Familie-Journalens damebrevkasse var ikke for børn, og derfor var det spændende at snuppe bladet, når man var på besøg hos sine bedsteforældre, og sætte sig hen i et hjørne af stuen, mens de voksne drak kaffe og troede, man læste Knold og Tot. I stedet slugte man med gysen kvindernes betroelser om mænd, som enten var nogle sjufter, der drak, langede lussinger ud og dansede for tæt med andre damer eller var totalt afvisende, gnavne og humørsyge. Og med endnu større gysen læste man Tove Ditlevsens svar. Her var ikke noget med »skrid dog fra tossen i en fart!«. Endnu i 1950´erne og 1960´erne var ægteskabet mange kvinders eneste karrierevalg, og alternativet var skræmmende, både økonomisk og socialt.
Nu er der mulighed for at genopleve nogle af spørgsmålene og svarene i bogen »Livet er ingen strøgtur«, der handler om damebrevkasser fra 1920´erne til 1990´erne. Lone Kühlmann har skrevet forord, og der er bidrag fra blandt andre Edith Rode, Tove Ditlevsen m.fl. i Illustreret Familie-Journal, Fru Nini i ALT for Damerne, Agnes Henningsen i Politiken, Else Moltke i Tidens Kvinder, Lise Nørgaard i Hjemmet og fra nyere tids blade og aviser Kirsten Holst, Tine Bryld, Sanne Neergaard og Suzanne Bjerrehuus.
Ud over at være underholdende læsning giver bogen et interessant indblik i flere generationers dansk kvindeliv. Problemerne er sådan set de samme fra Edith Rode til Suzanne Bjerrehuus. Unge pigers usikkerhed over for sex og moral, unge kvinders ulykkelige forelskelser i gifte mænd, gifte kvinders problemer med utro, gnavne, voldelige eller drikfældige ægtemænd, bekymring for børnene, chefens chikane på jobbet, singlekvindens skuffede romantiske forventninger og så videre. Men svarene afslører i høj grad, hvordan kønsrollemønstre og seksualmoral har ændret sig gennem tiderne.
Datidens brevkasseredaktører var typisk selverhvervende, fandenivoldske kvinder, som bedre end nogen vidste, at der var store omkostninger forbundet med at bryde samfundets normer. Og de tøver med at opfordre »almindelige« medsøstre til at udsætte sig for det samme. Så hellere mane til overbærenhed og mildhed. »At gå hjemmefra er dumt og tankeløst. Hvor skulle De med tre børn gå hen?«, siger Edith Rode i 1941 til en 28-årig kvinde, der beklager sig over, at hendes mand de sidste fire år har føjtet rundt tre-fire aftener og nætter om ugen og ikke vil give hende anden forklaring, end at han går og kommer, som det passer ham. Brevkasseredaktøren lægger vægt på, at ægtemanden giver familien de penge, den skal bruge. Rådet er derfor, at kvinden skal blive hos ham, men »behandle ham med sval høflighed«.
Efterhånden som vi nærmer os vor egen tid, bliver det tydeligt, at brevkasseredaktørerne mere ser på spørgernes muligheder for at gøre noget ved deres egen situation, end de fokuserer på samfundets begrænsninger for kvindelivet. Til dét bemærker Lone Kühlmann i sit forord, at denne tendens ikke nødvendigvis gør tingene lettere, men betydeligt sjovere.
Livet er ingen strøgtur. Damebrevkasser i 75 år. Forord ved Lone Kühlmann. Research og udvælgelse: Aase Gullestrup. 352 sider. 279 kr. Aschehoug.