Det er tragisk nok, når russiske missiler rammer beboelsesejendomme, som det for eksempel skete i den ukrainske by Vinnytsja sydvest for hovedstaden Kyiv i torsdags, hvor 23 mennesker mistede livet. Men det føjer et ekstra lag til tragedien, når bomberne også rammer ukrainske kulturinstitutioner og dermed en del af landets kollektive erindring. Af samme grund var den 27-årige Liliia Orliatska, bestyrer af Kyivs ældste boghandel, Skinnende bøger, nervøs for at fjerne skodderne og genåbne butikken efter måneders lukning på grund af krigen.
“Det er glædeligt at kunne vende tilbage til en form for normalt liv og at kunne gå på arbejde. Men det er også stressende, fordi der hver dag er risiko for luftangreb i Kyiv og for, at granater rammer boghandlen,” siger Liliia Orliatska.
Hver gang luftalarmen lyder over hovedstaden, lukker hun fluks butikken.
“Vi har indrettet et beskyttelsesrum og gjort alt for, at her er sikkert for de ansatte og de besøgende,” siger hun.
Genåbningen af en af landets ældste bogbutikker var dog kærkommen, for Ruslands invasion den 24. februar har langt fra fjernet ukrainernes læselyst, fortæller Liliia Orliatska, da Kristeligt Dagblad møder hende i den mere end 70 år gamle forretning til en samtale om, hvordan krigen har påvirket ukrainernes læsevaner.
“Vi har nye kunder, og vi har gamle kunder, som kommer dag efter dag, år efter år. Vi mærker, at det er meget vigtigt for almindelige mennesker at have adgang til litteraturen og mulighed for at komme her, drikke en kop te, sludre med hinanden, opleve små ting, som giver følelsen af noget tilnærmelsesvist normalt,” siger hun, mens en ældre herre går forbi og nikker smilende til hende.
Hjem for Ukraines store forfattere
Det er så meget desto vigtigere med en åben bogbutik i hovedstaden, efter at store bogproducenter i Ukraines næststørste by Kharkiv i det østlige Ukraine er blevet bombet under krigen, siger Liliia Orliatska.
“Et menneske, som ikke læser, lever kun et liv, men et menneske, der læser bøger, lever adskillige liv,” siger hun.
Mens kampene raser i det østlige Ukraine, synes krigen langt væk i centrum af Kyiv. Ganske vist er banegårde, regeringsbygninger, teatre og politistationer barrikaderet med stabler af sandsække. Ved indfaldsvejene ligger bunker af sand og jord fra de opgravede skyttegrave, bilerne kører i zigzag mellem betonblokke, pigtråd og kampvognsspærringer, mens soldaterne mønstrer passagererne med et fast greb om maskinpistolen.
Men træder man ind i Skinnende bøger og lukker døren efter sig, hører man ikke andet end sagte stemmer og lyden af en ske, der klirrer mod en tekop. Folk sidder ved borde langs facadevinduerne med ansigtet i bøgerne, stemningen er andægtig som på et gammelt universitetsbibliotek.
Skinnende bøger er ikke alene landets eneste statsejede boghandel, som derfor arbejder ud fra et public service-princip snarere end profit. Bygningen har også været et retrætested med arbejdsværelser for nogle af Ukraines største forfattere, herunder Oksana Zabuzhko og Serhiy Zhadan, som begyndte deres karrierer her.
“Der fandtes bøger her, som ikke fandtes noget andet sted i verden. Det ville ikke bare være tabet af et sted, jeg elsker, men tabet af et sted fuld af hukommelse, som ikke ville kunne genskabes, hvis vi mistede det,” siger Liliia Orliatska.
Krig har ændret læsevaner
Ukrainernes læsevaner har forandret sig med krigen. Folk er blevet mere optaget af Ukraines historie og det historiske forhold mellem Rusland og Ukraine. Det er en tendens, som begyndte med Ruslands annektering af Krim og krigsudbruddet i det østlige Ukraine i 2014, og som blev forstærket med invasionen for snart fem måneder siden. Også litteratur skrevet af ukrainske soldater, som var ved fronten i østukrainske Donbass fra 2014 og frem, er blevet populær. En ornamenteret trappe i butikken fører op til en indendørs altangang, hvor bøger om Ukraine udgør en stor sektion med seks hylder.
“En så voldsom hændelse som denne krig får folk til at spørge, hvorfor det sker. De forsøger at finde svar i litteraturen. Det handler også om at styrke den ukrainske identitet ved at gå tilbage i historien,” siger Liliia Orliatska.
I Sovjetunionen var der mange historiske kendsgerninger, som blev skjult for det ukrainske folk, og som først er kommet frem efter Ukraines uafhængighed de seneste tre årtier, fortæller hun. For eksempel var der ifølge den sovjetiske propaganda en række ukrainske forfattere i 1960’erne, som angiveligt var farlige, og de blev dræbt af myndighederne eller sendt til Gulag-fangelejre uden en fair rettergang, siger hun.
“Men vi ved i dag, at der ikke var noget galt med denne litteratur, men at den blot handlede om Ukraines frihed,” siger hun og tilføjer:
“For de mange ukrainere, som er begyndt at læse om Ukraines historie, forekommer det også pudsigt, når russisk propaganda i dag siger, at den slaviske verden begyndte i Moskva og ikke i Kyiv. Vi har utallige gamle kirker og vidnesbyrd, som fortæller det modsatte. Historien hjælper ukrainere til at skabe en kvalificeret ide om, hvem de er, og hvor de kommer fra. Det hjælper dem til at tænke klarere i forhold til krigen i dag,” siger hun.