Fornem historieformidling om 300 års kvindeliv

Helle Juhls billedrejse gennem bryggers, køkken, stue og stald levendegør med stort held kvinders liv på landet gennem 300 år

Fornem historieformidling om 300 års kvindeliv

Noget af det første, man møder, når man går rundt på Frilandsmuseet Hjerl Hede, er en mindesten, hvor ”Kvindernes stille Gærning” hyldes i versemål. Grundlægger Hans Peter Hjerl Hansen dedikerede nemlig sit museum til historiens ukendte landbo-kvinder, og i anledningen af 150-året for hans fødsel har de nu fået deres helt egen bog.

”Kvindernes verden. Hjemmene på Hjerl Hede” er en rejse i tid, ord og billeder fra 1644 og til 1933. Den indledes med en prolog, ”Fra heksefrygt til husmordyrkelse”, der sporadisk, men sikkert skildrer de 300 års historie ud fra et kvindeperspektiv, og bagefter går forfatter Helle Juhl på visit i otte vidt forskellige hjem og besøger de kvinder, som boede der.

I en smuk blanding af fortælling og fakta beretter hun om deres liv, som traditionelt set har stået i skyggen af mænds, og vi hører blandt andet om Marie Christiansdatter på Hedegården, om præstefrue Hedvig Strodtmann og om købmandskone Anna Pedersen fra Svinsager. Vi hører om kvinder, der befandt sig bedre bag bryggersvasken end ude i den brogede verden, og som mente, at en pige skulle kendes i et dejtrug og ikke i en springdans, og om kvinder, der så småt vendte blikket udad, blev optaget af samfundet og i det stille ønskede sig en anden og mere emanciperet skæbne for deres døtre end den, der var blevet dem selv til del. Og så ser vi billeder af deres hjem, af deres redskaber og deres ting, og vi får deres opskrifter på øllebrød og saltsild i jydepotte, på søbekål med havregryn, ærtemos med flæskesul, søsterkage og på russisk marmelade.

”Du som nöjsomt bröd det sorte danske Bräd og mellem Husbond, Barn og Hjem Dit Hjerte delte.” Sådan lyder de indledende ord fra Hans Peter Hjerl Hansen, som står på mindestenen ved Frilandsmuseet Hjerl Hede.
”Du som nöjsomt bröd det sorte danske Bräd og mellem Husbond, Barn og Hjem Dit Hjerte delte.” Sådan lyder de indledende ord fra Hans Peter Hjerl Hansen, som står på mindestenen ved Frilandsmuseet Hjerl Hede.

Bogen er blevet til i et samarbejde med Hjerl Hede, og det er med udgangspunkt i museets boliger og deres inventar, at de rigt illustrerede historier bliver fortalt, og således bliver det både en kvindernes kulturhistorie og en tingenes – hvis man da overhovedet kan skille de to ad. Og det fungerer meget fint med dette helt konkrete og fysiske udgangspunkt. Det gør fortællingerne levende, og man kan næsten mærke de blankslidte piksten i bryggerset mod sine bare fødder, fårenes fedtede uld mod sine hænder og fornemme den klistrede øllebrød mod ganen.

Grebet er altså godt, men det er udførelsen også. Helle Juhl har en sans for det taktile, og hun formår at fusionere gamle ord og begreber ind i sin flydende fortælling, at flette den lille personalhistorie ind i den store samfundsmæssige og at lade fortiden leve, uden at det nogensinde bliver arkivstøvet, men derimod yderst vedkommende.

Datidens rengøringsmidler.
Datidens rengøringsmidler.

Med ”Kvindernes verden. Hjemmene på Hjerl Hede” fortsætter Helle Juhl sin overbevisende udgivelsesrække, som blandt andet tæller ”Husmødre. Historier fra landets største arbejdsplads” og ”På lige fod. En krønike om kvinder, satire og kampen for valgret”. Den er et fornemt stykke historieformidling, som rammer bredt uden at gå på kompromis med fagligheden, og de otte kvinder, hvis hjem man kan besøge på Hjerl Hede, skriver sig stille og sikkert ind i læserens bevidsthed. Det er svært at være ked af.