrammet citat på væggen: ”Dæ æ et nøj i hile werden som si familie” står der. Det er thybomål og betyder: Der er ikke noget i hele verden som ens familie.
”Meget apropos,” bemærker Maria Helleberg og fortsætter:
”Det er jo rigtigt. De her kvinders historie er også min historie, så der er ingen tvivl om, at den her roman betyder noget helt særligt for mig. Og det stopper ikke med det; der kommer en efterfølger, hvor hovedpersonen er Maries datter Gerda, som blev min mor. Ja, nu skal hele historien altså fortælles,” siger hun.
Maria Helleberg beskriver sit projekt som en slags fremkaldelse af blegnede fotografier fra en grå og utydelig verden, og finder det naturligt, at hun for at fortælle om sig selv må begynde med dem, hun står på skuldrene af.
”De er mig, men jeg er ikke dem,” som hun skriver i sit forord og præciserer, at vi reviderer vores egen historie ved at ændre, bagatellisere eller forstørre, og at hun som forfatter har lov til – ja, er nødt til at digte.
Men et faktum er det , at Mariane kommer direkte fra forældrenes gård i Ranum til Vester Vandet for at blive gift med Mikkel Peter. Hun gennemgår 12 børnefødsler, og da hun er gravid med det yngste barn, Marie Dusine, meddeler hendes mand, at han vil prøve lykken i Amerika. Derefter ser hun ham ikke mere. Pengene, han sender hjem, rækker ikke langt, og hun indser hurtigt, at hun må finde en vej, hvorpå hun kan forsørge sig selv og børnene. Det rygtes hurtigt på egnen, at Mariane er god til at berolige fødende kvinder, og snart bliver det fast rutine for både gårdsmandsfolk og mindre bemidlede familier at sende bud efter hende, når et lille nyt liv skal til verden. Betalingen får hun blandt andet i form af en gris eller en kalv.
”Jeg tror, at jordemoderjobbet må være det ældste kvindeerhverv overhovedet. Man kan finde beskrivelser af det fra 1500-tallets Frankrig. Der har altid været de der kvinder, der virkede beroligende, og som ikke var bange for at rode rundt i kroppen på en anden kvinde,” siger Maria Helleberg, der selv er fascineret af fødsler. Hun har ikke selv fået børn, men været med til adskillige veninders fødsler og bliver hver gang slået af dramaet i det mest basale og naturlige.
”Mariane er en slags granitkvinde med en overvældende styrke, og så er hun først og fremmest nøgtern. Hun tænker: Her er en kvinde med veer og et lille nyt menneske, der skal ud. Hun tror ikke på noget hokus-pokus og har det vel ligesom moderne læger, der forholder sig til deres lægeløfte og ikke beskæftiger sig med aktiv dødshjælp. Hun vil simpelthen bare have børnene levende ud. Hvis det så sker, at enten mor eller barn dør under fødslen, tilskriver hun det Guds vilje, men hun er ikke meget for det,” siger Maria Helleberg.
Gudsfrygtigheden er stor i Vester Vandet, hvor missionsfolk udgør majoriteten. Mariane bekender sig imidlertid ikke rigtig til nogen dogmer og stykker sin egen version af kristendommen sammen. Også her er Maria Helleberg på bølgelængde med sin hovedperson, som hun jo altså også stammer i lige linje fra.
”Jeg vil meget gerne gøre op med den vrede og fordømmende Gud og tror mere på en guddommelig venlighed, der dukker op, når vi har mest brug for det. Dermed hælder jeg nok mest til min egen økumeniske version af kristendommen og har en fornemmelse af, at mange andre danskere i dag gør det samme,” siger hun.
Maria Helleberg skriver lige nu på en stor roman om Reformationen. Den er bestilt af Det Danske Bibelselskab og skal efter planen udkomme, når jubilæumsåret slutter i oktober næste år.
”Jeg har fået totalt frie hænder og har valgt at skrive kærlighedshistorien om den sidste katolske biskop i Børglum, Stygge Krumpen, og hans samlever Elisabeth Gyldenstjerne,” siger forfatteren.
”Kvinderne fra Thy” slutter i 1930’erne, hvor Marie Dusine, der har levet hele sin barndom og begyndende ungdom uden mandlige autoriteter, finder en stak af sin mor Marianes breve. Det bringer hende til en forståelse af hendes familieforhold og rækker ud efter næste generation, som i Maria Hellebergs version kommer til at hedde ”Søstrene fra Thy”.
