Kærligheden er større end sandheden

Henrik Ibsens Vildanden handler om løgne, skyld og selvrealisering. Værket har en særlig nordisk tone, et nøjagtigt sprog og er fuldt af symbolik, der gør det til en tidløs klassiker, mener erhvervskvinde Stine Bosse, der spejler sit eget liv i dramatikerens mindre kendte skuespil

Ikke alle løgne skal frem i lyset, som de kommer det i Henrik Ibsens skuespil ”Vildanden” fra 1884. Det mener Stine Bosse, der er særligt knyttet til den norske digters værk. –
Ikke alle løgne skal frem i lyset, som de kommer det i Henrik Ibsens skuespil ”Vildanden” fra 1884. Det mener Stine Bosse, der er særligt knyttet til den norske digters værk. –. Foto: Leif Tuxen.

Mange støder på Vildanden i bogform en enkelt gang i et uddannelsesforløb og måske senere som teaterstykke. For erhvervskvinden Stine Bosse har værket været en livsledsager.

Hun læste Henrik Ibsens skuespil første gang i gymnasiet i 1970erne og har læst bogen flere gange siden. Med en ny oplevelse hver gang.

LÆS OGSÅ:
Ibsen er et uoverskueligt landskab

Dengang var den jo obligatorisk læsning. Men jeg husker, at den gjorde indtryk på mig. Den var svær at læse, man måtte vende tilbage hele tiden for at fange symbolik og de mange lag af budskaber. Det er en fantastisk bog om alvorlige ting fortalt med humor og sarkasme, siger Stine Bosse fra sin store lædersofa i sit hjem i Dronningmølle i Nordsjælland, der er omgivet af marker med græssende køer og højt til den friske efterårshimmel.

Stine Bosse, tidligere koncernchef for Tryg og formand for Flügger og Børnefondens bestyrelser, sidder under hele interviewet helt ude på kanten af den ellers magelige hjørnesofa. Hun er ivrig for at tale om dette værk, der har (for-)fulgt hende i over 35 år.

Jeg tænker på værket flere gange om året. Det er stemningen i det, historien om livsløgnen, som de fleste har i deres liv på en eller anden måde. Jeg har drømt om bogen og jeg har vendt mit liv i lyset af den, for den indeholder grusomme elementer om forholdet i ægteskabet og mellem forældre og børn, jeg selv har oplevet, især som barn, siger Stine Bosse alvorsfuldt og sender blikket mod en ældre udgave af Vildanden fra 1907 kort efter forfatterens død.

Bogen, en udgave fra 1907, samt en udgave med Ibsens samlede værker har hun for nylig fået foræret af en forhenværende gymnasielærer, der underviste hende i livskundskab og ikke i et decideret fag. Og Ibsen gør da også én klogere på livet med ofte alvorlige temaer, understreger Stine Bosse og slår op på en side med et billede af forfatteren, der er godt oppe i årene. Han fremstår heller ikke alt for munter med stort gråt skæg og nedadgående mundvige.

Munter er Vildanden heller ikke ligefrem. Den norske digter er bedre kendt for Et dukkehjem og Peer Gynt, men dette værk fra 1884 var hans første drama om livets store valg, om skæbnen og hvordan den påvirkes. Som den norske kritiker Gunnar Heiberg skrev, er Vildanden særligt knyttet til den norske digters eget liv: Vi har en fornemmelse af, at så personlig, så privatmenneskelig var digteren aldrig med i noget af sine værker.

Bogens store tema er den store livsløgn, der holder sammen på det hele. Så længe den forbliver hemmelig, understreger Stine Bosse. Man skal altså ikke være i et depressivt humør, når man tager fat på Ibsen, pointerer hun fra sofaen.

Ibsen grundlagde det moderne drama i skuespil, der fremstiller den menneskelige psykologi, fuldt af hemmeligheder, der dukker op til overfladen og påvirker de involverede. Dramaet er ofte pakket ind i komiske situationer og dialoger, der sætter tragedien i kontrast. Flere scener tangerer næsten lystspil, men man skal ikke lade sig narre af den burleske overflade. Stine Bosse nævner som et eksempel bogens slutscene hjemme i familien Ekdals lejlighed, der ender med, at parrets eneste barn, den 14-årige Hedvig, kommer til at skyde sig med en pistol på loftet, der bizart nok er indrettet som en vildmark med en vildand. Mere om det senere.

Skuespillets slutning bliver kulminationen på den fem akter lange fortælling om den narcissistiske idealist Gregers Werle, der vender hjem til byen på jagt efter retfærdighed overalt og kræver ofre af familie og venner for at få bekræftet sine egne forestillinger om det rigtige liv. Stemningen er indeklemt, til tider tåkrummende, og meget efterlades usagt.

Den fortættede stemning kender jeg fra mit barndomshjem på godt og ondt, siger Stine Bosse.

Det er konflikten mellem mand og kvinde, tillid og utroskab, som Ibsen skriver om generelt, og som jeg også oplevede som barn. Det er enebarnet, som jeg selv var, der er meget fokus på, og troen på glansbilledet af familien, der brister. Der er symboler overalt. For eksempel Hedvigs voksende blindhed, som forældrene holder hemmeligt for hende. Hun holdes blind for sandheden, ligesom de andre er blinde over for livsløgnen.

