Kyndig bog leder læseren på tur gennem Kaj Munks virkelighed. Men hvad vil forfatteren egentlig?

Jon Høgh tager et underbelyst emne op i en ikke helt tilfredsstillende bog

Kyndig bog leder læseren på tur gennem Kaj Munks virkelighed. Men hvad vil forfatteren egentlig?

Meget er sagt og skrevet om Kaj Munk og den stærke mand. Hans relation til den stærke eller magtfulde kvinde har derimod aldrig givet anledning til en lignende interesse. Efter at være blevet gjort opmærksom på dette af Kaj Munks søn, Mogens Munk, har Munk-kenderen Jon Høgh skrevet en bog, ”Kaj Munk og den stærke kvinde. I hjemmet. I sognet. I nationen”, der belyser temaet.

Som udgangspunkt nævner Høgh, at den nævnte kvindetype findes i flere forklædninger og dramavarianter hos Munk. I bogen beskrives tre stærke kvinder ud fra deres ”herskerindedomæner”: Munks plejemor, Marie Munk, købmanden Alma Jensen i ”Havet og menneskene” (1929) og Sigbrit Villoms i ”Diktatorinden” (1938). Desuden indgår et aldrig realiseret filmmanuskript om Christian den Anden.

Afsnittet, hvor Marie Munk er hovedperson, er det umiddelbart mest interessante. Om plejemoderens og sønnens forhold til hinanden samt om mennesket Marie Munk er der – så vidt Høgh ved – aldrig blevet forsket.

For Kaj Munk var plejemoderen den højt elskede. Ikke desto mindre kan Høgh citere ham for ”en uskøn vending” om hende:

”Hvad der ikke har været under hjertet, det kommer der heller ikke.”

Pointen er, at ”erstatningsmoderen” ikke elskede plejesønnen ”på samme høje niveau, som hvis hun havde båret ham og født ham. Det pinte Marie, og det gik også mere og mere op for Kaj, da han blev ældre, at han ikke var hendes i den forstand. Derfor var Marie kun i stand til at drage omsorg for plejesønnen.”

Jon Høgh fremhæver, at han under arbejdet med de to i bogen inddragne dramaer ”ikke har skuet til eller åbnet én eneste sekundær eller bibliografisk note”. Dermed har han villet undgå ”at tage andres tanker til indtægt” i sin holdning til værkerne. Han ønsker selv at tage det fulde ansvar for det materiale, han lægger frem.

”Havet og menneskene” foregår i et vestjysk sogn og handler om kampen for og imod nye høfder. Centralt står Alma Jensen ”i egen høje enevoldsmajestæt”, skildret som ”et følelseskoldt viljesmenneske”, der i en given sag kræver at blive hørt og helst som den første. Hun kræver kort sagt indflydelse, er sognets udgave af en diktator og mener sig berettiget til at henvise folk til den bås, hvor hun skønner, at de hører hjemme. I ”Diktatorinden” repræsenteres den stærke kvinde af Sigbrit Villoms, der ofrer sin datter, Dyveke, Christian den Andens elskerinde, for idéen og nationens skyld.

Det er en kyndig rejsefører, der leder læseren på turen gennem Kaj Munks virkelighed. Men jeg savner et mere tydeligt udtryk for, hvad Jon Høgh egentlig vil med bogen. En samlende konklusion. Hvad betyder det for vores forståelse af Munk, at der hermed åbenbart for første gang stilles skarpt på temaet med den stærke kvinde? Hvordan forholder det sig til temaet med den stærke mand? Hvorfor har de i værkerne optrædende kvinder af tilsvarende styrke hidtil ikke fået mere opmærksomhed? Fordi betydningen er begrænset – eller hvad?

Dramaerne refereres særdeles minutiøst – nærmest omstændeligt. Alene gennemgangen af ”Havet og menneskene” strækker sig over 46 sider.

Det drejer sig om tekstnære læsninger. Måske burde Høgh i højere grad have frigjort sig fra forlæggene og givet sig selv mere plads til overordnede betragtninger, til flere perspektiveringer.