Den største sorg i verden her er dog at miste sin mor. Lisbeth Smedegaard Andersen har med Det begyndte med Jomfru Sørensen begået en fabulerende danmarkshistorie, der via forfatterens egen slægt og samtidshistorie skildrer kvindeliv de seneste 200 år.
Bogens 12 kapitler har navn efter årets 12 måneder og begynder hver gang med, at Lisbeth Smedegaard Andersen besøger sin gamle mor det sidste år, moderen levede. Moderen døde i 2001, og Det begyndte med Jomfru Sørensen er på én gang en hyldest og et sørgekvad over hende.
LÆS OGSÅ: Banalt om Helle Virkner
Lisbeth Smedegaard har i såvel sine salmer som bøger et strejf af nøgne grene i frostklar nat. Som Hammershøi formår hun at male lys ind i gråt i gråt, men i denne lægger vemodet sig om læseren fra første side. Vi hører om fjerne tider, om Jomfru Sørensen og hendes efterkommere, alt imens Smedegaard Andersen ruller samtidskunst, digtning, historie og politik op foran os.
Det skønneste ved fortællingerne er, at de fremkalder hverdagskvinden til alle tider. Hun, der pr. tradition var en anonym tilføjelse til manden, bliver her skrevet frem i forgrunden. Lisbeth Smedegaard Andersens familie er nemlig såkaldt ganske almindelig, her er fattige formødre, her er skilsmisser og skam, og her er liv, der er gået videre på trods af modgang. Helt særlig har hver enkelt været for sine nærmeste, og helt almindelige har de alle været for dem, der umiddelbart mødte dem.
Sådan kommer en helt almindelig slægtshistorie til at sætte dagsordenen for hver enkelt kapitels perspektivering, og vi hører om det hele; fra husjomfru til kvindesag, over de største litterære og kunsthistoriske værker til pagehår.
Det er en rigtig god idé at fortælle kvindehistorie på denne måde, også selvom den personlige familiekrønike undertiden kommer til at virke som en undskyldning for at tale om noget mere spændende i kunst eller kulturhistorien.
Lisbeth Smedegaard Andersens langsomme farvel til sin gamle mor, der gradvist forsvandt ind i evigheden, er både smuk og ulykkelig og måske en lillebitte smule unødvendig. For der er vel nok mange andre fortællinger i forvejen. Imidlertid er jeg ikke i tvivl om, at det er moderens død, der har været hele inspirationen til en. Men fortællingerne om Lisbeth Smedegaard Andersens besøg hos den stadig mere ulykkelige mor på et regelret plejehjem ved Herning, hvor læseren drages ind i den demente kulde, Smedegaard Andersen må tåle fra sin mor, er en stærk historie i sig selv.
Vi får den bare aldrig rigtigt fortalt, for sit eget kvindeliv har Lisbeth Smedegaard Andersen ikke taget med. Det begyndte med Jomfru Sørensen kan derfor læses som 12 kærlighedsbreve sendt posthumt til en mor, hvor læseren ikke må få at vide, hvad det egentlig er med den mor og hendes datter. Men man tilgiver det let, for en vil så meget mere og har et meget bredere sigte. For jeg tror aldrig, at 200 års kultur- og kunsthistorie er blevet fortalt så tvangfrit, flydende og personligt vedkommende.
Forbi, forbi er de vemodige afskedsord i H.C. Andersens Grantræet, da grantræet tager afsked med livet. Det begyndte med Jomfru Sørensen er ét langt vemodigt farvel til alle dem, der gik forud, og som ikke kommer igen. Men sjældent har der været så god grund til at juble over et langt farvel, for det er meget stort, at der nu foreligger en klog, poetisk og kærlig fortælling om danske kvinders liv i 200 år, som vi kan forære vores unge piger, der bærer fremtiden i sig.
Kathrine Lilleør er præst, forfatter og anmelder ved Berlingske