Fortællingens egentlige skurk er den retskafne Gregers, mener Stine Bosse. Han er på en mystisk moralsk mission, han slår hånden af sin far og opsøger barndomsvennen Ekdal, for hvem han afslører en dyb hemmelighed om Ekdals kones fortid, hvilket får fatale konsekvenser.

De lever jo i udgangspunktet et lykkeligt og harmonisk liv. Her kommer Gregers ind fra siden som moralens vogter, der vil frelse alle andre. Men hvad er hans egentlige motiv? At sandheden skal frem, koste hvad det vil? Man skal vare sig med at afsløre folks livsløgn. Det er ikke alle løgne, der skal afsløres. Og slet ikke en livsløgn, der holder mange familier og forhold sammen. Det er også Ibsens budskab, at kærligheden er større end sandheden. Det er jeg enig i, siger Stine Bosse med en løftet pegefinger som en afslutning på sin analyse.

Hun opfatter Hedvigs død på loftet som et selvmord, fordi datteren ikke kan bære, at faderen afviser hende efter at være blevet bekendt med, at hun muligvis slet ikke er hans, men Gregers fars, der havde hendes mor som elskerinde. Stine Bosse havde faktisk helt glemt slutningen og blev meget påvirket af at genlæse den, fordi hendes egen mor begik selvmord, da hun var ung på grund af en depression, som man ikke talte om, men som hele tiden lå under overfladen.

Der er meget smerte forbundet med at læse den igen. Den giver mig ikke energi, som andre bøger kan gøre det. Man risikerer, at den suger ens energi. Det er en hård bog at læse. Måske nogle ting har bedst af at forblive usagt, men på den anden side er min filosofi også, at det er der, hvor det gør ondt, og når man tør flytte sig derhen, at man rykker sig i livet. Jeg har for eksempel været meget åben om min barndom, min mors selvmord og mit forhold til min fraværende far, der jo var erhvervsmand og dybt optaget af sine projekter. Og det koster, men jeg har også respekt for drivkraften og troen på ens livsværk og personlige udvikling, som Ibsen jo var meget optaget af.

Hvad betyder selvrealisering i dag, hvor vi stort set ikke mangler noget?

Før i tiden havde unge generationer en ambition om at få et bedre liv end deres forældre. I vores tid, i den vestlige verden i hvert fald, tror unge ikke på den udvikling. I Afrika, hvor jeg er ofte, er troen fuldstændig intakt. De stiger glade ud af en papkasse hver morgen i nypresset tøj og tror på, at de kan flytte sig. Det kan vi lære lidt af herhjemme. Det er på tide, vi redefinerer os selv og vores drømme. Hvad er et bedre liv? Det er nok ikke flere biler eller et større hus. Hvad er det næste trin? Det kan være en anden form for selvrealisering, og det synes jeg også, at Ibsen fortæller i Vildanden.

Naturen har også en stor betydning som symbol i Ibsens værk, hvor dramaets store symbol selvfølgelig er den indespærrede vildand i den fingerede vildmark på loftet midt i byen. Det er den stækkede natur i menneskets knudrede storbysind. Stine Bosse finder selv ro i det ellers travle erhvervsliv i naturen og har valgt at bo langt fra by og forpligtelser som nummer 33 på Time Magazines top-50 over de mest magtfulde kvinder i 2010. Stine Bosse læser Ibsen ind i en særlig nordisk litterær tradition.

Der er noget tungsindigt over stemningen og dialogen, som får én til at tænke på billeder af noget brunt, mørkt og melankolsk, som jeg synes er vældig nordisk og lidt huleagtigt. Den åbne frie natur bliver kontrasten til den dystre lejlighed med alle de indestængte følelser. I Norden opholder vi os jo meget inden døre og er meget forsagte. Ibsen lader det usagte være det sagte, påpeger Stine Bosse og nævner som eksempel på dette en scene, der afslutter første akt, hvor Gregers fornægter faderen, der søger forsoning. En dialog, hun finder helt fænomenal.

Selvom Vildanden er et skuespil, skrevet til dramatiske dialoger på scenen, anser Stine Bosse værket som et litterært mesterværk, der bør læses. Man får ikke udpenslet folks udseende og tanker eller beskrevet scenerier og stemninger. Det hele ligger i dialogen. Og når den er som Ibsens, slår det gnister, mener hun.

Savner man ikke forfatterens personkarakteristik og miljøbeskrivelser?

Genren efterlader mere til fantasien end normal skønlitteratur. Og det kan jeg enormt godt lide. Man bliver i langt højere grad tvunget til at forestille sig, hvordan der ser ud i et rum, til at danne sine egne billeder af mennesker og miljøer. Man får jo ikke så meget foræret. Dialogerne står alene og bliver indimellem så fortættede, at det er som at læse et digt. Hvert et ord betyder noget. Ibsen må være vendt tilbage til hvert et ord og hver eneste sætning for at finde den helt rette betydning. Det er meget fascinerende.

Handlingen i Vildanden

Vildanden er delt op i fem akter og begynder hjemme hos den rige grosserer Werle, der har middagsselskab. Sønnen Gregers er netop vendt hjem til byen med en plan om at afsløre alle løgne og bedrag. Han starter med faderen under middagen. Dernæst flytter han ind hos barndomsvennen Hjalmar Ekdal og hans familie og løfter her sløret for flere løgne, blandt andet at Ekdals kone var gamle Werles elskerinde. Afsløringen får fatale konsekvenser.